Fahrenheit

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI SexPEGI Violence

Der er efterhånden længe mellem de gode adventurespil, men franske Quantic Dream leverer med Fahrenheit et af de bedste spil i genren i mange år. Dyk ned i Fahrenheit og oplev historien om kærlighed, stress, mystiske mord og menneskets dybeste natur - og oplev en historiefortælling ud over det sædvanlige.

Fahrenheit fra franske Quantic Dream er en thriller, som udspiller sig i New York i 2009. Byen er rystet over en række mystiske mord, som alle følger det samme mønster; en tilsyneladende normal person går pludselig amok og angriber en helt tilfældig person. Ofrene er altid dræbt med 3 knivstik i hjertet og ofte skærer morderne mystiske tegn i deres arme.

Mordet

I Fahrenheit tager man rollen som Lucas Kane, en 30-årig systemansvarlig i en bank, der lever et ganske almindeligt single liv i New York. Hans liv ændrer sig en aften totalt, da han sidder på en stille East End diner. Pludselig rejser han sig som i trance, tager sin kniv fra bordet og bevæger sig ud på toilettet og som i en drøm, ser han en mand svinge en kniv og en pige råbe om hjælp. Da Lucas kommer til sig selv, sidder han indsmurt i blod overskrævs på en død mand på toilettets gulv - en krage som har overværet det hele, letter fra vinduet og flyver bort. Lucas Kane må lægge sit kedelige liv bag sig, da han nu er på flugt fra politiet. Han nægter at overgive sig og han sætter sig for at finde ud af, hvem, eller hvad, der drev ham til at begå et mord mod sin egen vilje.

Skal, skal ikke

Fahrenheit er på papiret et helt almindeligt adventurespil, men efter kort tid i selskab med spillet, opdager man at det ikke er helt almindeligt. Normalt er historien i denne slags adventurespil ganske gode, men i Fahrenheit er den absolut fremragende. Spillet giver indtryk af, at man har større indflydelse på hvilken retning historien bevæger sig end normalt - alt efter hvad man gør, hvilke spørgsmål man stiller og hvilke svar man giver, ændres historien svagt. Man bliver stillet overfor en lang række valg i spillet og det præsenteres man for allerede i spillets første scene. Efter Lucas Kane kommer til sig selv på toilettet, står man overfor en lang række valg, som allerede fra starten, kan ændre spillets forløb. Vælger man f.eks. at vælte ud fra toilettet i dineren, vil servitricen se, at man er indsmurt i blod og alarmerer politibetjenten, som sidder på hjørnet af baren og man er straks jaget vildt. Men ved at gemme liget af vejen, vaske blodet af sine arme og vaske gulvet rent inden man forlader toilettet, kan man købe sig noget tid og situationen og reaktionerne vil være meget anderledes når man kommer ud fra toilettet. Man skal huske at betale sin regning inden man forlader stedet, vil man løbe eller gå eller tage hoveddøren eller bagdøren. I Fahrenheit bliver man stillet overfor masser af valg - hele tiden.

Spil begge sider

Lucas Kane må naturligvis holde lav profil, så han ikke kommer i politiets søgelys, men det fixe er, at man også spiller politiet. Man tager nemlig også kontrol over detektiverne Carla Valenti og den streetsmarte Tyler Miles, som er blevet sat på sagen. Man skal altså opklare det mord, som man selv har begået og det skaber nogle interessante situationer, hvor man rent faktisk har mulighed for, at afsløre Lucas Kane, men vælger man at gøre det? Gør man det, føler man sig som en forræder, men vælger man at vippe situationen over til Kanes fordel, gør man spillet sværere for Carla og Tyler og de får bossen på nakken. Det er en fremragende måde at fortælle en historie på og man føler virkelig, at man har indflydelse på historiens forløb. Man skal hele tiden holde øje med alle tre karakterers sindstilstand, hvilket gøres vha. en lille måler i nederste højre hjørne. Man skal sørge for, at de alle har det rimelig godt, for bliver de for nedbrudte, enten over ikke at kunne få løst mordgåden for politiets vedkommende, eller ved at være for presset af politiet for Lucas Kanes vedkommende, kan de bryde sammen og Lucas Kane ender f.eks. på den lukkede resten af sine dage. Spillet er altså en balancegang hele vejen igennem.

Fremragende karakter udvikling

Historien er dog ikke helt uden problemer, for mod slutningen virker der som om, at der er nogle huller hvor man tænker: "Hvorfor gør han pludselig det?" eller "Hvordan er det sket?" - lidt synd, for ellers er historien fremragende og virkelig godt fortalt. Det er længe siden, at jeg har haft så mange følelser for en spilkarakter, som jeg fik for Lucas Kane. Man lærer meget om hans barndom i løbet af spillet og da hans ekskæreste, som han tydeligvis stadig har følelser for, dukker op i hans lejlighed, så sidder man helt med hjertebanken. Man lærer også Carla og Tyler rigtigt godt at kende, man skal bl.a. lære Carla at tøjle sin klaustrofobi og tage nogle ret svære beslutninger i Tylers lidt problematiske parforhold. Et par sexscener bliver man da også vidne til, så man kommer altså meget tæt på spillets karakterer.

Lidt problematisk styring

Man bevæger sig rundt vha. den venstre analoge pind og styringen kan være lidt svær ind imellem, men man lærer den forholdsvis hurtigt. Nærmer man sig f.eks. et spejl man kan se i, et køleskab man kan åbne eller en radio der kan tændes, kommer der en række ikoner frem i toppen af skærmen, som viser i hvilken retning man skal trykke den højre analoge pind, for at foretage sig forskellige handlinger. Det samme gælder under samtaler, hvor forskellige svar og spørgsmål ligeledes mappes til den højre analoge pind og man skal ofte vælge disse svar og spørgsmål inden en timer løber ud, så man ikke kan sidde og tænke for meget over ens valg - de skal komme fra rygraden. Endelig er der spillets actionsekvenser, som der er overraskende mange af når man tænker på spillets genre. Actionsekvenserne er udformet som nogle minispil, hvor man f.eks. skal trykke begge de analoge pinde i de retninger som to cirkler på skærmen viser og andre gange skal man bruge de to triggers på forsiden af kontrollen - nogle af dem er rimeligt underholdende, mens andre er virkelig trættende. De er dog for det meste korte og er forholdsvis hurtigt overstået.

Sublimt soundtrack

Grafisk er Fahrenheit ikke helt på niveau med hvad vi ellers ser på Xbox her mod slutningen af 2005. Animationerne er for det meste glimrende og de tre hovedpersoner (Lucas, Carla og Tyler) er flot lavet, mens resten af spillets karakterer ser nogle simple ud. Spillet giver splitscreen en helt ny mening, da skærmen ofte deles i mindre felter (ala Tv-serien 24 timer), hvor man ser sin karakter i det ene felt og en kommende trussel i et andet - det er med til, at højne intensiteten en hel del. Spillets kameravinkler er meget dramatisk og man får hurtigt følelsen af at være med i en film. På trods af splitscreen effekter og lækre dramatisk kameravinkler, bliver grafikken aldrig specielt medrivende eller køn. Lydsiden er derimod en helt anden snak og da grafikken fejler en smule, er det lydsiden, som bærer det meste af spillets tykke stemning. Soundtracket leveres af Angelo Badalamenti, som tidligere har leveret musikken til Mulholland Drive, The Beach og Lost Highway og det er et ganske fremragende og meget stemningsfuldt soundtrack. Stemmeskuespillerne gør det ligeledes rigtigt godt, med troværdige stemmer som gør det nemmere for spilleren at leve sig ind i spillet.

Sværhedsgraden i Fahrenheit er lav - og det er vi sikre på, er helt bevidst. Fahrenheit er ikke en udfordring, men en oplevelse. Man skal ikke sidde og gennemspille sekvenser igen og igen, men man skal opleve spillet uden for mange afbrydelser og gentagelser, nærmest som var det en film. Der betyder også, at spillet rimelig hurtigt kan gennemføres, det tager vel omkring 10 timer, alt efter hvor grundig man er. Fahrenheit er ikke et helt normalt adventurespil og det efterlader spilleren med en masse tanker. Når spillet gennemføres kan man spille alle spillets kapitler igen, man kan låse op for masser af ekstra materiale (behind the scenes, making of sekvenser og en lettere lummer sekvens med Tylers kæreste i centrum) og det er faktisk sjovt at spille nogen af spillets bedste scener igen, hvor man vælger nogle andre svar og handlinger end man før har valgt, bare for at se udfaldet. Fahrenheit er ikke for alle og enhver - hvis man er til heftige action og skydespil, vil man ikke sætte pris på Fahrenheits kvaliteter, men er man til den gode fortælling, som er dybere end som så, så er Fahrenheit et must. Fahrenheit virker meget gennemarbejdet og det præsenterer en god historie på en meget anderledes måde.

Gamesector Anbefaler

Om Palle Jensen