Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Jeg glemmer aldrig TV billederne af amerikanske soldaters lig, der trækkes gennem Mogadishus støvede gader indtil de ligner kludetæpper som end ikke Kattens Værn vil røre med en ildtang. Den dag i 1993 blev der desværre sat nye standarder for hvor forvirrende og brutal moderne bykamp kan være. Spillet Black Hawk Down er løseligt bygget op over den famøse dags hændelser. Overordnet set kan det virke besynderligt at basere et spil på en træfning, hvor den fredsbevarende styrke jokker så mesterligt i spinaten at 18 soldater og et ukendt antal indfødte civile går tabt.

Manualen er ganske omfattende. Somalias forpinte historie opsummeres, ja der er endog et lille kort som giver et overblik over såvel landets geografi samt demografi. Dertil kommer lidt info om Delta Force' historie, hvordan de "renser" et rum, og så videre. Det bedste er de fire sider med et overblik over de rigtig mange forskellige våbentyper spillet kan prale af, samt hvilke fordele, data og egenskaber de enkelte våben har. I single player mode er der 16 missioner at gå i gang med. Der startes naturligvis ud med en tutorial, og denne er muligvis den korteste jeg nogensinde har prøvet i et spil af denne type. Ikke at den er sjusket, man bliver bare hurtigt og kontant ledt igennem knappernes funktioner, bevægemåde, våbenvalg, og så videre. Hvis man vil vide mere, er der rigeligt læsestof i manualen - men man behøves ikke mere end tutorialen for at komme godt i gang.

Luk øjnene og slå ørerne ud

Grafikken er, set over en kam, halvtam. Menuerne er ikke på nogen måde afpudsede (en lille lyskegle effekt er det sejeste det kunne blive til). In-game grafikken når heller ikke op på dagens standarder. Den ligner nogenlunde den acceptable grafik vi så på PC for alt for længe siden, men verden har flyttet sig betydeligt siden da - også på konsollerne. Til gengæld er lyden i topklasse, stemningsskabende er det første ord der falder mig ind. Ganske som i den udmærkede film af samme navn, er musikken med til at give en svedig stemning af en afrikansk krudttønde der bare venter på at eksplodere.

Fysikken i spillet lader en del tilbage at ønske, og problemet eksisterer desværre på flere planer; Geværløbet man kontrollerer, er ikke specielt let at styre, hvilket gør præcisionen er ret dårlig. Black Hawk helikopterne, der med sine turbomotorer og plads til i alt 14 mand, vimser rundt som legesyge kollibrier, og ødelægger definitivt illusionen af tonstunge flyvende dræbermaskiner. Fjendtlige soldater er der nok af, og når man får bemægtiget sig et tungt maskingevær monteret på en af AAV køretøjerne, mejer man let 10 militsfolk ned på én gang. Det er jo i sig selv festligt nok, men oplevelsen ødelægges effektivt når man ser hvordan de 10 militsfætre omkommer med akkurat samme dødskramper , som var de synkronsvømmere på olympisk niveau.

I mange missioner får man muligheder for at lede et team, hvilket enten styres ved hjælp af et småklodset interface, eller med voicekommandoer hvis man ellers er så heldig at have et headset. Hvis man ikke har prøvet det før (og det er der ret stor sandsynlighed for man har, voice control er ved at blive ret almindeligt), er det da meget spøjst at kunne sidde i sin stue og sige "Room Take Down", hvorefter ens undersåtter renser et rum for fjendtlige militsfolk. Desværre er de soldater man kommanderer med, ikke altid for snu. De kan i mange, men ikke alle, tilfælde selv hitte ud af at reagere hensigtsmæssigt på fjendtlig ild og i reglen lader de også være med at tosse ind i ens sigtelinie. Men problemer opstår regelmæssigt, og eftersom man på missionerne optjener point for at avancere i våben-graderne, når frustrationerne gigantiske højder når en mission kikser på grund af ens allieredes tåbeligheder.

Velkommen i Tivoli

Mange missioner veksler mellem sekvenser hvor man skal snige sig frem og nakke militsfolk, flyve med Black Hawks eller AH-6'ere (en lidt mindre helikopter), eller bemande kanonen på et AAV køretøj. De to sidstnævnte modes er utroligt ens, forskellen er egentlig kun, om man bevæger sig i luften eller langs landjorden. Man kan ikke selv styre andet end et på transportmidlet fast monteret våben. Fælles for køre-/flyveturene er desuden, at de giver en vild action rus de første 30 sekunder, for derefter at blive umådeligt kedsommelige. Altså forudsat at man ikke, som undertegnede, har prøvet den slags i utallige andre spil - i så fald er oplevelsen af det velkendte "shooter on rails" kedeligt fra første sekund. Meningen er antageligt, at man skal få en oplevelse af en mellemting mellem et skydetelt og en rutschebane, men i virkeligheden ledes tankerne mere i retning af at være fabriksarbejder ved et samlebånd. Hvis man i et svagt øjeblik skulle fundere over hvorvidt spillets handling er lineært, ja så efterlader helikopter/bilturene ikke meget at være i tvivl om. Spillets handling er som rettet af med en tavlelineal. Man plaffer løs på alt, og alt dør i stort set den samme eksplosions-animation eller døds-spasme.

Go Live!

Man skal være ellevild med first person genren for at synes der er ret meget at hente i spillets almindelige kampagne-del. Her kommer Xbox Live til undsætning med variationer over velkendte, men ofte velfungerende, temaer som Deathmatch og Capture The Flag. Der er understøttelse af klaner, og bag på æsken loves vi Content Download. Der er dog ikke noget tilgængeligt i skrivende stund. I almindelig splitscreen kan man dyste op til 4 spillere samtidigt, men det er på Xbox Live at multiplayer oplevelsen får en spand tiltrængt kul. Op til 50 samtidige spillere, hvilket er rekord i min Xbox samling. Dog har jeg aldrig været heldig at blive nummer 50 i en propfyldt arena, en 20 stykker er det højeste jeg har oplevet, i hvert fald indtil videre. Men selv med "bare" 20 spillere, kan man sagtens få fornemmelsen af kaos og ildkamp i Mogadishu. Landskaberne veksler mellem åbne områder og snævre gyder, og giver dermed en glimrende afveksling. Hvis man virkelig sætter sig ned og danner en klan, gør landskabernes variation det samtidig tvingende nødvendigt at definere en taktik og fordele våbnene på en hensigtsmæssig måde. Realismen får et lille hak opad, med spillets "one shot one kill". Rammes du lige i låget af en fuldtræffer, ja så ryger du på jorden. Du kan herefter vælge om du vil vente på en læge kommer forbi, eller om du vil tilbage i kampen med det samme.

Biler og helikoptere er også til stede på Live banerne, desværre stadigvæk ikke på en måde hvor man selv kan styre noget som helst. Transportmidlerne droner rundt i ring, og man kan hoppe af og på som en anden bybus. Her sniger Tivoli fornemmelsen sig atter ind, og man føler sig hensat til de kedelige skinnebårne veteranbiler, der snegler sig igennem endnu kedeligere landskaber, noget som kun helt små børn kan begejstres over (til gengæld kan denne målgruppe forlange at køre rundt en hel eftermiddag i selv samme dræbende kedelige forlystelse... jeg taler af erfaring).

Alt i alt er Black Hawk Down en middelmådig first person shooter, uden de finesser eller den finpudsning der skal til for at klare sig i en genre fyldt med glimrende alternativer. Spillets berettigelse ligger i Xbox Live delen, og hvis man er heldig at finde en arena med rigtig mange spillere, kan man få sig en hektisk multiplayer oplevelse, som måske giver en smule fornemmelse af den forvirrende ildkamp Delta Force gutterne befandt sig i, dengang i Somalia i 1993.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).