Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Nu får vi endnu engang lov til at kaste os ud i Anden Verdenskrigs genvordigheder. Denne gang får vi mulighed for at boltre os i nogle lidt anderledes scenarier end man ellers oplever i RTS-spil. Hvad siger du til en kvik gang omgang panserkrig i den afrikanske ørken? Eller hvad med guerillakrig i Jugoslavien?

Codename Panzers: Phase One var faktisk lidt af en positiv overraskelse. Udviklet af upåagtede ungarske Stormregion marcherede spillet selvsikkert ind på markedet og uddelte bredsider til de etablerede titler. I et grafisk overbevisende univers blev tre historier omhandlende henholdsvis aksemagtens, russiske og allierede skæbner vævet sammen. Selv om der på mange områder var hevet klassiske dyder ud af skabet, kom man ikke udenom at udførelsen var virkelig sprød. Med det påklistrede "Phase One" var man ikke i tvivl om, at der ville rulle mere materiel ud på slagmarken. Med godt et års ventetid i bagagen er det nu tilfældet, og vores tålmodighed belønnes med "Phase Two". Det er ikke fordi armene hæves i begejstring over nytænkning, men til gengæld kan man se frem til mere af det samme. I nogle tilfælde er dette dog ikke en decideret dårlig ting.

Codename Panzers: Phase Two byder atter på tre veldiversificerede kampagner. Denne gang er den russiske bjørn blevet lukket ind i buret, og i stedet får man mulighed for at tage kontrol over mobile partisaner. Nu kastes man godt rundt i verdenskrigens geografi. Ud over de sædvanlige kampe i Mellemeuropa, får man også lov til at følge italienernes - historisk håbløse - indsats mod det tidligere Jugoslavien. Her vil man mærke fordelen ved at kende terrænet og benytte hurtige fremstød og tilbagetrækning. Endelig kan man kaste sig ud i en god gang ørkenkrig i det nordafrikanske. Her er der strøet godt med kampvogne ud i det støvede landskab, hvilket borger for nogle intense opgør.

I stedet for at være presset ned i den helt sædvanlige RTS formel er der tilføjet nogle lidt mere eksotiske ingredienser. Først og fremmest er det rart, at der ikke er nogen form for basebygning. Det er forfriskende, og giver klart et større strategisk incitament, når man skal disponere over sine sparsomme reserver. Vel er det ikke første gang det er set i et spil, men i Phase Two fungerer det virkeligt lækkert. Banerne byder ofte på materiel overvægt til modparten, derfor kommer man lynhurtigt til at tænke taktisk. Det er selvsagt samtidigt noget som vil skræmme en del væk fra skærmen. Tager man blot sine enheder og ruller fremefter, vil det ikke vare længe inden man ikke har andet end rygende rester at kommandere over. I stedet skal man lære at udnytte styrker og svagheder ved de mange enheder.

Eksempler på dette er mangfoldige. Infanteriet er eksempelvis relativt sårbart - som i virkeligheden. Dette betyder, at de ikke blot kan nakke kampvogne til højre og venstre. Det gælder dog ikke for flammekastere, panserværns-grupper og enheder med granater. Førstnævnte kan endda give et taktisk overtag på slagmarken. Ved at ophede en given tank med deres flammekastere kan de nemlig få mandskabet til at evakuere køretøjet. Herefter skal man blot vente på at køretøjet køler ned igen, og presto! så har man en ny kampvogn. Det er en sjov feature, som giver en ellers blød enhed en lækker force. Står man alternativt med infanteri uden mulighed for at skade kampvognen, ja, så begynder fodfolket ganske enkelt at tage benene på nakken. Herligt realistisk.

Det er i bund og grund et stort real-time spil skak. Man skal forsøge at blande styrke, hurtighed og specielle features på en facon, der udmatcher fjenden. Hertil skal man så strø om sig med taktiske manøvrer. Fjenden er nemlig langt fra uintelligent, og man kan godt forvente sig god modstand fra første startskud. Faktisk er indlæringskurven ikke specielt blød. Alle tre kampagner giver god modstand samt masser af underholdende tidsfordriv. Det føles utroligt lækkert når et skinangreb fungerer, hvorefter man sætter et egentlig angreb ind både fra den bløde flanke. Dette kræver dog masser af tid foran skærmen. Udover de veldiversificerede enheder skyldes dette også, at man skal holde kontrol over såvel forsyninger samt lægeenheder. Derfor bliver logistikken pludselig også sparket ind i legen og giver genvordigheder. Som om det ikke var nok er der denne gang også en decideret dagscyklus. Det åbner op for missioner om natten. Nu skal man pludselig til at holde styr på hvorvidt man vil rulle i blinde eller tænde for lyset til åbent skue for modstanderne. Alt sammen små elementer som er med til at give en fængende helhed.

I denne cocktail kan man så kaste en temmelig sprød teknisk front, som er fyldt med små detaljer. Soldaterne kaster sig ned på jorden og maver sig rundt, rekylet fra de store kanoner får det til at ryste lidt i kampvognene og bombefly drøner ind over skærmen for at kaste deres dødelige last. Dette bliver bakket op af en ganske glimrende lydside, hvor især dialogerne er gode. Det kan godt mærkes, når der bruges lidt ekstra gryn på at hive rigtige skuespillere ind i studiet. Lidt multiplayertamtam er der da også blevet plads til. I et lidt vandet udvalg stikker muligheden for at spille co-op ud. Det giver altid en ekstra dimension at spille med en kammerat ved sin side.

Codename Panzers: Phase Two er et lækkert bekendtskab, som gemmer på mange gode timer. Gameplayet er yderligere pudset af siden sidste ombæring, og fremstår yderst velpoleret. Man kommer dog ikke udenom, at det er småt med generel nytænkning. På den teknisk front er såvel lyd som grafik på niveauet over middel. Det ser unægtelig godt ud, når de flot animerede små figurer okser rundt. Musikken kaster sig ud i nogle bombastiske militærtoner - klassisk men passende. Har man en lænestolsgeneral spirende i maven, så er dette bestemt ikke det værste sted at lede.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen