Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

EA er kendt for deres mange populære serier og Medal of Honor er en af dem. Til konsollerne leverede gigant-firmaet sidste gang en lidt skuffende oplevelse sammenlignet med resten af serien, nemlig Rising Sun. Bevæger European Assault sig igen i den rigtige retning, eller fortsætter spiralen nedad? Læs det her!

Turen går til Frankrig

Efter Rising Suns afstikker til Østen, vender vi tilbage til Europas kendte kyster. I 1942 spreder det tyske krigsskib Tirpitz død og ødelæggelse i farvandet mellem England og Frankrig. Alle forsøg på at sænke skibet er mislykkes, så i stedet for at gå efter skibet, beslutter briterne at rette et angreb med den eneste tørdok i området, der er stor nok til at udføre vedligeholdelse på et skib af Tirpitz' størrelse. Dokken ligger i St. Nazaire på Frankrigs nordvestkyst. Sådan starter historien i Medal of Honor: European Assault, på en råkold fransk havn (efter en passende kort lille prolog). Historien fortælles af William Holt - den eneste amerikaner i den allierede Nazaire-styrke. Amerikanere kan jo ikke lave et spil, der ikke handler om en amerikaner, selv når det foregår i Europa, så anglofil som jeg, må kigge (lytte?) langt efter en britisk historiefortæller.

Ganske som i resten af spillets missioner, opstilles der et mål i starten af missionen. Efterhånden som man gør fremskridt, får man flere ordrer og dermed mål at opnå. Sideløbende med dette, opstår der flere steder situationer, hvor du bliver tildelt et umiddelbart skjult delmål. Altså et, der ikke nødvendigvis skal løses for at fuldføre den overordnede mission, men som man får medaljer og medkits for at klare. Det giver potentiel gen-spilningsmotivation, hvis man misser et af disse delmål, fordi, man måske lige vil løbe missionen igennem igen for at få det hele med. På hver bane optræder en særlig fjende, du som valgfrit delmål skal nakke, hvilket giver en form for boss-kamp.

Location, Location, location

Efter St. Nazaire går turen videre først til Nordafrika, hvor man kæmper under General Montgomerys kommando mod selveste ørkenræven Rommel og hans Afrika Korps. Tredje stop er Rusland og efter dette besøg på Østfronten rundes Medal of Honor: European Assault af med Battle of Bulge i Ardennerne. I alt er der 11 missioner fordelt over disse fire lokaliteter, hvilket sammenlagt giver spillet en levetid et pænt stykke under ti timer. Ikke så langt, men ganske sjovt så længe, det varer.

Gameplayet

Spillets absolut bedste element, er dets banedesign, der mere er hen ad Ghost Recon end forgængerne i serien. Banerne er nemlig åbne med flere mulige ruter, hvilket giver forskellige træfninger og tilgangsvinkler. Det er jo klart at foretrække i forhold til de mange fps-spil, hvor man er nødt til slavisk at følge en fastlagt rute. Det giver gode muligheder for både at lægge god og dårlig strategi, hvilket er en god ting. Det er valgmuligheder og frihed som oftest i spil.

Selve styringen er god. Man føler sig ikke snydt, når man bliver ramt eller misser et skud, for det virker som et fair system. Det er altid lækkert at skyde med detaljerige historisk korrekte våben, og vi kommer hele raden rundt med håndgranater, maskinpistoler, karabiner, sniper rifler og bazookaer. Man udfører nærkampsangreb ved at trykke på højre analoge stick - en smart lille feature.

Arcade-agtigt adrenalin og squad-shooter I en

På den ene side har vi en squad-shooter, men forvent på godt og ondt ikke noget Ubi Soft Tom Clancy-show. Kompleksiteten minder mere om den i Star Wars: Republic Commando: Man benytter kun to knapper til kommandoer. Den ene er den venstre analoge styrepind. Hvis den holdes nede, fremkommer et ikon, du kan styre rundt på skærmen. Når du slipper, går dine folk i position, der hvor ikonet er. Hvis man trykker nedad på d-pad'en kalder du dine folk tilbage. Så simpelt er kommando-systemet, og hvis du ikke bruger det, klarer dine mænd sig selv - så godt de nu kan, hvilket vil sige overordnet godt, men pludselig sker der AI-fejl, hvor de står og glaner, mens de dør. Heldigvis er der ikke noget krav om at holde mændene i live, men man bliver belønnet med flere medkits til næste mission, hvis man gør.

At der reelt set ikke er tale om en tactical shooter, selvom man kan kontrollere tre mand, understreges af mængden af skud, man kan holde til i løbet af en mission, hvilket er mange. Alene ens start-energi er nok til at æde flere skud end man nogensinde har overlevet i Ghost Recon, men dertil kommer så en mængde medkits, således at man reelt set kan gennemføre en bane med flere dusin kugler i kroppen. Bare man husker at tage sin medicin. Så selv om man meget hurtigt går ned, hvis man leger Master Chief og bare pløjer frem, er der altså ikke tale om nogen tilstræbt realisme. Spillets realisme ligger i de autentiske våben og selvfølgelig hele opbygningen med kendte settings fra Anden Verdenskrig. Som noget nyt er der også en adrenalinmåler, der bygges op, og når den er fuld kan man gå i en super-frenzy-ubegrænset-ammo-mode. Ret arcade-agtigt.

Multiplay

Helt uforståeligt har EA valgt at udelade en co-op funktion og cirka ligeså uforståeligt er der ingen mulighed for online-spil via Live. Her halter EA altså virkelig efter konkurrenten Ubi Soft, hos hvem co-op og Live er standard i deres fps'er. I stedet spiser EA os af med en ganske forglemmelig mulighed for lidt splitscreen deathmatch. Bedre end ingenting, men slet ikke godt nok i forhold til andre lignede spil på det punkt. Med andre ord: Medal of Honor: European Assault købes pga. spillets single player del.

Typisk multiplatform

Spilletsgrafik bærer tydeligt præg af, at Medal of Honor European Assault er en multiplatformtitel. Det vil sige, at grafikken er godkendt, men heller ikke mere, for den udnytter altså ikke Xboxens hardware til fulde. Spillet er sandsynligvis nogenlunde ligeså flot på PS2. Men grafikken formidler et krigsmiljø, om end det er set bedre og mere detaljeret. Lyden er også på det jævne. Godkendt, men heller ikke mere.

På rette spor

Medal of Honor: European Assault er langt fra den bedste fps, jeg har spillet, men den stiller sig i rækken som en blandt mange absolut gode shooters til Xbox. En højere karakter ville dog fordre et længere spil, med lidt bedre AI, co-op, Live og meget bedre grafik. Men det, man rent faktisk får, er skam ganske underholdende.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).