Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Arkade-spil er ved at forsvinde. En gang imellem dukker der et shoot 'em up, et racing-spil, eller en Tekken-agtig fighter op, men i det store hele er vi ved at miste Arkade-spillene. Spikeout prøver at vise, hvad der var fedt ved spil som Final Fight, Streets of Rage og Double Dragon.

Spikeout: Battle Street er hjemmeudgaven af et arkade-spil mange håbede ville komme til Dreamcast. Så gammel er originalen, og hvis man skal være helt fair, så ser denne version desværre også ud til at være lavet til Dreamcast, på trods af at spillet kører på den stærkeste konsol på markedet lige nu. På den positive side, så giver Spikeout et glimt tilbage til dengang, man spillede Double Dragon på grillbarer rundt om i landet. Hvis man aldrig har prøvet den slags spil, så kommer en hurtig opsummering. Man kommer gående stille og roligt, indtil man bliver overfaldet af et antal banditter, der begynder at angribe. Det er ikke muligt at komme længere, før man har uskadeliggjort alle banditterne. Når banditterne er blevet nedlagt, og man har bevæget sig lidt længere, gentager processen sig. Efter at have gentaget denne cyklus et bestemt antal gange, dukker der en boss-bandit op, som er lidt mere hårdhudet end alle de andre. Hvis man vinder over boss-banditten, går turen til den næste bane. I modsætning til spil som Tekken og Street Fighter, er det generelt i disse scrollende fightere, at man ikke har et særligt omfattende arsenal af moves. Til gengæld kan man som regel samle våben op undervejs, eller på anden vis interagere med baggrunden. Ligeledes er historien sjældent specielt dyb, da arkade-maskiner altid bare skulle lokke folk til og tilbyde noget let tilgængeligt gameplay. Spikeout er ingen undtagelse overhovedet, men for at man ikke skal føle sig helt snydt, kan man spille det online.

Button Bashing Street

I Spikeout starter man med at kunne vælge imellem fire forskellige figurer - hvis man da ikke vælger spillets Story-mode, for så kan man kun vælge én. Ikke at det gør specielt meget forskel - figurerne i Spikeout er alle sammen næsten ens alligevel. Historien er noget tyndbenet pjat, der finder sted i byen Diesel Town. Der er forskellige bander i Diesel Town, og man starter som søn af den legendariske Spike, der ledte Team Spike Out for omkring 10 år siden. Men Spike er blevet væk, og netop derfor skal Spike Jr. begive sig i krig mod læssevis af hjernedøde muskelbundter. Lad det være sagt, at Spikeout ikke tilbyder specielt meget intellektuel stimulans, men indhenter det ved at have tonsvis af febrilske knap-tryk.

"COOL! COOL! COOL! COOL!"

Kontrollen er nemlig bygget op nok så sindrigt. Det har sikkert været glimrende som spillemaskine, men på Xbox kan man godt undre sig lidt over, hvorfor man ikke har fået lidt flere knapper at lege med. Man har en knap til at hoppe med, en angrebsknap, en "charge"-knap, og en knap til at holde inde, hvis man vil gå til siden, men blive ved med at kigge i samme retning. Chargeknappen lader et angreb op, men kan reelt også bruges som angrebsknap i sig selv. Så en smule variation er der da. Jo længere man lader op, jo vildere et trick laver personen. Hvis man trykker alle knapperne på samme tid, går ens valgte slagsbror helt amok i et eller andet specialangreb, der som regel rammer hele vejen omkring ham/hende, så det er en vigtig ting at huske, hvis man bliver omringet. Chargeknappen bliver forholdsvis hurtigt overflødig, da man ikke kan nå at lade ret meget op senere hen. Både angrebsknappen og chargeknappen laver forskellige komboer, hvis man trykker på dem flere gange. Man kan også blande det lidt, men det gør desværre ikke den store forskel, udover at man så får lidt variation til fingrene. Går man tilpas tæt på fjenderne - hvis de nu er lidt uopmærksomme eller noget - kan man kaste med dem. Der er nogle forskellige kast, men igen varierer man dem kun, fordi det bliver trist at se det samme angreb igen og igen. Eneste positive er, at man kan kaste én fjende ind i andre fjender, og på den måde føle at man har opnået en lille smule strategi. Hvis man laver en kombo med angrebsknappen, dukker der en stemme op, der råber ordet "COOOL!". Efter det første kvarters tid bliver det meget belastende at høre på. Havde det været svært at variere denne stemmes ordforråd? Bestemt ikke.

Kort og middelmådigt

Med lidt god vilje (og en engels tålmodighed) kan det lade sig gøre at gennemføre Spikeout: Battle Street på under 5 timer. Så har man ganske vist ikke låst op for det hele, men chancerne er gode for at man aldrig rører spillet igen. Faktisk er der ikke ret meget der taler for, at man overhovedet gider spille det færdig. Hvis man finder noget som helst morskab, bliver det sandsynligvis over Xbox Live. Her er der da mulighed for kortvarig underholdning, indtil man opdager, at der faktisk ikke er specielt meget fordel ved at spille 4. Det er ikke fordi man så kan lave specielle angreb, eller gå flere sammen om fjenderne eller noget. Det havde ellers været oplagt, at der var flere angreb af "jeg holder, du slår ham"-typen. Som det er nu, spiller man næsten som man ville have spillet alene, men med den forskel at man kan se op til tre andre spille samtidig på samme bane. Bevares, det kan da være mildt underholdende i perioder - men Sega har stået bag nogle af de fedeste arkade-titler nogensinde, og set i den forbindelse er Spikeout bare en kæmpe skuffelse. De gamle Streets of Rage gav langt mere underholdning end dette spil.

Slemme Sega! Føj!

Spikeout: Battle Street prøver meget hårdt på at være Old School, men ender desværre bare med at være "Old". Grafikken er uimponerende, kontrollen er okay når den er bedst, men ellers bare frustrerende, og lydsiden inspirerer lynhurtigt til et tryk på mute-knappen. Desværre - eller heldigvis, alt efter hvordan man ser på det - er der ikke et bedre alternativ på markedet, hvis man leder efter gadekamp på Xbox. Hvis man slet ikke kan styre sig, og man stadig synes den slags let tilgængelige gameplay lyder interessant, så sørg for at leje det i din nærmeste Blockbuster, eller prøv det inde i butikken. Lad det endelig stå på hylden. Ellers lærer Sega jo ingenting.

Om Søren Vestergaard