Narc

Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI DrugsPEGI Violence

Hvis man ikke kan få nok af spil i stil med Grand Theft Auto-serien og True Crime: Streets of L.A., skulle man måske lige læse anmeldelsen af et lignende spil, nemlig discount-udgivelsen Narc fra Midway.

Bagpå de lækre grønne Xbox-æsker findes i dag altid et skema, hvorpå spillets muligheder er afkrydset: Kan man spille flere sammen? Er der Dolby Digital-lyd? Mulighed for custom soundtracks? System Link? Online Multiplayer? Scoreboards? Kan man bruge Memory Unit med spillet? Nu kan man selvfølgelig ikke dømme et spil på antal krydser bagpå æsken, men det er symptomatisk, at Narc kun har de to krydser, der er på alle mine æsker, nemlig antal spillere (hvilket holder sig på det minimale: 1) og Dolby Digital. Spillet er en lavpristitel, der ikke rigtig forsøger så meget, og det er tydeligt i hele spiloplevelsen.

Sandkasse

Nu kalder jeg spillet for et action-spil i rubrikken ude til højre, men hvis man skal præcisere dette yderligere, så vil jeg faktisk rubricere Narc i den undergenre, der kaldes
'Sandbox', hvilket betyder sandkasse. Det skal forstås således, at spillet placerer dig i en virtuel sandkasse (hvilket skal forstås som en metafor, ik'), hvor du frit kan rende rundt og lege, som det passer dig. 'Lege' betyder i den sammenhæng oftest, har det vist sig, at man kan rende rundt og molestere civile og løse små-opgaver, som det passer en, for det er spil som True Crime og især Grand Theft Auto-serien, der fører an i genren. Og netop disse spil danner tydeligt baggrund for Narc, der vel nærmest kan betegnes som en GTA-kopi. Made in Hong Kong.

Just Say Yes

I Narc spilles hovedrollerne af strisserne Marcus Hill og Jack Forzenski. Specielt sidstnævnte er en rigtig bad cop, der lige er vendt tilbage til korpset efter en ufrivillig pause grundet hans forkærlighed for konfiskerede stoffer. I 1988, da Midway udsendte det originale Narc til spillehallerne, var det med to sobre duksedrenge i hovedrollerne, mens det var skurkene, der rendte rundt på stoffer. I 2005 er der åbenbart en mere flydende grænse mellem forbryder og betjent, for spillets Power Up-system består af stoffer og indtagelse af disse. Det er der selvfølgelig en lang tradition for i Mario-spillene også (du æder en paddehat, og pludselig vokser du til dobbelt størrelse), men Narc går lige et skridt eller to videre. Hvis du ryger marihuana sløves verdens tempo ned, mens du i bedste bullet-time-matrix-stil kan skyde folk ned efter forgodtbefindende. Efter at have røget crack skyder man meget mere præcist, mens LSD forhøjer ens virkelighedsopfattelse, så skurke bliver tydeligt markeret med djævlehoveder. Hvert stof sin effekt. Jeg skal ikke komme og spille moralens vogter, men blot nævne at min kammerat, der er læge, siger, at det ikke er helt sådan, disse fristelser fungerer i virkeligheden.

Good cop / bad cop

Selvom man har lidt af en trang til de hårde hvidevarer, er det overordnede mål dog at få stoppet udbredelsen af det nye stof Liquid Soul og arrestere bagmanden Mr. Big. Derfor vandrer man omkring i byens gader (bedre kendt som ens sandkasse), og passer på sin Badge Rating, så godt man kan, mens man løser diverse små-missioner. Ens Badge Rating måler nemlig ens adfærd som god eller skidt strømer. Hvis ens tal falder for lavt, bliver man degraderet og skal lige konfiskere lidt stoffer og aflevere på stationen, før man er klar til at fortsætte hovedmissionen. Alle civile kan skydes og tæskes, så fans af det aspekt af GTA-serien vil straks føle sig hjemme. Selvom der er reelle valg i spillet (du skal tjene nogle penge: sælger du stoffer eller konfiskerer du dem fra (andre) pushere?), så er der dog meget, meget langt op til GTA-kvalitet. Der er meget mindre at foretage sig, kameraet driller, hvilket jo ikke er usædvanligt i tredjepersons shooters, og styringen er langt fra optimal - specielt at bladre rundt i ens inventory virker skidt og uintuitivt.

Prominente skuespillere og fed musik

Underligt nok, så er der overhovedet ikke sparet på lydsiden, selvom resten af spillet bærer præg af discount. Jeg nævner i flæng Ron Pearlman, Michael Madsen og Michael Wincott. Musikken er tillige glimrende. Når man ryger marihuana, kører Golden Brown med The Stranglers f.eks. i baggrunden, hvilket jo er meget passende, og når man render rundt i gaderne har musikken en passende street vibe. Grafikken er lidt intetsigende at se på og ligner en standard multiplatformtitel. Der er nogle meget sjove effekter, når man tager stoffer, men ellers ikke noget at skrive hjem om. Det er konstant nat eller i hvert fald skumring. Så sparer men jo også lige lidt lyseffekter på den konto.

Middelmådighed på tilbud

Det er selvfølgelig altid en formildende omstændighed, at et middelmådigt spil i det mindste er billigt, og Narc udgives da også til noget, der ligner halv pris. Det man så må gøre op med sig selv er, hvor dyrebar ens tid er. Har man 'råd' til at bruge sin sparsomme fritid på middelmådighed, bare fordi det er billigt? Når det er sagt, vil jeg dog understrege, at spillet ikke er decideret dårligt. Målgruppen er nok Grand Theft Auto hardcore fans, der lige skal have lidt at fordrive tiden med, mens de venter på lignende spil.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.