Det originale Kingdom Hearts blev forbløffende godt modtaget, taget i betragtning, at spillet var en sammenblanding imellem Disney´s univers og SquareSofts rollespil (f.eks. Final Fantasy). Men der var åbenbart ingen, der syntes det var bare en smule mærkeligt, at se Anders And og Fedtmule side om side med personer fra Final Fantasy. Så en eller anden form for efterfølger er jo en naturlig udvikling, selvom Chain of Memories egentlig mest minder om et opkog på det originale spil.
Chain of Memories fortsætter mere eller mindre, der hvor det første spil sluttede (altså Playstation 2 spillet, hvis nogen skulle være i tvivl). Man spiller stadig Sora, der sammen med Anders And og Fedtmule leder efter Kong Mickey og ikke mindst Soras forsvundne venner. Lige efter spillets start lokkes man ind i “Castle Oblivion” (hvorfor nogen frivilligt vil gå ind i et slot, der hedder “Oblivion” må jeg holde mig uforstående overfor). Slottet er sjovt nok opbygget af en række baner, der hver især tager udgangspunkt i minder og erindringer, som Sora eller en kendt figur fra det første spil har mistet.
Gammel vin på nye.?
Sora skal naturligvis udforske og gennemføre hver enkelt bane for at komme videre til den næste. Der er ikke voldsomt gang i plottet, når man først er i gang med at spille og da personerne man møder og mange af fjenderne i spillet er taget mere eller mindre direkte fra Playstation 2 spillet, virker Chain of Memories lidt som et opkog på det første spil. Der er da blevet plads til lidt nye fjender her og der, men det grundlæggende Disney-Square mix er der ikke ændret ved – og det er beklageligvis heller ikke blevet udviklet synderligt.
Anders And og Fedtmule i kamp
Selve kampsystemet i spillet er baseret på samlekort. Den slags har man set mange gange før og systemet i Chain of Memories er da heller ikke unikt eller revolutionerende. Kort repræsenterer forskellige typer af angreb, magi, genstande og ikke mindst de velkendte “summons”, som enhver Final Fantasy spiller vil kende til. I nogle kampe kan man samle specielle seje kort op under kampen (kunne f.eks. være under en boss-kamp) – disse kort lader dig udføre ekstra seje angreb eller kan måske tilkalde dine allierede – Anders og Fedtmule, der så kan deltage i kampen. De specielle kort man samler op under kampene forsvinder desværre, når kampen er slut, så man kan ikke gå og samle alle de seje kort sammen til næste kamp.
Kort kombinationer
Kortsystemet indeholder naturligvis visse taktiske elementer – for eksempel muligheden for at sætte op til tre kort sammen i kæder af angreb eller muligheden for at “bryde” fjendens angreb, hvis man spiller et bedre kort samtidig med modstanderen. Det kan dog være svært at planlægge alt for komplicerede tricks og angreb, for samtidig med at man vælger kort og forsøger at lave kæder eller bryde fjendens angreb, skal man samtidig bevæge Sora rundt på skærmen for at undgå angreb og for at samle nye kort op – det er måske mere end de fleste kan overskue, med den effekt, at man enten må fokusere på det ene eller det andet og så modtage de tæsk det medfører.
Kort, kort og kort
Kort bruges ikke kun i kamp. Kort bruges også til at definere hvilken bane du skal spille på. Når du har gennemført en bane kan du vælge hvilket kort der efterfølgende skal spilles – og derved hvilken bane, der bliver den næste. På den måde har man en smule indvirkning på spillets forløb og det er da også her at kort-systemet i Chain of Memories skiller sig en smule ud fra andre kortbaserede spil. Ligeledes angives antallet af fjender og deres aggressivitet i større rum af kort, så kan både være uheldig at trække svære eller aggressive fjender. Da man låser op for rummene ved at bruge kort og ligeledes driver spillets historie frem ved at samle bestemte kort op, burde det efterhånden være klaret for enhver at kort spiller en temmelig stor rolle i Chain of Memories – så er man til samlekort, så bør man allerede nu have en interesse i spillet.
God visuel stil
Visuelt er Chain of Memories ganske nydeligt. Let genkendelige Disney-figurer og klare farver dominerer det grafiske billede, der meget tydeligt er inspireret af det originale Kingdom Hearts. Spillet har en let og næsten “hyggelig” visuel stil, der passer meget godt til både Disney figurerne men også til de mere klassiske Square elementer. Generelt set, er både grafikken og spillets lydspor af temmelig høj kvalitet (som forventet af et SquareEnix spil), selvom nogle af banerne er en smule ensformige at se på i længden.
Square + Disney holder stadig
På bundlinjen er Chain of Memories sådan set et okay spil. Det er ikke videre originalt og selve kort-kampsystemet virker en smule klodset, fordi der er alt for mange ting at tage hensyn til og holde øje med. På den anden side, så anvendes kortsystemet temmelig godt i andre situationer i spillet og den specielle blanding mellem Disney og Square virker stadig anderledes og forfriskende, selvom man godt kunne have ønsket at udviklerne havde leget videre med ideen.



