GameCube har noget, som PS2 og Xbox eller måske snarere Sony og Xbox ikke har. Det er en lang traditionsrig spilhistorie, der har resulteret i nogle af de mest anerkendte og elskede serier, såsom Mario og Zelda. Men også den lidt lavere profilerede Star Fox har været med i tre konsolgenerationer. Denne gang står Namco for det nyeste spil i serien.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Nintendo i denne generation er blevet mere presset end nogensinde før. Sony presser fra højre, mens Microsoft presser fra venstre. Der er ikke noget trendy livsstil over den lilla terning med controlleren, der mest af alt ligner noget fra Fisher Price. Konkurrenternes maskiner ser mere voksne og hippe ud med online-muligheder og DVD-afspilning. Nintendo sælger kun deres GameCube på én ting, og det er spillene dertil. Og her taler vi ikke om mængden af spil, men om kvaliteten, for der udkommer markant flere spil selv til Xbox, end der gør til GameCube. Noget af det Nintendo har, som konkurrenterne først nu så småt er begyndt at få, er de lange anerkendte og elskede serier anført af bl.a. Mario-, Zelda- og Metriod-spillene. Det er disse serier der er, og er nødt til at være, Nintendos økonomiske grundlag i dag. Star Fox er en af disse for Nintendo livsvigtige serier, selvom den er en tand lavere profileret end de førnævnte.
Det første Star Fox blev udviklet af Argonaut og udkom til Super Nintendo, hvor blev en kanonsucces ikke mindst på grund af den såkaldte Special Fx-chip i cartridget, der gav mulighed for en 3D-grafik, der dengang var forrygende. På Nintendo 64 overtog Nintendo selv udvikling af næste skud på stammen, hvilket resulterede i Lylat Wars i 1997. Spillet tog vektorgrafikken et skridt videre og blev rost af både anmeldere og publikum. En af de første stortitler til GameCube var da også netop med Fox McCloud i hovedrollen, selvom han denne gang blev flyttet ned på jorden i Rares farvel til Nintendo: Star Fox Adventures. Spillet mindede mere om Zelda end om de to første i serien og blev godt modtaget, selvom det bar præg af lidt sjusk her og der – men det er en længere historie, og jeg har måske allerede kedet mine trofaste læsere for meget med denne historie-lektion, så jeg præsenterer uden videre tøven Star Fox Assault.
Højt at flyve
Star Fox Assault er udviklet af en af de andre helt store japanske udviklere – Namco. Spillet vender efter Rares eventyr-afstikker tilbage til det koncept, der har skabt serien: Rumkamp. Allerede når man efter en passende kort intro bliver kastet ind i første bane, ligner det kendte univers sig selv, selvom grafikken naturligvis er forbedret kraftigt. Fox McCloud befinder sig i sin trofaste Arwing og modtager løbende beskeder nederst på skærmen fra sine venner, der kunne befolke en halv zoologisk have. Det er som taget direkte ud af Æsops fabler, og hele teamet vender tilbage: Slippy Toad, Falco Lombardi, Peppy Hare, General Pepper og superlækre Krystal, der er nyeste medlem. Spillet spilles som en såkaldt ‘rail shooter’, hvilket vil sige, at man flyver langs en forudbestemt ‘sti’ i stedet for at have fuld kontrol over, hvilken retning man kan flyve. Tricket er så, at bevæge sig ordentlig på det spor, man nu engang har fået udstukket. Det er grundlæggende godt gameplay, og ikke nødvendigvis dårligere, end at have fuld kontrol over flyveretningen, hvilket kan være forvirrende for folk som mig, der ikke spiller flyvespil så ofte. Selve designet af både de deciderede rumbaner og de missioner, hvor man flyver langs en planets overflade, er også godt lavet, så man føler hele tiden, at man flyver et spændende sted hen. Der er masser af ting, at skyde på – store som små og masser af eksplosioner. Der er kæmpestore klassiske konsolbosser, der er umulige at dræbe, med mindre man lige præcis finder netop deres svage punkt. Klassisk. Flere hjælpere fra dit hold flyver hjælpeløst rundt og forsøger efter bedste evne at hjælpe dig. Deres bedste evne er desværre ikke så god, så det ender oftest med at man selv må rage kastanjerne ud ad ilden, mens kammeraterne trækker sig hjem. Der går dog hurtigt sport i at holde dem i live, da det giver medaljer, efter at banen er gennemført. Og medaljer låser jo gerne op for forskellige ting og sager i konsolspil. Mellem missionerne kommer, der mellemsekvenser, der forsøger at fortælle en lille spaceopera historie. Nu er historie ikke vigtigt i denne type spil, men det er meget rart med en god setting. Så langt så godt.
…dybt at falde
Desværre er der to typer baner i spillet, og den anden type er ikke faldet nær så heldigt ud. Fox McCloud skal nemlig også ned på planeterne og vade rundt, ganske som det var tilfældet i Star Fox Adventures. Resultatet af dette er blevet, at omtrent hver anden bane i spillet foregår som en standard tredjepersons shooter, hvor Fox render rundt og skyder. Ideen er måske ikke i sig selv dårlig, men det er udførelsen desværre. Eller måske er dårlig for stærkt et udtryk, men denne del af spillet er i hvert fald markant svagere og især mere generisk end resten af spillet. Mit førstehåndsindtryk af til fods missionerne blev så også helt spoleret, da Namco uvist af hvilken grund har lavet default controller settingen helt møghamrende-skod-pis-elendig. Sagen er den, at man kun kan skyde ligeud og udelukkende kan bevæge sigtekornet til højre og venstre, med mindre man holder R nede. Hvis man så holder R nede, kan man også skyde op og ned, men til gengæld kan man så ikke bevæge sig imens! Kommer man forbi en fjende kræver det en halv fodboldbane at cirkle tilbage til denne. Efter at have spillet en hel bane igennem på den måde, gik det op for mig, at det simpelthen ikke kunne passe, at Namco stik mod sædvanen har givet os sådan en bunke crap. Det viste sig så lykkeligvis, at man kan sætte avanceret styring til. Avanceret styring betyder i denne sammenhæng helt normal first person shooter-styring, som vi kender det fra for eksempel Timesplitters – altså hvor den venstre analoge stick styrer ræven og den højre sigter med gøbben, mens man skyder på R. Man ser stadig Fox McCloud i billedet, så der er altså ikke tale om førstepersons udsyn, selvom styringen er identisk med den, man benytter i fps-genren. Hvorfor dette ikke er sat til fra starten er mystisk, for den anden form for styring er kropumulig. Nå, men med avanceret styring går det bedre. Der er forskellige delmål at løse på banerne og en del våben til at hjælpe med dette formål – blaster, machine gun, sniper rifle, granater osv. Fox kan også bruge køretøjer, og de er temmelig voldelige. Jeg vil understrege, at selv med avanceret styring, bliver kontrollen over Fox aldrig helt så god, som man kunne ønske sig af en rigtig toptitel hvad enten han bevæger sig til fods eller i en kampvogn, og banerne er heller ikke helt så spændende, som de kunne have været. Det er svært præcist at forklare, men man længes hele tiden efter en flyvebane, mens man spiller til fods.
Multiplayer mv.
Op til fire spillere kan spille mod hinanden både til fods og i Arwings – dels på baner, der er designet specielt med dette for øje, dels på baner fra singleplayer-delen. Ens for begge disse typer baner er dog, at de først skal låses op, hvilket gøres på forskellige måder. Apropos at låse op, så har Namco også skjult nogle af deres gamle arcade-klassikere rundt omkring i spillet.
Grafik og lyd
Selvom grafikken ikke helt udnytter GameCubens potentiale, er den bestemt godkendt. Ikke mindst fordi den er tro mod spillets historie; det ligner det, vi troede vi spillede på vores Super Nintendo i sin tid. Musikken er også god, men mon jeg er den eneste, der savner de fjollede stemmer fra Super Nintendo-udgaven? I hvert fald er det standardiseret amerikansk tale i denne omgang i stedet for ‘ribbit, ribbit’.
Stadig et godt spil, men…
Jeg har måske lydt lidt hård i min kritik af Star Fox: Assault, men det hænger sammen med, at et spil som dette, har alle forudsætninger for at blive fremragende. Det kommer bag på mig, at Nintendo ikke har været mere kritiske, netop fordi de gamle serier er så vigtige for deres loyale fanskare. Hvis Namco havde leveret os et helt spil kun med de klassiske flyvebaner, havde vi bestemt ligget oppe i de helt gode karakterer et sted, for Arwing-banerne er sjove, selvom man savner muligheder for at vælge forskellige ruter gennem banerne, som man kunne i N64-forgængeren. Men det, der leveres her, er desværre skæmmet af en lidt uinspireret række til fods missioner, der optræder alt for ofte og fjerner fokus fra det, man egentlig har købt spillet for. Alt i alt ender Star Fox Assault på et lidt skuffende syvtal, for spillet har haft alle forudsætninger for at blive bedre end bare ‘et godt spil’.
Loading ...