Rugby 2005

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Man kan sige mange ting om EA Sports, men man kan altså ikke anfægte den aura af kvalitet og den enorme grad af detaljer, der altid følger deres spil. Nu er rugby måske ikke den mest interessante sport for os danskere, men i det mindste har EA Sports præsenteret det på en sjov og underholdende måde.

Er der overhovedet nogen, der kan reglerne?

Lad det være sagt med det samme - jeg har aldrig set en rugby kamp. Jeg har overværet en australsk fodboldkamp i Aalborg engang, men jeg skal i den forbindelse også indskyde, at jeg ikke helt var i stand til at køre bil på daværende tidspunkt (læs: stiv), så min hukommelse er lidt tåget omkring spillet og jeg lader mig fortælle, at de to ting ikke rigtig er det samme. Men efter at have spillet Rugby 2005 fra EA Sports har jeg da fået øjnene op for sporten, der faktisk er ganske underholdende, hvis man ellers kan leve med de enkelte problemer spillet har... altså computerspillet.

Heldigvis tager EA Sports godt hånd om nybegyndere. Der er en længere tutorial og en lang præsentationsvideo af selve sporten, der forklarer de basale begreber, hvordan man angriber, afleverer, scorer og hvordan man forsøger at stoppe modstanderne fra at gøre det samme. Dertil kommer en tutorial, der i ro og mag lærer dig kontrollen over spillerne på banen, lærer dig at kaste bolden bagud og lærer dig de andre mest basale funktioner. Alt sammen præsenteret som vi kender det fra EA Sports med flotte menuer og en solid pædagogisk indfaldsvinkel. Når du har gennemført disse trænings-sessions burde du være nogenlunde rustet til at spille kampe, selvom der stadig vil være nogle ting, især vedrørende reglerne, der først går op for dig, når du har spillet flere kampe. Især spark, som der er rigtig mange af i rugby, kan tage lidt tid at lære og endnu længere tid at mestre, især fordi kameraet kan drille en smule. Det er en øvelsessag, som man nok skal komme ud over, for som nævnt, sparkes der rimelig tit og i mange forskellige situationer under en kamp.

Kontrollen over spilleren er fantastisk hurtig og meget følsom, hvilket passer perfekt til det hurtige og actionfyldte spil rugby viser sig at være - tingene på banen går stærkt og det skal gå stærkt inde i hovedet på spillere, hvis man vil være på forkant med computermodstanderen. Heldigvis kan man sætte sværhedsgraden ned i de første par kampe, så man ikke bliver tromlet ned i grønsværen. Udover at modificere sværhedsgraden kan man, som i stort set alle andre EA Sports spil, pille ved en lang række variabler for kampene og naturligvis også ændre på spillets kamera, hvilket kan afhjælpe førnævnte sparke-problem en smule.

Når man først er i gang med spillet, er der naturligvis en masse forskellige modes man kan spille i og en række hold, der repræsenterer virkelige rugby hold. Der er RBS seksnationers turneringen, British and Irish Lions, Super 12 og Tri-Natiuons. Der er i alt 61 forskellige hold, hvoraf omkring 35 er tilgængelige i spillets World League, der er den mest interessante mode, i hvert fald på længere sigt. I World League kan man nemlig lede det samme hold igennem flere sæsoner, skaffe sig bedre spillere, skaffe sig af med de dårlige - lidt som man kender det fra andre EA Sports "Franchise Mode". Systemet, som man køber og sælger spillere i, i World League er godt nok ikke voldsomt dybt eller for den sags skyld realistisk (det er baseret på point man tjener ved at vinde kampe), men det er hurtigt og det virker og det giver ikke mindst spillet lidt kolorit udenfor banen.

Spillet på selve banen er som nævnt ganske hurtigt og underholdende. Men problemet er måske bare, at det i længden mister sin appel en smule, med mindre man er virkelig fan af sporten. World League og muligheden for at spille op til fire spillere med en multitap hjælper en smule, men efter min mening har Rugby 2005 problemer ved at forblive friskt efter længere tids spil. Der er simpelthen ikke interessante muligheder nok, der kan holde spilleren fanget, med mindre man virkelig lever og ånder for sporten og i så fald vil man jo købe spillet selvom denne anmelder mener, at der er ting i spillet, der kunne gøres en smule bedre eller smartere.

Tag det tekniske for eksempel. Ser vi bort fra problemerne med kameraet, når man skal sparke, så er Rugby 2005 umiddelbart det visuelt svageste af alle EA Sports spillene - eller også er jeg blevet svagtseende på mine gamle dage. Okay det er måske heller ikke en spil-serie, der får samme opmærksomhed og samme kapital til udvikling som f.eks. FIFA og Madden, men alligevel virker animationerne og spillerne lidt uskarpe og spillerne ser meget kunstige ud, selvom der tydeligvis er masser af forskellige animationer til hver enkelt spiller. Spillet forsøger at skabe det samme tv-transmitterede feel, som man oplever i andre EA Sports spil, men det formår slet ikke at komme op på Madden-niveau.

På lydsiden er Rugby 2005, som de fleste andre EA Sports spil. Glimrende musik, god kommentator tale, der som sædvanligt begynder at blive en smule slidt i kanten efter de første par kampe. Det er, på godt og ondt, omtrent som man kender det fra andre sportsspil.

På bundlinjen er Rugby 2005 et interessant spil, simpelthen fordi det handler om rugby. Man kan godt gå hen og blive lidt træt af fodbold, basketball, amerikansk fodbold, tennis og ishockey, som stort set alle andre sportsspil handler om. Derfor er Rugby 2005 et friskt pust i sig selv, men når det er sagt, så skal man også advare de spillere, der ikke rigtig kender noget til sporten. Selvom der er en ret god introduktion til spillet, så skal man altså være en rimelig stor fan af Rugby for at blive ved med at spille Rugby 2005, når den første begejstring har lagt sig.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).