Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 18+PEGI Violence

Det sidste TimeSplitters var efter min fattige mening, et af de bedste first-person skydespil til Playstation 2´en, ikke mindst takket være en suveræn co-op mode og et fantastisk opfindsomt banedesign, der lagde op til hurtig og intens action. Spørgsmålet er bare om serien kan blive ved med at leve højt på den slags eller der skal nytænkning til.

Mere tidshopperi

Som i forgængeren sender TimeSplitters Future Perfect dig, i rollen som den hårdtslående agent Cortez, ud på en mission. Ikke en mission af den slags, man bare kan tage bussen for at komme til, nej du skal på mission i menneskehedens fortid, for at forhindre en krig i nutiden. Ikke en krig af den slags hvor tøsedrenge fra to nationer smider nukleare våben i nakken på hinanden, nej en krig af den slags hvor rumvæsnerne pludselig oversvømmer jorden. Så af sted det går, rundt i fortiden, for at gennemføre korte first-person shooter baner, der naturligvis er inspireret kraftigt af den periode missionen foregår i.

Spillets centrale story mode sender dig til en række forskellige år - alt fra år 2243, over 1969, 1994 og helt tilbage til 1924. Undervejs udvikler spillets historie sig i form af cut-scenes. Det er godt nok ikke verdens mest komplicerede plot, men historien gør flittigt brug af tids-paradokser, hvor Cortez møder sig selv, på grund af såkaldte "ormehuller" i tiden. På en af de første baner render Cortez ind i en senere udgave af sig selv, der giver ham en nøgle og senere på banen oplever man så at man møder den tidlige udgave af Cortez, som man så kan give nøglen til. Denne form for "leg" med hele tidsrejse-paradokset gør spillets Story mode betydeligt mere underholdende. Problemet er bare, at selv personer, der ingen finmotorik har, kan gennemføre single player delen på mellem otte og ti timer og har man den mindste træning i konsol skydespil, kan Future Perfect gennemføres endnu hurtigere.

Heldigvis er spillets story mode værd at vende tilbage til igen og igen, fordi den kan spilles i co-op sammen med en anden spiller. I splitscreen kan man forsøge at gennemføre alle banerne sammen med en ven (hvilket hæmmes en smule af en irriterende catch-up mode, der transporterer den ene spiller hen til den anden, hvis den ene spiller kommer for langt foran). Men vil man stadig have underholdning ud af sit Future Perfect spil efter den første uge, så skal man online, for det er egentlig her spillets levetid skal findes.

Rå mængder af spilmodes, masser af maps og muligheden for at sætte forskellige typer af bots ind i kampene burde gøre Future Perfect til en medrivende online oplevelse. Men det sker ikke helt. Hvorfor ikke? Måske fordi spillet i sin helt basale form er for simpelt. Der er ikke meget ved TimeSplitters grundlæggende gameplay, som man ikke kan opleve i nogle af de tidligste FPS´ere til konsollerne. TimeSplitters er ikke et spil, der prøver at skubbe grænser, til gengæld leverer det hurtig og let tilgængelig action og hvis det er den slags man vil have, uden alt for mange dikkedarer, så kan man ikke gå galt i byen med TimeSplitters. Men ønsker man en dybere multiplayer oplevelse, der sætter større krav end en hurtig aftrækkerfinger, så skal man træde varsomt, for så er TimeSplitters måske ikke det man søger. Udover almindelige onlijne kampe er der en række andre små multiplayer spil, man kan fordrive tiden med. Disse er temmelig fjollede men meget sjove i en times tid eller tom, men det er selve online FPS-delen der er den del af TimeSplitters man bliver ved med at vende tilbage til, når man først har prøvet alle de andre småting, som spillet byder på.

Grafikken holdes i den sædvanlige tegnefilmstil, med næsten karikerede karakterer, klare farver og nogle fantasifulde omgivelser. Mappings er pæne, mens lyseffekterne ikke er specielt overbevisende og omgivelserne kan være en smule sparsomme, men grafikken fejler såmænd ikke noget - den formår bare ikke, at tiltrække sig den store opmærksomhed. Billedet på skærmen kører ofte med 60 billeder i sekundet hvilket betyder, at det hele kører meget flydende og hurtigt og det giver spillet en over-the-top følelse, da det hele bevæger sig meget hurtigt. Dog kan grafikken finde på at hakke kraftigt, når der sker meget på skærmen og det er så voldsomt, at det går ud over gameplayet og så er det et problem. Vi var også ude for, at grafikken gik i smadder, så man slet ikke kunne se noget på skærmen og vi måtte genstarte vores spil, før problemet var løst. Lydsiden er ikke noget specielt, med en anonym musik men med gode stemmer og kraftige lyde fra ens våben.

TimeSplitters: Future Perfect er klassens sjove dreng, som kommer med små hurtige kommentarer men som ingen rigtigt tager seriøst. Er man ude efter et spil med et historie-drevet gameplay, så er det ikke TimeSplitters man skal købe. Story Moden er alt for nem og alt for kort og den er ikke specielt spændende. Der hvor TimeSplitters har sin force, er i spillets multiplayer modes og ikke mindst den underholdende co-op. Spillet indeholder ligeledes en af de bedste level editorer nogensinde i et konsolspil, samt den nok fedeste credits sekvens set i lang tid. Det virker dog som om, at udviklerne godt kunne have brugt lidt mere tid på at få gennemtestet spillet og få opdateret frameraten en smule, da den til tider falder så kraftigt, at det virker forstyrrende på gameplayet. Er du til det hurtige arkadefix enten alene eller med et par venner f.eks. online, så tag et kig på TimeSplitters: Future Perfect, men forvent ikke et spil, som tilføjer noget nyt til genren, men et spil, som kan levere hæsblæsende, underholdende og herlig urealistisk FPS action.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).