Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Der var engang et spil på vej, der skulle have heddet Deus Ex: Clan Wars. Undervejs i udviklingen tog spillet dog en retning, der divergerede så meget fra udviklernes intentioner med Deus Ex-serien, at man valgte, at lave et helt nyt selvstændigt spil i stedet. Hvordan mon det gik?

At Playstation 2 har det suverænt største udbud af titler i denne konsolgeneration er indiskutabelt. Men lige præcis når det kommer til FPS-genren, har Xbox fundet sig en niche med langt flere kvalitetstitler, end udviklerne har formået at presse ud ad Sonys maskine. Derfor er det ekstra interessant hver gang, vi får en PS2-FPS til anmeldelse. Project: Snowblind er ekstra-ekstra interessant, fordi spillet startede som et nyt skud på Deus Ex-stammen og oprindelig skulle have heddet Deus Ex: Clan Wars. Undervejs i udviklingen af spillet, udviklede det sig dog i en lidt anden retning, hvorfor Crystal Dynamics valgte at lave et helt nyt spil. Snowblind betyder direkte oversat sneblind, men den betydning, der ligger i spillets titel er en anden. Snowblind er et udtryk man bruger om et totalt system shutdown af alle elektriske systemer som følge af et EMP (electromagnetic pulse) angreb, som efterlader soldater og forsvarssystemer helt forsvarsløse overfor fjenden.

We are the (cy)borg

I år 2061 dør Nathan Frosts bror i en amerikansk helikopter - skudt ned af en hjemmelavet bazooka. Samme dag melder Nathan sig frivilligt til hæren. Fire år senere befinder han sig med rang af løjtnant i et Hong Kong på randen af borgerkrig. I et forsøg på at redde en såret kammerat, bliver Løjtnant Frost alvorlig såret og hasteindlagt på et militærhospital, hvor han i stedet for at blive lappet sammen på den gammeldaws facon bliver opgraderet til en ny slags supersoldat (Master Chief, anyone?), med en lang række specielle evner. Da operationen, eller hvad det nu hedder, når man bliver smølfet om til en cyborg, skal gå lidt hurtigt, får man ikke alle sine evner med det samme. Nogle bliver i stedet tilføjet i løbet af spillet, så man bliver sejere og sejere. Heldigvis er disse evner, man efterhånden får tilranet sig ikke spillets bærende element, for den slags kan godt blive gimmick-agtigt i længden. Spillets bærende element er masser af FPS-action med masser af forskellige våben.

Kontrollen i spillet er god. Nathan Frost kan have to våben fremme ad gangen, hvor det primære affyres på R1 og det sekundære på L1. Våbnene har en sekundær funktion på R2, mens man på L2 hurtigt kan skifte mellem nyeste og næstnyeste våben, så der er hele tiden mange muligheder. Ydermere kan man bære endnu flere våben, man kan skifte imellem på d-pad'et.

I en typisk Project: Snowblind mission kæmper Nathan Frost sammen med flere medsoldater mod et overlegent antal fjender. AI´en er glimrende, og der er ikke noget Tom Clancy-trip med at man selv skal styre sine soldater. Man kan også tåle adskillige skud, før man går ned, ligesom der ligger medicin rundt omkring på banerne. Designet af disse er udmærket, men lineært. Spillets save-system er lidt irriterende. Rundt omkring på banerne, findes døre, der er markeret med et save-ikon. Hvis man går ind ad disse, får man mulighed for at gemme spillet. Her er et checkpoint system klart at foretrække, så man ikke bliver hevet ud af spillets univers for at gemme, og det burde efterhånden være standard.

Snøft - ingen co-op

I et spil som dette, er det næsten kriminelt, at udelade mulighed for at spille det igennem to spillere sammen i splitscreen. Alene det, sætter jo spillet bag konkurrenternes serier såsom Timesplitters og Halo. Der er dog mulighed for at gå online og spille deathmatches med op eil 16 spillere. Disse kan også spilles i LAN.

Ikke nogen perle, men...

Grafisk set sætter Project: Snowblind ikke nogen nye standarder, men det hele er kompetent og kører stabilt, om end jeg føler, at frameraten godt måtte have været en anelse højere. Skuespillerne er vel hverken værre eller bedre end en dilettant fra Hjørring. Hvilket vil sige, at de ganske som det er normen lader en smule tilbage at ønske. Effekterne er lydens stærkeste side.

Et godt spil

At Project: Snowblind er et godt spil er hævet over enhver tvivl. Det er lækkert at se, at man kan presse en FPS-titel af høj kvalitet ud af en maskine med så mange år på bagen, som PS2 jo efterhånden har (den er nærmest ren retro). Jeg kan ikke nævne noget decideret dårligt om spillet, men omvendt kan jeg heller ikke rigtig nævne noget, der virkelig får mig op af sædet. Alt i alt en solid titel, der dog ikke vil gå over i spilhistorien.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.