Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

Ventetiden på Tekken 5 er ulidelig. Heldigvis står verden ikke stille imens vi venter, og nu er KOF dukket op. Der er tale om en 3D konvertering, af en gammel 2D serie med mere end 10 år på bagen. Er det mon en Tekken-killer vi her har i hænderne?

Retro, på den knapt så fede måde

Spillet starter ud med en næsten retro-agtig præsentation af kæmperne. Med retro tænker jeg på det mylder af Tekken kloner, der i sidste halvdel af 90'erne væltede frem på især PlaystationOne, alle med det til fælles, at de prøvede, at kompensere for den manglende Tekken-dybde ved at fylde spillerens synsfelt med storbabsede kvinder, og øregangene med fræsende og intetsigende rockmusik.

King of Fighters intro vil måske imponere spillere, der har været låst inde i et mørkt skab de sidste seks syv år, men lever på ingen måde op til dagens standarder. Selve spillet er udstyret med det efterhånden obligatoriske story mode, challenge mode (multiplayer), samt et mission mode. Efterhånden som man får gennemført med de forskellige kæmpere, åbnes for et galleri på helt sædvanlig vis.

The story so far

Story mode er den sædvanlige sang om hvordan en kæmper stiller op i en turnering for på den måde at bevise sit værd. I King of Fighters er historien særdeles tynd, noget med et ondt firmas skumle affærer (ja, lidt i stil med Heihatchis konglomerat i Tekken serien). Skurken, eller hvad han nu er, er en Batman-joker-agtig fætter, der sætter spilleren ind i regelsættet (generelt noget med at det er bedst at vinde, og ikke få tæv). Figurens bevægelser er stive, og overgås i pinagtighed kun af mundsynkroniseringen, der på ingen måde hænger sammen med dialogen. Jeg gætter på det måske er fordi animationen oprindeligt er lavet til at passe i den japanske version, og ikke er blevet synkroniseret om da den engelske version blev indtalt.

Som om det ikke var nok, at indledningen er lidt tam, afsløres det hurtigt, at det er præcis samme enetale joker-gutten lirer af uanset hvilken kæmper man starter ud med. Kedeligt.

Mission mode går ud på at man skal fuldføre en runde med et meget specifikt mål. Den kan f.eks. være "Besejr din modstander med knockout, uden selv at have mistet mere end 50 % energi". Det er selvfølgelig en udfordring, men motivationen for at bestå de ofte meget svære prøver, er svær at finde frem, med mindre man selvfølgelig er indædt King of Fighters fan.

Kamp på det jævne

Kampsystemet er helt efter bogen. Spark og slag med henholdsvis højre og venstre hånd / fod, fordelt på hver af de 4 knapper. Der ud over giver R1 + 2 og L1 + 2 adgang til nogle specielle moves, den sjoveste er klart det specielle drille-move, hvor man kan håne modstanderen (helst når han ligger ned, ellers er man selv alt for sårbar overfor at få en på kassen, mens man spiller smart).

Som i ethvert andet "kungfu" kampspil kan man kombinere spark og slag til komboer, som hvis man udfører tastetrykkene i korrekt rækkefølge og med korrekt timing, udløser en ekstra fræk serie af angreb. Systemet fungerer nogenlunde, og kræve,r som ved alle andre spil i genren, en pæn bunke tålmodighed og indlæring før det er anvendeligt. Kæmperne er rimeligt forskellige, og nogenlunde afbalancerede, så de har lige mange chancer på hver deres måde.

For kampkunst-fanatikere er der en ekstra gevinst at hente i Tekken serien, fordi de enkelte figurer i større eller mindre grad bruger stilarter fra det virkelige liv, såsom karate, taekwon-do, judo osv. Systemerne som kæmperne i King of Fighters benytter, er desværre noget udviklerne selv har opfundet, og alene de spring man kan udføre, ville i virkelighedens verden indkassere en stribe olympiske guldmedaljer i atletik. Dertil kommer muligheden for at kaste bomber og andre underlige tricks. Jeg synes personligt det havde været sjovere med et strejf af realisme, men sådan er smag og behag som sædvanlig forskellig. Hvis man ser på spillets gamle 2D forfædre, opfylder gameplayet som sådan meget godt arven med hensyn til stil og realisme.

Kæmperne er udmærkede modellerede, om end nogle typer er lidt for fjollede efter min smag. Der er f.eks. en playboy bunny-inspireret lille sag, og første gang jeg så hende sætte sig på rumpetten og udbryde et truntet "av", måtte jeg tage mig til hovedet.

knald på

Når selve kampene er i gang, er tempoet til gengæld helt i top. Om man synes det er en spændende udfordring, eller at det bare ligger op til en uhjælpelig gang buttonbashing, vil jeg lade være op til den enkeltes reaktions evner og smag. Efter min mening er hastigheden lige i overkanten, men er man virkelig skrap, kan man måske nå og reagere efter hensigten. Var man træt af de drævende langsomme bevægelser i f.eks. de gamle Bushido Blade spil, vil man her få en hidsig omgang smæk for skillingen med King of Fighters.

Det er heldigvis muligt at sidesteppe, dvs. "træde ind i skærmen" for at undgå et frontalt angreb, men ellers er det gamle feel fra 2D dagene meget intakt - på godt og især på ondt.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).