Cold Fear

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 18+PEGI FearPEGI Violence

Survival horror genren er en mester til at holde sig selv i live... lidt ligesom hovedpersonerne i de fleste survival horror spil. Man skulle tro, at genren var ved at være en smule slidt i kanten, men 2005 lader til at blive endnu et stort survival horror år, ikke mindst takket være Darkworks, der står bag Cold Fear.

Resident Coast Guard

Mød Tom Hansen. Til trods for sit halv-danske navn er Tom en rigtig amerikansk macho mand... der arbejder for US Coast Guard (som lader til at være den amerikanske flådes svar på børnehaveklassen), hvilket betyder, at han får lov til at gå i en rigtig smart og temmelig ikke-macho rød redningsvest. Tom Hansens skib forsøger at hjælpe et nødstedt russisk fragtskib, der på mystisk vis driver forladt rundt i havet midt under en storm. Det viser sig imidlertid ret hurtigt, at skibet ikke rigtig var helt så forladt, som man skulle tro - faktisk er det et enormt skib, der er proppet til randen med skydegale russiske soldater og nogle væsner, der lader til at kunne overtage menneskekroppe. Alt i alt er Tom Hansen ved at gennemleve den mest elendige arbejdsdag, han nogensinde har haft og du skal lede ham sikkert igennem den.

Tom Hansen styres, som man kender det fra Resident Evil - det vil sige han ses i 3. person fra en fast kameravinkel, der viser Hansen og hans omgivelser. Det er muligt, at gå til 1. persons synsvinkel, men det er kun for at sigte. Som man kender det fra andre spil i genren skal Tom Hansen samle våben og genstande op rundt omkring på skibet for at løse mysteriet omkring de væsner, der er på skibet (de er resultatet af et eksperiment, der er gået galt... se der ødelagde jeg en spinkel del af det totalt ligegyldige og meget forudsigelige plot i Cold Fear). Samtidig skal han holde sig selv i live og forsøge at finde en måde at komme væk fra skibet på. Det er omtrent det samme gameplay, der dukker op i samtlige survival horror spil, så det er velkendt for de fleste.

Udover at skyde, kan den gode Hr. Hansen løbe og knæle. Dog kan Hansen ikke løbe ret længe af gangen før han bliver forpustet og mister evnen til at løbe indtil han har hvilet sig lidt. Dårlig kondi er åbenbart ikke nogen hindring for en karriere ved US Coast Guard. Hansens evne til at løbe korte distancer anvendes i en række puzzles, hvor man skal time Hansens bevægelser, eller komme fra A til B hurtigt - en smart lille gimmick, der faktisk fungerer forbløffende godt.

Da spillet nu foregår på et skib vipper omgivelserne op og ned med bølgerne, især når man går ude på dækket. Det gør man desværre (heldigvis?) ikke så meget, for det er faktisk en rigtig sjov feature, der gør Tom Hansen lidt mere besværlig at styre - men det gør det også mere besværligt at ramme fjenderne, især hvis man vil lave et head-shot, der med det samme dræber fjenden. Faktisk er det nødvendigt at plante en bønne i skallen på de fleste fjender, for de kan ikke dø på andre måder. Heldigvis er der et lasersigte på langt de fleste våben i spillet, så du skal bare sikre dig, at den lille røde plet er midt i panden på fjenden, før du trykker af. Det er lettere sagt end gjort, når fjenden bevæger sig og skibet gynger op og ned. Kommer fjenderne for tæt på, får du chancen for at slå dem ned, ved at trykke en hurtig combo, hvilket i sandhed ofte er lettere end at stå og skyde som en gal for at ramme dem i knoppen. En vellykket combo dræber nemlig fjenden lige på stedet.

Så langt så godt - men så er det også problemerne begynder at melde sig. Skibet er som sagt stort og følelsen af størrelse bliver bestemt ikke mindre, fordi spillet mangler et kort, hvilket gør navigation rundt i de ensformige rum i skibets indre til en gruopvækkende oplevelse. Det er helt ærligt noget bras, at der ikke er et kort og det er helt ærligt også irriterende, at spillet automatisk gemmer hvor du er kommet til, når man kommer til bestemte områder, så man ikke selv har indflydelse på hvor og hvornår der gemmes. At man ikke selv kan bestemme hvornår spillet skal gemmes betyder også, at man let kommer til at spille de samme rum igennem om og om igen, hvis man dør og man skal ikke forvente nogen form for hjælp fra spillet i form af førstehjælpskasser eller andet, der kan helbrede Tom Hansen. Jo jo... de er skam med i spillet, men Tom Hansen er åbenbart sådan en vat arm, at han ikke kan bære dem med sig, men kun bruge dem på stedet, når han finder dem. Ja det er sgu overdrevet smart spildesign, hva? Heldigvis er der mange førstehjælpskasser, så man skal sjældent lede længe for at finde en, men det er nu alligevel tåbeligt, at Hansen ikke bare kan bære dem med sig.

Visuelt er Cold Fear en blandet oplevelse. Udendørs miljøer er rigtige flotte, med masser af stemningsgivende effekter, som bølger og regn, mens de indendørs områder er kedelige, ensformige og triste at gå igennem, fordi mange af rummene er næsten identiske (hvem ved, måske ser russiske skibe sådan ud i virkeligheden). Dog skal spillet have ros for nydelige animationer og meget flotte og stemninbgsfulde cut-scenes. Nu hvor vi snakker stemning, så er det umiddelbart et af spillets problemer. Spillet i sig selv er ganske stemningsfyldt med gode lydeffekter, velindspillet tale og ikke mindst meget stemningsfuld musik - men det er bare ikke rigtig uhyggeligt, på den Silent Hill-agtige måde vi så godt kan lide. Skal jeg være helt ærlig, så er det længe siden, at denne form for "skyd til højre og venstre" survival horror spil har virket uhyggelige, så det er måske bare fordi, at man let kommer til at føle, at man har set og gjort alt hvad spillet har at byde på før, at det ikke virker uhyggeligt. Hvad ved jeg - fakta er at "horror" delen i Cold Fear ikke rigtig fungerer.

På bundlinjen vakler Cold Fear mellem at ende i kassen med spil der er "okay" og kassen med spil der er "middelmådige". Spillet har kvaliteter, blandt andet en anderledes setting, men det har også sin del af problemer og det hæmmes af manglende uhygge og en alt for svag fjendtlig AI. Der er mellem syv og otte timers underholdning at komme efter i Cold Fear, hvilket er en smule mindre end man oplever i andre spil i genren (men der er ting at låse op for, hvis man spiller Cold Fear igennem mere end en gang). Men er man fan af genren, eller er man bare på udkig efter en actionoplevelse i en anderledes setting, så kan man da godt snuppe Cold Fear med hjem i mangel på bedre. Men en Resident Evil 4-dræber er det bestemt ikke.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).