Lige fra barnsben af, lærer vi aldrig at gå tilbage til en fuser. Forældre, Falcks redningskorps, OBS programmerne på TV, og skolernes samlede korps af fysiklærere, har alle advaret os mange gange. Efter erfaringerne med floppet Resident Evil Outbreak, vil det derfor kun være naturligt at gå i en stor bue udenom alle nye Resident Evil spil. Heldigvis hørte ingen på redaktionen efter de gode råd i barndommen, så vi har med stor iver kastet os over Resident Evil 4.
Nummer 4 – og hvad så?
Enhver biografgænger eller computerspiller ved, at titler med cifre til sidst bør ses lidt an inden man hopper på limpinden. Tænk bare på Politiskolen 4 (ok, dårligt eksempel… selv den første Politiskolen var kun marginalt morsom. Men I ved hvad jeg mener).
Resident Evil 4 er en eksklusiv GameCube titel. Det vil sige, at du er nødt til at købe en GameCube, hvis du altså ikke har en i forvejen, for at spille det fjerde epos i serien. Bemærk, at jeg siger fjerde. Resident Evil Gun Survivor spillene, eller for den sags skyld det nyere Outbreak, ignorerer jeg elegant, som havde de aldrig eksisteret. Brrrr. Umiddelbart er det mest i øjenfaldende i det nye spil, at handlingen finder sted uden for Raccoon City. Gode gamle Leon, som vi stiftede bekendtskab med i 2′eren, er taget til Europa for at redde den amerikanske præsidents datter, der er forsvundet på mystisk vis. Det virker måske en smule utroværdigt – jeg mener: havde en Bush været i knibe, havde Onkel Sam formentlig alarmeret flåden og skibet en bataljon marineinfanterister af sted.
Vel ankommet til det skumle Europa, går Leon i gang med at infiltrere en afsidesliggende landsby. Ret hurtigt går det op for vores ven, at kun meget lidt er som det skal være. Lokalbefolkningen er særdeles fjendtlige, og taler et skummelt mumlesprog. Her går det uhyggelige delvist fløjten, hvis man, som undertegnede, er Simpsons fan. Sproget lyder nemlig præcis som Bart Simpsons i en Squishie-rus nede på Apus døgner. Det sjove forsvinder dog hurtigt, i takt med at de kniv-fægtende og høtyv-svingende landsbyboere nærmer sig.
Ny grafik, nye monstre
Det første man bemærker i forhold til de tidligere spil i genren, er at de statisk renderede scenerier er udskiftet med flot 3D grafik, der følger kameraets bevægelser (bemærk igen: katastrofen Gun Survivor ignoreres). Leon ses således bagfra i 3.persons perspektiv. Grafikken flyder pænt af sted, og er generelt formidabelt flot. Scenerne i skoven udenfor byen er lidt gnidrede, og buske og træer opfører sig ikke specielt troværdigt – men pyt, det ødelægger ikke gameplayet.
Mit eneste ankepunkt er, at Leons krop i kraft af 3. persons perspektivet nogle gange kan optage lidt rigeligt meget plads, og dermed skygge for udsynet. Det kan også være svært at overskue området bagved Leon, og hvis man ikke passer godt på overraskes han let bagfra, mens et par zombiehænder pludselig griber stakkels Leon om halsen.
Zombie 2.0, nu også med hjerne
Som erfaren Resident Evil spiller, er perspektivet en stor forandring – om end ikke den største! Hvor de tidligere spils fjender i reglen var bovlamme zombier, åndeligt nært beslægtede med gopler og laverestående plankton-arter (og spilanmeldere), er fjenderne i Resident Evil 4 langt mere nærværende. Ganske vidst er de et eller andet sted stadig zombier, blot bevæger de sig lang mere målrettet, og generelt er de en tand mere udspekulerede. De kan finde på at gå rundt om spilleren, hvis de er mange nok, og som om det ikke var nok er mange af dem også bevæbnede! En zombie, der nærmer sig på hvad der virker som god afstand, kan således pludselig hitte på at kaste en økse eller kniv direkte i struben på vor helt. Andre svinger rustne motorsave, og første gang jeg i et uforsigtigt øjeblik fik savet hovedet af(!) blev jeg mildest talt rystet.
Heldigvis har Leon et rekordstort våbenarsenal til at ligge og vente på de forskellige lokaliteter. Men selv om man spiller på Easy level, er der ikke råd til at ødsle med ammunitionen. Noget nyt er ligeledes sigtekornet. Leons standardvåben, den lille 9mm pistol, er udstyret med et lille infrarødt sigte, så du rigtig kan lave blærede headshots (og ja, det tager gerne nogle sekunder inden en zombie opdager at hovedet er eksploderet, som en billig McDonalds ballon. Han spadserer glad et par skridt inden han regner ud at han er rigtig død).
Af banen, bossen kommer
Spillets bosser er et kapitel for sig. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig har spillet noget spil på nogen platform, der havde så mange forskelligartede monstre og bosser. Den ene er mere frygtindgydende end den anden, og de kræver alle, at man tænker sig godt om. Det gælder om at finde hver enkelt boss’ svaghed. Hvis man slår hjernen fra, og bare holder aftrækkeren i bund, kommer man ingen vegne. Bosserne er, lige som resten af grafikken, formidabelt modellerede. Vi taler Ringenes Herre standarder her. Monstrene generelt er også usædvanlig talstærke, set i forhold til tidligere spil i serien. Hvor man før stødte ind i monstre hist eller her, mødes man i Resident Evil 4 konstant af hele skarer modstandere.
Old school horror eller new wave action?
De mange nye våben, det nye personperspektiv, de semi-intelligente zombies… summen af alt dette betyder, at Resident Evil 4 faktisk er ret forskelligt fra alle de andre spil i serien – ja faktisk fra genren som sådan. Tempoet er skruet flere meter i vejret. De mange timer hvor man traskede rundt i f.eks. Raccoon Citys politistation, som en anden Palle alene i Verden, er en saga blot. Om man kan lide det nye handlingsmættede gameplay bedre end fortidens krybende knugende uhygge, er i allerhøjeste grad en smagssag, som stensikkert vil resultere i mange skænderier blandt fans af horrorspil genren.
Personligt er jeg velfornøjet med nyskabelserne. De gamle spil havde sin charme, men det var helt ærligt også tid til at der skete noget nyt. Enkelte nye påfund finder jeg latterlige. F.eks. Leons nye karatespark, som kan udøves på nærgående zombies, når disse er på vej til tælling. Cirkelsparkene er som sådan fine nok, men der er lidt for meget moderne kung-fu over det, når han smadrer zombiehoveder med baglæns saltomortale-spark. Kald mig bare gammeldags (det gør alle andre nemlig… suk).
Et af de helt simple, og alligevel særdeles pointgivende, finesser er at spillet selv gør opmærksom på ting, som man kan interagere med. I de tidligere spil skulle man krybe rundt i alle afkroge, mens man hamrede på Action knappen, for ikke at overse et eller andet gnidret lille objekt, som man kunne opsamle. I Resident Evil 4 kommer Action knappen selv til syne, når man nærmer sig noget, der kan skubbes til, samles op eller lignende.
Når der nu er de enorme horder af fjender, kommer man uundgåeligt i nærkontakt med enkelte af dem. Knappernes layout gør det velsignet let at skifte mellem kniv og pistol, f.eks. i tilfælde af der ikke er tid til at lade. Jeg kunne godt savne en dodge-mulighed, som en sidste udvej, når det brænder på. Det er lidt frustrerende bare at se passivt til, mens fjenden kaster sig i Leons strube – men manglen på dodge tricks ødelægger ikke gameplayet på nogen måde. Skal man virkelig være en totalt pernitten og emsig anmelder (og det skal man, ellers vanker der olferter til redaktionens sommerfest!) kan man også bitche over fraværet af en strafe-bevægelse. At kunne bevæge Leon fra side til side uden at ændre synsretning, havde været prikken over i’et.
Pas på pigen
Det kan næppe overraske ret mange, at Leon naturligvis finder præsidentens datter, Ashley, og at meget af spillets handling går ud på at redde hende forbi de mange farer. En gang imellem skifter gameplayet så man styrer Ashley, og her gælder det mere om at undvige fjender og farer frem for at nedslagte alt i nærheden. En udmærket variation, meget som vi kender det fra Playstation 2 hittet Ico (og Resident Evil 2, for den sags skyld, bare i meget mindre målestok).
Landskaberne, husene, ja hele miljøet i Resident Evil 4 synes ikke at ville tage nogen ende. Selv om der er designet en gigantisk bunke lokaliteter, er de alle bjergtagende flotte at se på.
Flere forbedringer
For garvede Resident Evil fans vil en af de allermest kærkomne forbedringer givet vis være, at Capcom har kørt farvebånds-savegame systemet på lossepladsen, hvor det helt ærligt også hører hjemme. En af de største udfordringer i de tidligere spil var den særdeles kedsommelige opgave, at rationere farvebåndende til de skrivemaskiner, der udgjorde spillenes savepoint. I Resident Evil 4 kan du save lige så mange gange du vil, når du møder en skrivemaskine… ahh!
Inventory-listen er ligeledes udvidet, hvilket betyder en ende på de ulidelige traveture frem og tilbage mellem skibskisterne, fordi Leon ikke kunne have ret meget med sig ad gangen. Jo det er i sandhed blevet moderne tider for den bedagede serie!
En ny klassiker
Resident Evil 4 er en endeløs række af forbedringer på de ellers så glimrende forgængere. Tempoet er skruet betydeligt i vejret, og zombierne er ikke så hjerneløse som tidligere, hvilket måske vil fornærme enkelte old school fans. Men alle vi andre er kongeligt underholdt, og der demonstreres visuelle og gameplaymæssige kræfter jeg ikke anede gemte sig i min lille GameCube. Jeg må dagligt knibe mig i armen over, at der kan være så meget sjov på de to små skiver, der udgør dette mesterværk. Resident Evil 4 er alene grund nok til at købe en GameCube.
Loading ...
