NFL Street 2

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):

Når man nu ejer rettighederne til at lave NFL-spil, kan man jo lige så godt få det bedste ud af det. Det første NFL Street var måske ikke verdens bedste sportsspil, men det var da en let tilgængelig og anderledes måde, at spille amerikansk fodbold på. Nu følger EA Sports, traditionen tro, op med endnu et NFL Street spil, som er godt på vej til at udvikle sig til en spilserie.

Alting skal være "street" for tiden

Har du allerede spillet det første NFL Street, vil NFL Street 2 være lige til at gå til. Dermed sagt, at det er temmelig fattigt med de store landvindinger i NFL Street 2. Der er ikke sket voldsomt meget siden det første spil blev udgivet og stort set intet er ændret på nogen fundamental måde, så spillet virker både nyt, men samtidig dejligt velkendt på samme tid. NFL Street 2 er, ligesom sin forgænger, et simplificeret og mere actionpræget spil amerikansk fodbold, der foregår på gader og stræder i en amerikansk storby. Spillene man kan lave er simplere, reglerne er simplere, men tacklingerne og brutaliteten har fået et seriøst hak opad - det her er ikke et spil for tøsedrenge, der er bange for at blive tackles med fjæset nede i asfalten.

Et af de elementer, der blev introduceret i det første spil var "gamebreaker" - ved at tjene point for stil og sejt spil kunne man spare sammen til at lave en såkaldt gamebreaker, hvilket sige at ens hold gik helt bersærk i et enkelt spil. Nu er der kommet endnu en gamebreaker-bjælke at fylde, som man kan tanke op efter man har fyldt den første gamebreaker måler. Bruger man denne nye gamebreaker, bliver man belønnet med en cut-scene af sit hold, der totalt molesterer modstanderne og scorer et tourchdown. En skam, at man ikke selv kan styre spillet i den periode, men ikke desto mindre, så er gamebreakers stadig med til at give NFL Street 2 den brutalitet og det tempo vi husker fra det første spil. Men de er også med til at ødelægge enhver form for fair spilbalance, der måtte være i kampene.

En anden ny feature relaterer sig til terrænet, der spilles i og omkring. Da der spilles i parker og på åbne pladser i en storby, er der fra tid til anden hegn og vægge i nærheden af banen. Et nyt Wall Move lader dig løbe tæt op af en mur og lave Matrix-agtige hop og spring ved at sætte af på muren. På den måde kan man lave specielle spin-moves eller hop over forsvarsspillere. En sød gimmick, men så heller ikke mere.

Spillets fokus er stadig på tempo og action, så forvent ikke, at NFL Street 2 er et realistisk spil amerikansk fodbold. Især ikke nu, hvor der er introduceret Hot Spots på banen, hvor man tjener flere style point ved at lave specielle moves. Det vil sige, at man hurtigere tjener op til en gamebreaker ved at kontrollere spillet i de specielle områder på banen. Selv computeren kan hurtige spare sammen til en gamebreaker eller to per kamp, så spillet er blevet nævneværdige sværere, hvis du ikke er god til at stoppe computeren når han er i angreb.

Som sædvanligt er der masser af forskellige modes. Det er der stort set altid i sportsspil fra Electronic Arts. Der er forskellige typer af kampe, træning og muligheden for at bygge dit eget hold og gennemføre challenges for at gøre spillerne bedre. Er det for meget med et helt hold, kan du også nøjes med at lave din egen "baller" og føre ham frem til berømthed i gade-fodbold. Din hjemmelavede figur kan så bruges i spillets "Own the City"-mode, hvor du skal overtage områder af byen og bagefter forsvare dem - alt sammen med en bold i hånden naturligvis. Igen bruges minispil og små challenges flittigt og det kan godt blive en smule trættende i længden. Dertil kommer en masse ting og spillere, der kan låses op for igennem spillet og den obligatoriske gadebutik, hvor man kan købe sejt nyt gear, er naturligvis også med.

Visuelt er NFL Street 2 meget... ja "street" at se på. Dog er der ikke sket de store grafiske landvindinger siden det sidste spil og det er mit umiddelbare gæt, at grafikmotoren bare er blevet genbrugt uden de store ændringer eller forbedringer. Spillet ser dog stadig forbløffende godt ud - med meget levende animationer, troværdige bevægelser og nogle fantastiske voldsomme og brutale hits og tacklinger. Lydsporet afspejler naturligvis også den streetstyle, som man så desperat forsøger at vise i grafikken. Musik af blandt andet Xzibit og Sum 41 pumper stemningen godt i gang. Er man ikke til denne form for musik kan det godt blive en smule trættende og hele den meget påklistrede "hippe" og "street style" stemning kan også virke en smule malplaceret til tider.

Har man spillet NFL Street og er man sulten efter mere, så er NFL Street 2 et ganske godt køb. Men det er altså ikke nogen virkelig afløser for Madden serien og det skal samtidig siges, at NFL Street 2 har nogle problemer med spilbalancen og tempoet i nogle af de mere specielle spilmodes. Er man nysgerrig og vil man gerne prøve et af disse "Street" sportsspil, der er blevet så populære de sidste par år, så er NFL Street 2 da absolut værd at kigge nærmere på, for det er et godt sted at starte med amerikansk fodbold.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).