Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

MechAssault var et af de første spil, som viste potentialet i Xbox Live da det udkom i starten af Xboxens levetid. Nu er MechAssault 2: Lone Wolf snart i butikkerne og det fortsætter trenden fra det forrige spil, ved at vise hvordan onlinespil bør laves i fremtiden - og så skader det jo ikke, at singleplayer delen er forbedret på samtlige punkter.

MechAssault 2: Lone Wolf udvikles af Day 1 Studios, som stod for det forrige MechAssault til Xbox, i samarbejde med FASA Studios, kendt for MechWarrior og MechCommander spillene samt Crimson Skies til Xbox. MechAssault 2: Lone Wolf fortsætter hvor MechAssault slap. Wolf's Dragoons er udslettet og du og dit team, Natalia Kerensky og den evigt irriterende tekniknørd Foster, er efterladt på planeten Dante. Fra en synderskudt Ragnarok mech, har Foster fundet en mystisk datakerne og med den som udgangspunkt, har han udviklet et Battle Armor - der er naturligvis andre datakerner spredt ud over galaksen, som skal findes, men pludselig nødlander en mystisk besøgende på planeten og inden vores trio får set sig om, er helvede over dem.

Battle Armor

Det første MechAssault bød på et hektisk og actionfyldt gameplay og man kan roligt sige, at MechAssault 2: Lone Wolf fortsætter i samme spor, men denne gang bliver den fyret helt af. Man bliver som MechWarrior sendt ud på en lang række missioner - der er naturligvis de sædvanlige "udslet alt og kom tilbage til basen" missioner, men man skal også forsvare lufthavne, snige sig ind på fjendens base for at stjæle deres mechs, samt forskellige eskort og scout missioner. Der er dog ikke den store afveksling i missionerne, da man for det meste bevæger sig fra A til B mens man kæmper mod tanks, kanontårne og helikoptere (som ikke giver den store modstand) samt mechs, som dog godt kan bide fra sig. Det nye i MechAssault 2: Lone Wolf i forhold til det forrige spil er, at man har et Battle Armor, som er en slags moderne rustning. Introduktionen af Battle Armor betyder en langt større frihed end tidligere. Iført sit Battle Armor, kan man nemlig bevæge sig rundt udenfor sin mech, man kan bruge fartøjer som f.eks. tanks og VTOL's (en slags helikopter), man kan tage kontrol over kanontårne og ultimativt kan man overtage fjendtlige mechs (GTA style) ved at Neurohacke dem. De store mechs er ikke længere centrum i spillet, men derimod soldaten, som styrer disse mechs - og det gør MechAssault 2 til et mere frit spil end forgængeren.

Neurohacking

Det nye Battle Armor er bevæbnet med morterer, lasere og en jet-pack på ryggen og man kan faktisk vinde kampe kun iført sin Battle Armor. Det er dog stadig bedst at sidde inde i en enorm mech når det for alvor går løs og derfor vil man ofte skulle overtage fjendtlige mechs, som gøres ved at Neurohacke mechen og dens fører. Det gøres ved, at man hægter sig fast på mechen med Battle Armor'ens gribeklo, hvorefter man hacker mechførerens Neuro hjelm, ved at trykke på nogle taster på kontrolleren på de rigtige tidspunkter - meget lig forskellige dansespil og lignende. Der er 30 forskellige mechs fordelt over fire klasser: Light, Medium, Heavy og Assault Mechs. De har alle forskellige styrker og svagheder og kan veje op mod 100 tons og de er alle bevæbnet med en lang række fede våben som f.eks. lasere, plasmakanoner, maskinkanoner, mange typer af missiler og meget andet. Våbnene bliver opgraderet i løbet af missionerne, men hvis man løber tør for ammunition på f.eks. højeste opgraderings-level, vil ens våben blive nedgraderet til forrige level men også blive fyldt op med ammunition igen.

De vildeste eksplosioner

Det lykkedes godt for MechAssault 2: Lone Wolf at give os et indtryk af, hvor enorme disse mechs er. Vælger man at stige ud af sin mech, sætter den sig på hug og ser man op mens man står på jorden, vil den enorme maskine tårne sig mod himlen. Når man går ryster jorden (og ens kontroller) for hvert eneste skridt man tager og får man en fjendtlig mech ned med nakken, bliver man vidne til nogle af de største og mest imponerende eksplosioner set i noget spil - inkl. trykbølger som deformerer omgivelserne og river hele huse med i faldet. Ved første øjekast ser grafikken måske ikke voldsomt forbedret ud, men jo mere man spiller, jo flere detaljer vil man bemærke, f.eks. karakterernes utroligt livagtige ansigter, de flotte lyseffekterne fra våbnene og ligesom i det første spil i serien, kan alt i omgivelserne ødelægges - f.eks. falder huse sammen på en skræmmende realistisk "11. september måde".

Conquest

Multiplayer var en stor del af det første MechAssault og med MechAssault 2: Lone Wolf har Day 1 Studios taget det næste skridt. Man kan spille i enten splitscreen (2 spillere), system link (op til 12 spillere) eller over Xbox Live (også op til 12 spillere). Der er 10 forskellige velkendte og knap så originale multiplayer gamemodes som Capture the Flag, Last Man Standing og en slags survival mode som hedder Grinder. Der hvor MechAssault 2: Lone Wolfs multiplayer mode trækker fra resten af feltet er i Conquest. I denne gamemode deltager man i en full-scale løbende krig om herredømmet over universet - og det hele foregår online. Når man starter Conquest gamemoden, skal man tilslutte sig en hær - et såkaldt hus. Der er fem huse i universet og disse kæmper en kamp for at overtage så mange af de over 40 planeter, som universet består af, som muligt. Et hus kan bestå af en lang række spillere og sågar klaner. De fem huse kæmper så om herredømmet ved at erobre hinandens planeter - hver planet indeholder specifikke spiltyper og et vist antal points som hvert hus skal erobre for at få kontrol over planeten. Da krigen i Conquest er løbende og dermed også udspiller sig når man ikke spiller MechAssault 2, bør man hele tiden holde øje med, hvordan det går ens hus og det kan gøres fra både spillet og på mechassault2.com, hvor status på den enorme krig bliver opdateret løbende. Conquest er en usædvanlig dyb online gamemode i forhold til de mere hit-and-run gamemodes som Capture The Flag, hvor man lige tager et spil i ny og næ og logger af og starter på en frisk næste gang man er online. Conquest er som en verden i krig - en krig der udspiller sig, også når man sover og ikke kun når man har tid til at udkæmpe den.

Forbedret på alle punkter

Vi har været en smule inde på MechAssault 2's grafik, som er velfungerende og ganske flot. Lydsiden er ligeledes god, med nogle fremragende lydeffekter som naturligvis er i Dolby Surround 5.1. Musikken lever desværre ikke op til lydeffekterne, da den er ret middelmådig og ikke gør meget for stemningen i spillet, så man kan med fordel skrue ned for den, for at kunne nyde lydeffekterne til fulde. Nu er Europa ikke stedet hver mech robotter er mest populære, men MechAssault 2: Lone Wolf er ikke blot et spil med robotter, det er et glimrende actionspil med en god og afvekslende Campaign mode og en særdeles fremragende Conquest mode, som sætter nye standarder for, hvordan man spiller online på konsoller. MechAssault 2: Lone Wolf virker som et særdeles helstøbt spil - dog er de andre online gamemodes, ud over Conquest, måske ikke er de mest originale, gameplayet i Campaign delen er lidt ensformigt og store kamprobotter måske ikke lige er det de fleste danske gamere synes er det fedeste. Alligevel bør alle actionfans tage et kig på MechAssault 2: Lone Wolf, som forbedrer originalen på alle punkter - specielt på multiplayer delen, hvor det rykker ved grænserne for, hvordan man skruer onlinespil samme på Xbox. Var man fan af det første MechAssault spil, er der ingen tvivl, så er dette et must - og hvem kan stå for at kaste sig ud i hektiske kampe iført en 100 tons tung kamprobot?

Gamesector Anbefaler

Om Palle Jensen