Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Sidste år scorede Electronic Arts et storhit med multiplatformstitlen Need for Speed: Underground, der dominerede både amerikanske og europæiske salgslister længe efter udgivelsen. Et år efter dette spils fremmarch kan fans endelig få fingrene i efterfølgeren, men spørgsmålet er, om nok tid og ressourcer er blevet lagt i produktet.

Da filmen The Fast and the Furious udkom for nogle år siden, gik den rent hjem hos et ungt publikum og blev lidt af et sleeper hit i biograferne. Med sin skildring af illegale racerløb i en amerikansk storby kombinerede den hæsblæsende action med et hipt soundtrack og skuespil samt historie, der lige akkurat slog til, i en cocktail, der skulle vise sig at være meget succesfuld. Som spilindustriens økonomiske leder er det Electronic Arts' job, at observere og kapitalisere på sådanne strømninger i popkulturen og resultatet var det første Need for Speed: Underground, som godt nok ikke en var en filmlicens, men tydeligvis var stærkt inspireret af filmen. Vi kigger nærmere på efterfølgeren.

Fra upåagtet Mr. Nobody til undergrundens konge

I spillets karrieredel ankommer man som en erfaren, men ukendt racerkører til den fiktive by Bayview, efter at en kedelig afslutning på ens triumf i det første spil, tvang en til at flytte. Her kommer man i kontakt med Rachel, ens kommende agent, som guider en ind i spillet. Historien fortælles som en animeret tegneserie, men den er papirtynd og fuldstændig ligegyldig. NFSU2's single-player komponent er struktureret anderledes end forgængeren, idet man nu frit man køre rundt i storbyen og udforske, ganske som i Grand Theft Auto. I stedet for at navigere en menu skal man nu opsøge forskellige løb i byen (repræsenteret ved et blinkende ikon) og finde de forretninger, hvor du kan opgradere din bil. Derudover kan du også finde hjælpsomme hints og ekstra penge i spilverdenen, samt deltage i tilfældige løb, der ikke avancerer historien, men giver lidt ekstra til tegnedrengen. Et SMS system holder dig ajour med hvad der sker i undergrunden og du kan slå din GPS på, hvis du mangler assistance til at finde rundt i byen. Umiddelbart virker dette som et godt tiltag, men det bliver hurtigt trivielt, specielt senere i spillet, at skulle køre lange distancer for, at komme i gang med løbene. Det hjælpes heller ikke af, at byen, til trods for at være flot, er ret livløs og kedelig og kun befolkes af lidt trafik.

Gamemodes

Når du kommer i gang med de egentlige konkurrencer minder spillet meget om etteren. Her er stadig almindelige racerløb, enten på én lang strækning eller i omgange, rundt i byens gader og veje. "Drift" vender også tilbage i samme form som tidligere, hvor det stadig gælder om, at lave de bedste kontrollerede udskridninger med sin bil, for at score point. "Drag" er også med her, hvor omdrejningstælleren er i fokus og det gælder om, at skifte gear og bruge turbo på de mest opportune tidspunkter, mens selve styringen af bilen er simplificeret. Nyt er "Street X", som groft sagt bare er et racerløb på "Drift" baner; d.v.s. små, tekniske baner med mange skarpe svinge. Sidst men ikke mindst afholdes der løb i undergrundsligaen (URL), som er dem man skal vinde i, for at avancere historien. Her kører man to eller flere løb ad gangen på aflukkede baner uden trafik og optjener gradvist point, i en art miniturnering.

Styringen af bilerne er udmærket, computeren giver nogenlunde modstand og det drejer sig, fundamentalt set, om et solidt bilspil. Men ligesom forgængeren mangler spillet i den grad variation, både visuelt og m.h.t. banernes udformning. Det passer naturligvis ind i spillets kontekst, at man kun kører i storbyen og altid efter mørkets frembrud, men det bliver unægteligt noget monotont at kigge på i længden og byen mangler særpræg. Hvad værre er gentages en del baner, mens udvalgte strækninger optræder mange gange i løbet af spillet. Når det ikke drejer som en egentlig gentagelse, sidder du alligevel ofte med en følelse af deja-vu og tænker, at et givent område virker bekendt.

Pimp my ride

Et af de mere underholdende elementer fra etteren vender også tilbage, desværre i mere eller mindre samme form. At opgradere sin bil med ny indmad er en nødvendighed for at forblive konkurrencedygtig, men du skal også fokusere på bilens ydre. Der er ganske enkelt et væld af måder du kan gøre din bil mere sexet på, ved at købe smarte spoilere, fælge, kølerhjelme eller montere neonlys under bilen, for at nævne en smule. Bilens udseende vurderes på en skala og jo højere du stiger, jo flere fotosessions bliver mulige, hvor du bliver tilbudt, at få din bil på forsiden af et bilblad eller DVD.

Bilerne du udsmykker til ukendelighed er rigtige modeller fra kendte bilfabrikanter såsom Ford, Toyota, Peugeot og Volkswagen. Netop dette faktum er formentlig også grunden til, at bilerne beklageligvis ikke tager skade i biluheld, men derimod højest har ødelagte ruder, selv efter en tredobbelt salto med skrue i. Det betyder, at du uden problemer kan tage vægge og barrierer i brug, for at udligne et skarpt sving, hvilket ikke just gavner realismen.

Nu med Xbox Live understøttelse

På trods af indledningsvis at have været modvillig, er EA jo efterhånden hoppet på XBL vognen og derfor understøtter denne titel naturligvis også spil over Internettet. Mulighederne er hvad man kunne forvente: der er quick match, optimatch og create match og du kan deltage i de forskellige gamemodes. Der holdes naturligvis en scoretavle over hvem der har vundet flest løb, men du kan selv vælge om du vil deltage i løb, der påvirker din stilling eller som ikke bliver registreret. Det hele foregår efter undertegnedes erfaring ret gnidningsfrit, om end det indimellem kan forekomme, at visse biler "hopper rundt" på banen pga. lag. Der er desuden også mulighed for, at dyste mod en kammerat i split-screen.

En flot men lidt steriliseret storby

Visuelt er NFSU2 ganske habilt, med en for det meste pæn og skarp grafik, stabil framerate samt flotte effekter og især byens mange lys gengives flot og lyser nattehimlen op. Bilerne er detaljerede, fartfornemmelsen er på plads og en effekt som motion-blur bruges til god effekt, når man knalder turboen på og ser konkurrenterne forsvinde i bakspejlet. At det er en lidt steriliseret storby, der her gengives, passer vel egentlig godt med spillets overordnede stil, men der er unægtelig langt fra virkeligheden til den blanke, glanspolerede version der bliver serveret her.

Soundtracket er forholdsvis stort og spænder over genrer som bl.a. hip-hop, nu-metal og pop-punk med kunstnere som Snoop Dogg, Xzibit og Disturbed på listen. Ser man bort fra tilstedeværelsen af Queens of the Stone Age var det ikke musik, der sagde undertegnede noget særligt, men det er naturligvis et spørgsmål om smag og i det mindste passer det meste til konteksten. Hvorfor EA er så formynderiske, at de ikke engang tillader Xbox-ejere, at benytte deres egne Cd'er forstår jeg dog ikke.

Skuffende

"If it ain't broke, don't fix it" synes at være devisen NFSU2 er udviklet ud fra, hvilket desværre resulterer i et ret uambitiøst produkt. Spillet gør generelt det samme som sin forgænger, men med marginale forbedringer og et nyt lag maling og den ene markante ændring, der er blevet lavet siden sidst, bliver mere en belastning for spiloplevelsen, end en forbedring. Det drejer sig stadig om et solidt bilspil og folk der kun ønsker mere af det samme som etteren, får det her. Men manglen på variation, den intetsigende historie og den generelle uvillighed til, at gå i nye retninger med serien gør, at spillet blegner noget, sammenlignet med konkurrerende titler på konsollen.

Om Jakob Christensen