Nu er spilmediets sejeste kvindelige hovedperson tilbage. Sidste år tog Retro Studios for første gang Samus Aran ind i den tredje dimension, og lod for første gang spilleren opleve det hele direkte gennem visiret i hendes power suit. Resultatet var seriens mest intense spil til dato. Endelig kan vi spille videre.
Metroid-serien har altid handlet om udforskningen af en fremmed planet beboet af et bredt udvalg af fjendtlige skabninger, med alt hvad det medfører af både tanke og reflekskrævende opgaver. Sådan er det også i Metroid Prime 2: Echoes, der tilmed tager seriens gameplay nogle små skridt videre – både hvad angår udforskning og kamp. Og så er der tilføjet split-screen multiplay for op til fire spillere.
Tradition og forandring
Den største forandring ligger dog i stemningen i spillets historie, der fortsætter hvor Metroid Prime slap. Samus har forladt Tallon IV og modtager en opgave fra føderationen, der har mistet kontakten med en gruppe elitesoldater. På planeten Aether, hvor det sidste nødsignal blev sendt fra, foretager hun en lidt for hård landing. Hendes skib går i stykker, og inden længe bliver hun også overfaldet af sære mørke skabninger, der stjæler alt hendes udstyr (desværre ikke hendes tøj). Nu må hun ikke blot finde elitesoldaterne, men også hendes udstyr. Historien starter altså helt traditionelt, men efterhånden som spillet skrider frem mærkes flere forandringer. Samus er ikke, som hun ellers plejer, den eneste civiliserede skabning på planeten, der er hjemsted for en intelligent race ikke ulig chozo’erne, som hun selv har tætte forbindelser til. Det giver en anderledes stemning, at Samus ikke kun har fjender på planeten, der jo også huser elitesoldaterne, om end deres tilstand er knap så opmuntrende. Historien er langt mere fremtrædende end i tidligere spil, og fortælles dels gennem korte mellemsekvenser, men hovedsageligt gennem Samus’ udforskning af omgivelserne, hvor hendes scanner giver svar på mange ting. Der følger masser af overraskelser, og sammenhængen med Metroid Prime viser sig større end umiddelbart antaget.
Paralleludforskning
Den største gameplay-mæssige forandring siden Metroid Prime, opstår som følge af at planeten Aether er blevet opsplittet i to parallelle dimensioner. En lys og en mørk dimension, Light Aether og Dark Aether, hvor små geografiske forskelle og andre, mere unaturlige, forhindringer gør det nødvendigt for Samus at udnytte dem begge for at nå sit mål. Et koncept ikke ulig den mørke og lyse verden i The Legend Of Zelda: A Link To The Past. Det gør spillets udforskning mere kompliceret og udfordrende end tidligere, og fordobler planetens størrelse uden at områderne af den grund rammes af dårligt banedesign. Som i tidligere Metroid-spil, så er netop spillets banedesign gennemtænkt og veludført ned til mindste detalje. Spillet virker dog i starten mere lukket og lineært end flere af de tidligere spil, men efterhånden som der udforskes, åbnes der op for den store frihed, som serien er kendt for. Det kan give problemer med at finde det primære mål, men studeres Samus’ kort over Aether grundigt, så drukner man aldrig helt i muligheder og nye veje at gå. Er man virkelig langsom om at finde det primære mål, så opfanger Samus’ radar det desuden automatisk og markerer det på kortet. Det sker ikke så hurtigt som i Metroid Prime, så det hænder heldigvis sjældent, at man får hjælp uden at have brug for det.
Intense stemningsskift
Ikke blot er spillets områder godt designede hvad angår deres betydning for gameplay’et. Arkitekturen er også imponerende, og både æstetisk og kunstnerisk fremragende. Selvom de samme ting gjorde sig gældende i Metroid Prime, og selvom et gensyn med Tallon IV ikke ville have været dårligt, så er det herligt at se Retro Studios på så kort tid levere en på alle måder ny planet. Dark Aether virker heller ikke bare som en billig udgave Light Aether hvor lyset er slukket. Arkitektonisk er de to verdener stort set identiske, men med vidt forskellig brug af teksturer og lyssætning er kontrasten rammende og flot. Monstrene er mere nærgående og uhyggelige på Dark Aether, mens atmosfæren her er så giftig, at Samus hele tiden må søge at opholde sig i små luftlommer skabt af krystaller fra Light Aether. Dette kan i nogle situationer være meget stressende, og er i høj grad medvirkende til at intensiteten er højere på Dark Aether. Rejserne mellem Light og Dark Aether giver enorme udspring i stemningen, der hurtigt kan gå fra fredelig udforskning af et forladt tempel, til intense kampe med mørke skyggeagtige væsner over en sø af ætsende materiale.
Perfekt kontrol
Arsenalet og udstyret som Samus løbende får stillet til rådighed, er en blanding af nyt og gammelt. Det meste har sine rødder i seriens andre spil, men der er blevet plads til både nyt udstyr og nye våben skabt på Aether. Det åbner op for nye variationer i spillets puzzles, mens kampene dog ikke tilføres så meget nyt. Det ændrer ikke på at Samus stadig har et enormt og varieret arsenal, hvor alle våben har særegne fordele og ulemper som man gør klogt i at tage højde for. Kontrollen med de mange våben er perfekt, hvilket også gælder for den øvrige kontrol. Den er let at lære selv for nybegyndere i genren, hvilket også er et plus for spillets multiplay funktion, og spillet kræver ikke så stor behændighed som konsollernes andre førstepersonsskydespil. I modsætning til disse spil, så er der også meget fokus på at hoppe mellem platforme, hvilket ligeledes fungerer perfekt. Både fordi kontrollen giver mulighed for meget præcis kontrol med Samus, men også fordi spillets banedesign tager højde for Samus’ måde at hoppe på.
Audiovisuel lækkerbisken
Den flotte æstetiske præsentation er allerede blevet nævnt i forbindelse med spillets banedesign, men også spillets menuer er virkeligt flotte. Desværre er de ikke specielt velfungerende, da det er langsomt at navigere rundt i dem og svært at forstå hvordan de egentlig fungerer. Det virker lidt tilfældigt hvilket punkt der bliver valgt, så tålmodighed er et krav. Den slags tålmodighed er der til gengæld ikke brug for andre steder, da loading-tider stort set ikke eksisterer i spillet. Transporten mellem spillets enorme områder foregår oftest med en form for elevator, og den korte loadingtid der er brug for virker heraf meget naturlig. Spillet er på alle måder en teknisk kraftpræstation som meget få spil på noget format kan hamle op med. Dette kombineret med flotte teksturer, modeller, animationer og effekter, sat sammen på æstetisk perfekt facon gør spillet til en visuel lækkerbisken af de helt store. På lydsiden er spillet næsten ligeså flot, men mest i kraft af allerede kendte melodier. De nye melodier er knap så markante, men passer flot ind i miljøerne, og giver den følelse af det ukendte som selvfølgelig er passende for Samus’ første besøg på Aether.
En fantastisk spiloplevelse
Metroid Prime 2: Echoes indfrier alle forventninger og leverer en fantastisk spiloplevelse, når man spiller alene. I forhold til Metroid Prime er der nogle få men markante ændringer, men spillets gameplay har grundæggende ikke forandret sig. Det har heller ikke været påkrævet, da det jo som bekendt var noget nær perfekt. Spillets mulighed for multiplay står til gengæld ikke så stærkt. Det er almindelige alle mod alle kampe, for øvrigt uden bots, der kun kan levere en omgang moderat underholdende action i mindre mængder. Dette, og til dels spillets besværlige menuer, forhindrer spillet i at opnå den absolutte topkarakter. Lad dog ikke dette afskrække dig – Metroid Prime 2: Echoes er spillet du ønsker dig til jul.
Loading ...
