Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Hvis der er noget, Gamecube har nok af, så er det tutte-nuttede platformspil og halvdårlige konverteringer. Heldigvis er Tales of Symphonia ingen af delene, det er nemlig et nyt kapitel i en rollespils-serie, der indtil videre har været forbeholdt japanere og amerikanere. Et rigtigt RPG til Gamecube? Kan det nu passe?

Fortællinger i Europa

"Tales"-serien startede helt tilbage på Super Nintendo, og det har længe været Namcos primære rollespils-serie. Det er også den serie vi som europæere får lov til at opleve først, hvilket godt kan overraske, da mange rpg-fans (mig selv inklusiv) hellere ville se en PAL-udgave af Xenosaga.

Final 'Phonia?

For udenforstående kan spillet måske virke som Final Fantasy. Man har en lille samling hovedpersoner, og disse små helte skal så drage ud på deres lange og farefulde færd. Hvis man ikke går rundt på "kortet" eller i byerne, er man i kamp, og det foregår på nogenlunde samme måde begge steder - gameplayet skifter over til en lille kamp-scene, der slutter med at den ene part enten dør eller flygter. Forskellene er måske hårfine hvis man er Fifa-spiller eller Tekken-afhængig, men for os rigtige konsol-rollespillere er de bestemt til at få øje på. I Tales of Symphonia har man fjernet det tilfældige element i kampene. Det skal forstås sådan, at du altid kan se hvor dine fjender er, og på den måde kan du næsten helt undgå kamp. Det er dog ikke altid lige smart, da man på den måde ender med at være håbløst utilstrækkelig, når man ender i en kamp der IKKE kan undgås.

Ingen nøl!

En anden betydelig forskel er, at kampene i Tales of Symphonia er real-time. Der er ikke noget med at vente høfligt på modstanderne her. Et tryk på A-knappen er et angreb, et tryk på B-knappen er en speciel teknik, og desuden er der mulighed for at pause og uddele ordrer til de tre karakterer, du ikke styrer direkte. Hvis man har tre venner og tre controllere, giver spillet mulighed for at man kan få hver sin karakter i kamp. Det gør naturligvis spillet lidt sjovere, men den kunstige intelligens er faktisk god nok til at gøre spillet underholdende selvom man spiller alene. De tre andre karakterer opfører sig med andre ord rimelig fornuftigt, og hvis man skulle være utilfreds er der mulighed for at ændre deres taktik i forskellige menuer. Dette kampsystem har naturligvis den fordel, at kampene bliver mere hektiske og dynamiske, og det føles ikke helt så kedeligt at samle erfaringspoint på denne måde. Til gengæld føler man aldrig, at man har det samme overblik som man har i tur-baserede titler. Specielt i starten af spillet vil man bare trykke løs på de forskellige angrebsknapper - og slippe lige så godt fra det, som hvis man forsøgte at kæmpe lidt mere snedigt.

To flueben på checklisten

Historien i spillet tager lidt tid om at komme i gang, men hvis man giver den omkring fem timer begynder den at blive interessant. For at komme med den hurtige version, foregår spillet i en verden der hedder Sylvarant. De onde Desians har næsten ødelagt verden, og det hele sker faktisk skidt ud for "de gode". Hovedpersonen er den unge Lloyd, der får til opgave at følge sin ven Collette - der muligvis er den udvalgte, der kan genskabe balancen i verden - ud på et langt eventyr. De forskellige karakterer er ganske godt udførte, og så længe man undgår at sammenligne med Final Fantasy-serien, så virker historien egentlig som en glimrende drivkraft igennem spillet. De fleste konsolrollespil kan ikke klare sig uden troværdige og dybe personligheder, og begge dele er faktisk til stede i Tales of Symphonia.

Fortællinger om godt og skidt

Tales of Symphonia har en del rigtigt gode idéer. For eksempel kan man finde forskellige titler, som man kan udstyre sine krigere med. Hvis man laver et specielt vellykket kombo-angreb i kamp, får man titlen "combo newbie". Hvis man vælger at sin hovedperson skal være "Lloyd - combo newbie" får han specielle plusser, når han går en "level op". "Combo newbie" gør Lloyd til en bedre kriger, mens andre titler måske giver Lloyd bedre muligheder for at lære magi eller mere defensive egenskaber. Disse titler findes enten som historien skrider frem, eller man kan tjene dem ved at gøre specielle ting i kamp. Den tidligere nævnte titel tjenes ved at udføre et kombinationsangreb på 10 i kamp, men man kan også få titler ved f.eks. at være helt passiv i kamp (ret let), eller ved at kaste magi af alle de forskellige elementer i samme kamp. Mulighederne er nærmest uendelige, og med mindre man "snyder" og slår de forskellige titler op på nettet, kan man more sig meget med at prøve sig frem for at finde forskellige titler. Et glimrende påfund, der i hvert fald i min bog giver spillet et skub i den rigtige retning. Andre glimrende idéer i spillet er de to forskellige ure. Det ene ur fortæller dig, hvor længe du har spillet i alt. Det andet fortæller dig, hvor længe du har spillet i denne omgang. Det lyder banalt, men egentlig undres man over, hvorfor alle spil ikke har denne feature. Desuden kan man indstille stort set alt, hvad man skulle have lyst til. Option-menuen giver mulighed for de sædvanlige småting, men man kan ændre design og farve på alle vinduerne i spillet, såvel som hastigheden på talen. Netop denne feature gør en af spillets største ulemper endnu mere uudholdelig, men det vender vi tilbage til.

Grafik og lyd

De små helte taler til hinanden. Det er ikke hele tiden, der rent faktisk er stemmer på, men meget af tiden kan man faktisk høre dem. Det er tit en flok talentløse skuespillere man har fået til at lægge stemmer til denne slags spil, men i Tales of Symphonia er det faktisk gjort ganske tilfredsstillende. Det er udført bedre andre steder, men set isoleret er der ikke noget at brokke sig over. Grafikken bruger en form for cel-shading, der er så avanceret at det ikke rigtig ligner cel-shading. Spillet bruger masser af lyse, glade farver, og det hele ligner meget tit noget der er håndmalet, selvom det hele er i ægte 3D. Til tider er det afsindigt flot, men andre gange er det bare en smule kedeligt.

Bliv nu færdig!

En gang imellem bliver man vidne til en samtale imellem hovedpersonerne. Det er selvfølgelig nødvendigt for at få historien forklaret for spilleren, men det er udført på en alt for dårlig måde. Man ser flere forskellige billeder af de involverede i samtalen. Det er typisk mellem to og fire. Selvom der ikke er stemmer på disse korte sekvenser, så bevæger karaktererne munden. Mange andre steder kan man hoppe over enkelte replikker, når man har læst dem, men ikke i disse korte billedsamtaler. Man skal som spiller sidde og kigge indtil spillet vurderer, at man har læst sætningen, og selv en kort sætning som "Lloyd!" kan faktisk tage alt, alt for lang tid når man bare vil ud og smadre nogle uhyrer. Selvom man har skruet tekst-hastigheden helt op, kommer man stadig til at vente længe gennem disse sekvenser. Det er svært at få øje på det smarte i disse irriterende øjeblikke. Heldigvis bliver de en lille smule mindre irriterende når man vænner sig til dem. Fordi historien bliver spændende, og man føler man kommer til at kende heltene bedre, begynder man som spiller at læse langsommere, og lægge stemme til. Enten det, eller også smider man spillet væk i frustration.

Bliv væk, hvis du ikke elsker genren

Alt i alt er spillet en god lille pakke. Man skal helst have en sund portion tålmodighed, men det bliver også belønnet. Til Gamecube er der ikke så mange andre rollespil - faktisk er Skies of Arcadia det eneste "rigtige" konsolrollespil - så Tales of Symphonia er bestemt velkomment. Som så mange andre spil i genren er det enten noget man elsker eller hader, men Symphonia giver en frisk byge i en lang tørke.

Gamesector Anbefaler

Om Søren Vestergaard