Der har længe været stille omkring spilindustriens største trussetyv, nemlig Larry Laffer – faktisk er der ikke lavet spil med Larry siden 1996 hvor “Love for Sail” udkom. Nu er Larry spillene vækket til live igen men denne gang ikke med Larry Laffer i hovedrollen.
Lad os lige få nogle ting på plads med det samme. Larry spillene har altid været erotiske spil og det er Magna Cum Laude naturligvis også. Selv om vi her i Danmark får en Uncut version, i modsætning til den censurerede og forkortede amerikanske version, har Larry spillene ikke noget med porno at gøre – langt fra. Der er masser af nøgne damer (og mænd) og erotiske hentydninger, men længere går det ikke på trods af sin 18+ alders rating.
Score Larry
Larry Laffer fra de tidligere Larry spil er ved at være en gammel fyr. Derfor følger vi hans ligeså kiksede nevø Larry Lovage. Han tilbringer sine dage på college, hvor han skal forestille at studere, til trods for at det er relativt længe siden han sidst bestod en eksamen. Han lever det vilde college liv – eller det ville han i hvert fald gerne, men han har åbenbart arvet onklens evne til at frastøde alle væsner af hunkøn på det groveste. Men da reality-tv showet Swingles pludselig dukker op på campus, giver det Larry en chance. Kan han score kvinder nok, kan han vinde Swingles og derved blive lidt af en berømthed på college… berømthed er lig med venner og alle de kvinder man overhovedet kan slæbe hjem, så det er naturligvis forsøget værd. Man skal med andre ord hjælpe Larry med at score. Leisure Suit Larry: Magna Cum Laude er ikke i stil med de forrige seks spil i serien. Man styrer Larry rundt på college og i de omkringliggende bydele. Her skal han finde forskellige ting, tjene penge og sikre sig det rigtige tøj, så pigerne på campus synes han er en lækker fyr. Det meste af spillet udspiller sig i form af minispil – der er minispil for alt i Magna Cum Laude.
Styr sædcellen
Leisure Suit Larry: Magna Cum Laude er egentlig en blanding af et simpelt adventurespil og en lang række minigames. Når Larry prøver at snakke med en kvinde, eller når han skal blande hende en drink eller hvad han nu skal for at imponere hende, så udmønter det sig i et lille minispil. Vinder du minispillet kan du gå videre til næste minispil for at score pigen. Et af de sjoveste minispil er det spil som bruges når man skal tale med pigerne. Spillet er egentlig et sidescrollende 2D minispil, hvor man styrer en lille sædcelle udenom forhindringer – rammer man forhindringer siger Larry noget dumt og nørdet og man får sværere ved at charmere trussen af pigen. Rammer man derimod små grønne ikoner, går det godt og Larry skruer de få sørgelige rester han har af charme på. Selve spillet er som sådan ikke videre interessant, men det er dialogen som man hører i baggrunden derimod. Den er fantastisk morsom og temmelig godt skruet sammen – dog kan den blive lidt kedelig, hvis man taber spillet, for så skal man prøve igen og man hører nogenlunde den samme dialog én gang til.
Charme, selvtillid og lækkert hår
Der findes mange forskellige slags minispil. Der er de mere simple som f.eks. en klon af det gamle Tapper, et som minder om Space Channel 5 hvor man skal trykke på nogle taster efterhånden som de glider hen over skærmen og i andre minispil skal man samle nogle dimser op på tid eller tage billeder af f.eks. cheerleaders eller sovende fulde mennesker og sælge dem f.eks. i garderoben på diskoteket. Et andet meget almindeligt minispil er drukspillet, hvor Larry skal smide mønter efter et glas – rammer man drikker ens modspiller – så gælder det naturligvis om at drikke tøsebarnet under bordet, før man selv skal til udpumpning. Taber du et minispil flere gange i træk tilbyder spillet automatisk at sænke sværhedsgraden, så alle kan være med. Det er ikke godt for Larry at tabe for mange minispil, for det går ud over hans selvtillid. Man kan booste Larrys selvtillid ved at drikke sig sanseløst beruset, men det betyder, at nogle minigames bliver sværere, så man skal af med alkoholen igen. Det gør Larry ved at urinere stort set over alt, på gangene, i parker, i skraldespande og alle mulige mærkelige steder. At urinere i offentligheden får Larrys selvtillid til at falde og så må han drikke noget alkohol for at få noget selvtillid, som han skal af med ved at. Ja, kan du se den stakkels Larrys problem? Det er den evige kamp for at få selvtillid nok til, at tøserne vil snakke med ham, for de gider jo ikke bruge tid på en slukøret lille fyr.
Lesbiske SM-cowboypiger
Nå, men alt det her skulle jo gerne ende med, at Larry kan score nogle piger, så han kommer med i Swingles og bliver skolens største tyr. Selv om Larry skulle være så usandsynlig heldig at få scoret en pige, er det langt fra sikkert, at han får noget på den dumme. Pigerne har de mest utrolig undskyldninger og Larry støder på både lesbiske, SM-piger, transseksuelle og en cowboy pige som kun må være sammen med jøder – det siger hendes far nemlig. Som nævnt tidligere, er der masser af erotiske hentydninger og en god mængde bare bryster, men der er aldrig porno i spillet og det bliver aldrig usmageligt selv om det kan være temmelig plat til tider. Der burde ikke være nogen over 18 år som ikke kan se det humoristiske og karikerede i spillet og dermed ikke blive stødt over de bare damer og de mange hentydninger og perverse teddybjørne.
Gode former
Grafikken i Leisure Suit Larry: Magna Cum Laude er ganske nydelig. Larry er godt animeret, mens omgivelserne er farverige, men ikke specielt detaljeret. De fleste polygoner bruges højest sandsynligt til pigerne, som har gode runde former på de rigtige steder. Loadeskærmene kan være særdeles nydelige, med nogle smukke piger i frækt undertøj og så gør det jo ikke så meget, at spillet loader ofte og længe. Lyden er i en klasse for sig. Dialogen er helt suveræn morsom – faktisk er der over 90.000 ord i den talte dialog og mange af dem er nogle af verdens dårligste scorereplikker fra stakkels Larry. Stemmeskuespillerne gør det godt og selv om nogle replikker gentages lige lovligt ofte, kan de blive ved med at være morsomme.
For drengerøve
Leisure Suit Larry: Magna Cum Laude er et meget simpelt og “letbenet” spil. Det er en samling af mindre minispil, som bindes sammen af en mere eller mindre tyndbenet historie og en smule adventure gameplay. Men det er på samme tid et spil som ikke ret mange andre på markedet i øjeblikket. Den sjove erotiske stil er helt klart for de voksne, som kan sidde og hygge sig med spillet i ro og mag. Grafikken er simpel men fungerer, polygoner har aldrig været frækkere og lydsiden er sublim – dog loader spillet lige lovligt ofte og det tager noget tid. Om man skal bruge penge på Leisure Suit Larry: Magna Cum Laude må komme an på, om man kan lide en omgang lurvet humor, der stort set kun foregår i skridt-regionen, eller om man synes den slags er for træls i længen. Dette spil er for den voksne drengerøv – vi er da heldigvis stadig nogen tilbage af den slags.



