Crimson Tears

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Året er 2049. Tokyo er i problemer, for gud ved hvilken gang. En underlig ulykke har forsaget forskydninger i jordens dimensionelle dingenot, og diverse dippedutter går helt amok. Den meget intetsigende og ligegyldige forhistorie fører naturligvis til timevis af ensformig og meningsløs vold - og g-strenge!

Blodrøde tårer

Capcom har efterhånden lavet rigtig mange spil. De har førhen haft et dårligt ry for at udgive det samme spil igen og igen, bare med enkelte forskelle. Sådan var tilfældet med Mega Man-serien, Street Figter 2 (der udkom i mere end fem forskellige versioner) og Resident Evil-serien. Men på det seneste har Capcom lavet nogle meget eksperimenterende spil. Auto Modellista, Gregory Horror og Under The Skin har alle været nytænkende - hvis ikke andet, så stilistisk og visuelt anderledes. Crimson Tears er endnu et spil i den række.

Kamp for kampens skyld

Crimson Tears er en såkaldt "dungeon crawler". På grund af et uforklarligt uheld involverende en frygtelig mængde tekno-ævl, er der dukket en labyrint op i midten af Tokyo. Som i alle andre "dungeon crawlers", skal man ind i denne labyrint og dele øretæver ud. På vejen møder man en masse fjender, som giver erfaringspoint og penge når man besejrer dem. Fra tid til anden taber disse fjender måske endda genstande. Fra tid til anden går man tilbage hvor man kom fra. Her kan man vælge at bruge de penge man har "tjent" i labyrinten, og de kan så bruges på nyt udstyr, så man kan klare større og farligere fjender næste gang man er inde. Får man nok erfaringspoint, går man en "level up", og bliver dermed en lille smule stærkere.

Populært sagt samler man erfaringer og våben, så man kan blive stærkere, så man kan samle flere erfaringer og våben. Nogle vil kalde det en ond cirkel, men andre finder denne form for gameplay uforklarligt afslappende og fængslende. Labyrinten er delt op i forskellige områder, og hvert område har et specielt udseende, men hver gang man går ind i et område er selve banen tilfældigt genereret. I princippet skulle man aldrig behøve spille samme bane to gange, hvilket som regel er en god ting. Dog er banerne opbygget af forskellige slags rum, ligesom byggeklodser, og da man tilbringer meget tid i de forskellige rum, kommer spillet alligevel til at være meget monotont.

Vælg dit våben

Kampene i Crimson Tears er et af spillets lyspunkter. Af uforklarlige årsager kan labyrinten kun rumme en af de tre hovedpersoner, men når man har valgt sin kriger kan man gå i gang med at uddele tæv i bedste Golden Axe eller Final Fight-stil. Forskellen er så, at de tre forskellige hovedpersoner har vidt forskellige egenskaber og bevægelser, også selvom der er mange forskellige slags våben. Hvor én af hovedpersonerne kan håndtere to sværd, kan en anden måske håndtere to pistoler, og en tredje er måske fænomenal til at bruge knive. Man kan købe nye moves, hvis man finder de rette genstande, og mens man selv henter erfaringer i labyrinten, får de to andre hovedpersoner også en procentdel af ens erfaringspoint. Det er ret nyttigt, for hvis man skulle ske at omkomme i kamp, kan man vælge at komme sig selv til undsætning med en af de andre to karakterer. Der er mange forskellige kombinationer for hvert våben og hver hovedperson, men det er også nødvendigt i et spil der går ud på at tæve løs i over 10 timer.

Styringen fungerer ganske godt, og man har god kontrol over sin figur. Man kan udføre to forskellige angreb, et specielt angreb, og et langtrækkende angreb, og de har selvfølgelig hver deres styrker og svagheder. Primært vil man bruge de to almindelige angreb, og der er heldigvis en del kombinationer - både lette og svære, så der er noget for enhver smag.

At græde over spildt mælk?

Visuelt er spillet i hvert fald anderledes. Spillet benytter cel-shading til hovedpersonerne, hvilket kort fortalt bevirker at de ser mere flade og tegnefilmsagtige ud. På denne måde gør man at spillet minder utroligt meget om en japansk tegnefilm. De tre hovedpersoner er meget hippe og trendy, og er naturligvis klædt i stramt og afslørende tøj, der på ingen måde kan være behageligt at slås i. Dertil kommer at de også er biologiske våben, der bruger flere mellemscener på at overveje hvad det vil sige at være menneske. Historien er bestemt tynd, men den smager lidt af animé. Af uvisse årsager er baggrundene ikke lavet på samme måde som de forskellige figurer. Måske fordi det havde været mere krævende for processoren, eller måske for at give spillet et lidt mere særpræget look. Grafikken er ganske professionelt udført, og en smule hakkede kanter kan ikke spolere et ellers meget positivt indtryk. Spillet tilbyder 60hz mode, og det hakker aldrig, selvom der er mange fjender på skærmen. Lyden er som den nu engang skal være - dog bliver visse lydeffekter hurtigt irriterende fordi man hører dem så ofte.

NU er du synlig...

Spillets fejl begynder ret hurtigt at vise sig. Der er en del frustrationsmomenter, hvor man bliver irriteret over banens design eller over fjendernes egenskab til at gemme sig udenfor ens synsfelt - som man naturligvis ikke kan ændre. Dertil kommer sådanne smådumme "features", som hovedpersonens evne til at bære alt for få ting. Man kan kun bære fem af hver genstand, hvilket bliver irriterende i forskellige situationer. Hvis man f.eks. skal ind i et område hvor man let bliver "poisoned" eller forgiftet. Har man prøvet et konsol-rollespil før, ved man at man hurtigst muligt skal have noget modgift i sådan en situation, for man taber langsomt energi, indtil man enten er rask eller død. I Crimson Tears er der kun mulighed for at bære fem modgifte, hvilket i de fleste tilfælde er langt fra nok. Desuden kan ens våben gå i stykker, hvis man ikke er forsigtig, så det er en god idé at tage flere våben med. Det går så ud over det meget begrænsede antal ting man kan have med sig, hvilket i forvejen er belastende. Det må skyldes, at der i sådan et stramt antræk nok ikke er meget plads i lommerne, men det går altså ud over spillet, så man ønsker til tider at de havde været mere fornuftigt klædt.

Hvis man ikke passer på, bliver ens figur for varm. Når figuren er "overophedet" bliver man meget hurtigere, og man slår meget hårdere. Ulemperne ved denne tilstand er, at skærmen bliver sløret, og man taber konstant energi. Desuden forsvinder næsten hele ens forsvar, så man skal passe meget på med denne tilstand. Denne tilstand tilføjer lidt spænding og lidt strategi til spillet, og den bryder til en vis grad den monotoni, der ellers plager spillet. En anden ulempe ved denne tilstand er, at der findes to variationer af den, og forskellen er ikke forklaret specielt godt i spillet. Derfor vil man i starten af spillet købe medicin imod den forkerte slags overophedning. Den forkerte slags er i øvrigt en status, der kan medføre den "rigtige" slags. De forskellige statusser er ikke forklaret specielt godt, så når der pludselig står "Visible" over hovedet på den letpåklædte teenagedulle, kan man let blive lidt forvirret. "Hvis jeg er synlig nu... hvad dælen var jeg så lige før?".

Krydsede fingre for Crimson Tears 2.

Spillet kan gå an, med mindre man hurtigt kommer til at kede sig med at lave angrebskombinationer og smarte moves. Det er lidt ærgerligt, at man ikke har gjort lidt mere ud af spillet, for med en 2-player mode, en lidt dybere historie og lidt mere variation i banedesignet kunne Crimson Tears have været en ganske fornøjelig omgang. Som det ser ud nu vil det desværre kun finde plads på hylden hos de mest hardcore gamere i landet.

Om Søren Vestergaard