Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):

I år kommer der ingen ny Ringenes Herre-film i biffen lige inden jul, men vi snydes heldigvis ikke for EA´s årlige spil baseret på samme serie. Hvor de to foregående spil i serien var ren action, så går serien i år nye veje idet EA faktisk har lavet et lettilgængeligt og tempofyldt rollespil. Om det er nogen succes, kan du læse mere om her.

EA´s årlige

Electronic Arts er et af de firmaer, der både er elsket og hadet af gamers verden over. De er berygtede for deres serier med endeløse rækker af fortsættelser, men på samme tid videreføres disse serier altså fordi, folk køber - og spiller - dem. Mens Two Towers-spillet for to år siden var en skuffelse for mig, grundet den udeladte tospillerfunktion, så leverede Return of the King i dén grad varen, og min kæreste og jeg gennemførte sammen spillet og elskede det fra start til slut. Efter disse spil baseret på de enkelte film skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg i år havde håbet på et spil i samme stil som Return of the King, bare at det fulgte alle filmene i stedet for at være fokuseret på en enkelt. Third Age er dog ikke sådan et spil. I stedet for et actionspil har EA begået et vaskeægte - om end light - rollespil.

The (next) Fellowship of the Ring

Spillet tager sin begyndelse i nærheden af Kløvedal. Berethor fra Gondor bliver angrebet af de frygtede ringånder. Heldigvis kommer en elverkvinde ham til undsætning bevæbnet med vandmagi og et let krummet sværd. Hun hedder Arwen skulle man tro, men det gør hun faktisk ikke. Hun hedder nemlig Idrial, men minder bortset fra det blonde hår så meget om Arwen, at man tror, det er løgn (hmmm alle elvere ser ens ud i mine øjne -Red.). Faktisk er der også en slående lighed mellem Berethor og Boromir. Næste mand i partyet er en mystisk ranger - en såkaldt Dunedaner med mørkt skulderlangt hår. Hvem mon han kan være baseret på? Det EA gør, er at lade os spille en gruppe eventyrere, der minder meget om Tolkiens helte, men dog ikke er dem, hvilket giver mulighed for at variere handlingen i stedet for, at man følger bøgernes / filmenes handling slavisk.

Enkel historie

Grunden til at Berethor befinder sig så langt fra sin hjemstavn er, at han skal have fat i Boromir. Idrial beslutter sig for at hjælpe ham, og i løbet af deres færd slutter flere eventyrere sig til. Gruppen rejser simpelt hen i hælene af The Fellowship of the Ring. Det er samme fremgangsmåde som med karaktererne: EA lader spilleren opleve de kendte steder, men med mulighed for, at lade andre hændelser ske. Det kan diskuteres hvor godt denne trasken i filmenes fodspor virker, men jeg kan personligt meget godt lide det. Ikke desto mindre skal det nævnes, at man ikke rigtig får den helt store episke fornemmelse, fordi man jo følger efter den gruppe, der for alvor klarer ærterne. Alligevel synes jeg, at det er taklet godt. Jeg er ikke helt igennem spillet endnu, men det bliver klart et af de anmeldelsesspil, jeg spiller færdigt senere hen, fordi jeg vil se, hvordan det ender.

Enkelt kampsystem

Selve kampsystemet er turbaseret og enkelt at forstå, og man skal ikke bruge timevis på, at fedte med stats hver gang, man stiger level, hvilket man i øvrigt ofte gør, så der er en konstant fornemmelse af fremgang. Jeg savner lidt de for rollespil sædvanlige butikker - de er ganske simpelt udeladt her. Man samler derfor heller ikke guld fra nedlagte fjender (hvad skulle man bruge det til?). I stedet erhverves items efter kampe og findes i kister, der er placeret i højt antal rundt omkring i Midgaard. Som en lille gimmick, er der inkluderet en form for tospiller-funktion. En kammerat kan sættes til at styre en eller to af de tre karakterer, men har i kamp ad gangen. Det er stadig spiller et, der styrer menusystemet og hvor partyet bevæger sig hen på kortet, så ægte co-op er det ikke, men det er bestemt et velkomment tiltag, der også findes i bl.a. Squares Final Fantasy VI, men som man senere gik væk fra igen.

Noget af det bedste, man kan sige om spillet er, at det giver folk, der ikke har prøvet kræfter med rollespilsgenren en ikke alt for krævende smagsprøve. Faktisk vil jeg anbefale alle, der er vant til at spille rollespil, at spille Third Age på Hard, for på Medium, som jeg spillede på, kom den første rigtig krævende kamp efter 7½ time. Spillet er lige så let som Baldur's Gate: Dark Alliance II og det siger ikke så lidt.

Bedre lyd end grafik

Grafikken imponerer ikke, men den er så sandelig godkendt. Det trækker ned, at miljøerne har en tendens til at være lidt ensformige og det hjælper heller ikke, at man er bundet til udstukne stier, selvom det ser ud til at man kan gå alle vegne. Dertil kan figurerne være lidt stive i animationen. Omvendt trækker det op, at spilverdenen er genkendelig som Midgaard, hvilket jo sådan set er det vigtigste. I visse cutscenes er der sjusket lidt. Figurerne har f.eks. ikke separate fingre, men i stedet blot en klumphånd. Elvertøsens ansigt er mildest sagt heller ikke tiltrækkende, men mindre måske man bedst kan lidt kvinder, der blev født som mænd. Men hvis grafikken lader en smule tilbage at ønske, så er lyden til gengæld forrygende. Man benytter nemlig selveste Ian 'Gandalf' McKellen som oplæser i de over 100 filmklip, der gradvist fortæller spillets historie. Det foregår i øvrigt således, at man bruger video fra filmene, men med ny tale, der er tilpasset spillets handling. Ikke optimalt, men heller ikke katastrofalt. Som med så mange andre af spillets områder lægger det sig midt i mellem det rigtigt gode og det rigtigt dårlige. Musikken er taget direkte fra filmen, og det er jo fremragende - intet mindre. Dette ændrer sig ikke, bare fordi man nu hører de kendte temaer i et andet medie.

RPG Light

Lord of the Rings: Third Age er et forholdsvis vellykket forsøg på at lave et rollespil, der fænger fra første minut og som det ikke kræver lang tid at sætte sig ind i. Spillet lider under, at det er for let, og at man til tider spørger sig selv, hvorfor man ikke spiller de rigtige heltes historie i stedet for at halse efter dem som en herreløs hund. Men så sidder man og glæder sig over den lækre lyd og det ukomplicerede gameplay og får alligevel lyst til at finde ud af, om man nogen sinde indhenter Aragorn & Co. Man er altså sjældent i dårligt selskab, når man er i selskab med Ringenes Herre. Og derfor sniger spillet sig op på et lille syvtal.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.