Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Lige i kølvandet på Rainbow Six: Black Arrow, men inden Halo 2 og Ghost Recon 2 dukker op i butikkerne verden over, lander Battlefront her på en kølig efterårsdag. Det er i sandhed et svært efterår at begå sig for de lidt mindre shooter-titler med fire så store spil på gaden indenfor tre måneder. Heldigvis er Battlefront ikke nogen titel, der kommer til at drukne i mængden. LucasArts har lovet, at det skal være slut med dårlige Star Wars-spil og med Battlefront holder de i hvert fald indtil videre dette løfte.

Præmissen for spillet er kort fortalt, at lade spilleren tage del i alle slag fra de indtil videre fem Star Wars-film, men i stedet for at tage rollen som en mægtig Jedi, som det ellers sædvanligvis ender med, opleves slagene denne gang fra en fodtudses perspektiv. Eller kort sagt: Du kommer ikke til at svinge et lyssværd i Battlefront - Star Wars eller ej. De eneste Jedi-riddere, der optræder i spillet, styres af spillets i øvrigt ikke fantastiske AI, men mere om det senere.

Gameplayet fungerer således, at hver side har et vist antal spawn-punkter og et vist antal respawns - oftest ikke mindre end 200 eller 250 - på hver bane. Og der er MANGE karakterer i aktion samtidig! Når man spawner vælger man hver gang mellem forskellige typer tropper såsom pilot, sniper, osv. Man vælger også selv, ved hvilket spawn-sted, man ønsker at dukke op. Så hvis imperiet f.eks. har en AT-AT i nærheden af et af Alliancens spawn-punkter kan man jo passende spawne der og vælge en soldat med raketstyr. Hvor man skal spawne, og som hvilken type soldat, er altså nogle af de vigtige strategiske ingredienser. En anden strategisk hjørnesten er, at man kan erobre og overtage fjendens spawn-punkter, hvilket giver fjenden færre muligheder for at spawne, mens du selv får flere.

Grundlæggende består spillet af tre varianter: To offline og en online. Vil man have fuld valuta for sine 500 spir er onlinedelen næsten et must. Selvom spillet også er sjovt offline, så byder det ikke helt på lang nok holdbarhed, måske med mindre man er to, der er opsat på at spille splitscreen. I alle varianter kan man frit skifte mellem første- og tredjepersonsudsyn. Begge dele fungerer glimrende, og i det hele taget er styringen mere fleksibel, end man oftest ser, idet man også selv kan konfigurere alle funktionerne på controlleren.

Historical Campaign

Dette er spillets bedste offline-variant. Man vælger mellem Clone Wars eller Galactic Civil War og spiller derefter alle slagene (plus et par ekstra) fra enten de to nye film (Clone Wars) eller den klassiske trilogi kronologisk igennem. Forvent ikke nogen videre historie. Slagene er godt nok løst kædet sammen med et par cutscenes fra filmene og lidt tale indspillet til lejligheden, men det drejer sig altså om gameplay - ikke historiefortælling. Og det mener jeg positivt. Det er en meget halvfemserforældet tankegang, at alle spil partout skal fungere som narrativer. Battlefront skærer ind til benet og leverer det, det drejer sig om: hæsblæsende action i hele galaksen. Hvis man vil have historie, kan man købe en bog i stedet. Man kunne evt. også sætte filmene i DVD-afspilleren.

Galactic Conquest

En variant af Historical Campaign, der reelt set blot er mere af det samme. I stedet for at spille slagene kronologisk igennem vælger man i stedet forskellige planeter at angribe. Hvis man erobrer en planet, får man lov til at angribe igen. Hvis man fejler, bliver man angrebet af den fiktive modstander eller en kammerat. Ganske som i Historical Campaign kan man nemlig spille i splitscreen både med og mod hinanden.

Xbox Live

Lad det være sagt med det samme: Når det fungerer, og man sidder 20 mand på en stabil server, så rykker det for alvor. Men omvendt kan en sådan server være svær at finde. Battlefront er et spil, der for alvor lægger pres på Xboxens processor både hvad angår et højt antal spillere og masser af bots. Det kan også mærkes online, men det hjælper at gå efter såkaldt dedikerede servere og med lidt tålmodighed plejer man nok at kunne finde et godt sted at spille. Det er en skuffelse, at man ikke kan spille splitscreen, således at to (eller fire!) kan spille over Live samtidig. Men det er desværre reglen snarere end undtagelsen, hvad angår online shooters. Det forekommer også besynderligt, at så stort et firma som LucasArts i en titel som denne ikke udnytter de nye klanfunktioner, Xbox Live tilbyder, og som er inkorporeret så godt i Rainbow Six: Black Arrow. Det piller dog ikke ved, at det er sjovt at spille Battlefront online, men der er plads til forbedringer i den uundgåelige toer.

Som at være der - stormtropperne er lisså dumme

Battlefront er det tætteste man kommer på at deltage i filmene. De utrolig mange karakterer, der render rundt, lige meget hvor man spawner og de flotte levels, skaber en god illusion. De fleste baner er også veldesignede, om end måske lidt små. Der er også et par stykker, der er temmelig intetsigende (tilfældigvis bl.a. en af Naboo-banerne). Der er heller ikke ledig processorkraft til at køre AI på noget højt niveau, men charmen ved stormtropper er jo også, at de er dumme. Man skal være villig til at se gennem fingre med, at karaktererne godt kan blive lidt rådvilde, hvis der ikke sker noget lige i nærheden af dem. Det går bedre, når der er umiddelbar action. Deres hukommelse er heller ikke god, men så snart de er i kamp, er det til at leve med.

Et virkelig positivt element i spillet er muligheden for at sætte dig ind i bogstavelig talt hvert eneste fartøj, der optræder. X-wing, TIE, AT-ST, AT-AT, Snowspeeder, Speeder Bikes osv. osv. Hvis det er med i spillet, kan du også styre det. Du kan også vælge at lade AI´en styre og selv være skytte. Ikke alle fartøjer er lige lette at styre - nogle er faktisk kropumulige, men man får sig nogle favoritter, og så nøjes man bare med at bruge dem.

Masser af John Williams

Star Wars-spil har jo altid den fordel frem for andre spil, at når det klassiske tema kører og den smukke lyd af blasterstråler klinger i ørerne, ja så bliver man positivt indstillet med det samme. Battlefront er ingen undtagelse - lydsiden kan vel knap nok forbedres. Jeg finder også grafikken rigtig god. Vigtigst af alt, så ligner de forskellige soldater meget deres respektive filmversioner, og de er godt animeret. Miljøerne er også letgenkendelige. Alt i alt er både grafik og lyd klart over middel.

En solid shooter

På konsoller har vi ikke noget lignende spil, der bringer de helt store slag fra PC-skærmen og ind i stuen. For mig trækker det op, at man på den måde ikke bare får en god oplevelse af et kompetent spil, men også en ny oplevelse. På PC vil spillet ganske sikkert falde ind i mængden, men på Xbox er spillet noget specielt. Som både Star Wars og shooter-fan mener jeg, at Battlefront er helt oppe og fortjene et ottetal. Og hvis du køber det, er der en pæn chance for, at du er enig med mig. For du er vel også vild med Jar Jar og skydevåben i kombination, ikke? AI´en kunne være (meget) bedre og banerne endnu bedre designet, men det korte og det lange er, at vi har at gøre med et veludført Star Wars-spil, hvor du kan udkæmpe enorme slag og sætte dig ind i hvert eneste fartøj, der optræder i spillet. Jeg spår at Battlefront bliver et online-hit af de større - i det mindste indtil Halo 2 udkommer.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.