Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

I de senere år har Forgotten Realms universet lagt navn til mindst en håndfuld computerspil. Det har været rollespil som Baldur's Gate og Icewind Dale - oplagte valg til et spil sat i Forgotten Realms, der som bekendt er skrevet til Dungeons & Dragons rollespilssystemet. Men hvorfor vælge det oplagte og lave et rollespil mere? Det spørgsmål har Atari også stillet sig selv, da de fik licensen.

Forgotten Realms: Demon Stone er ikke et rollespil. I stedet har Atari valgt en lidt mere brutal og ligetil opskrift, hvor der fra det velkendte tredjepersonsperspektiv skal nedkæmpes store horder af monstre. Det er dog ikke de utallige kampe, man ønsker at huske efter at have spillet igennem det kun fem - seks timer lange spil, men derimod den vellykkede historie. Den centrerer sig omkring tre hovedpersoners dramatiske rejse gennem kontinentet Faerûn. Krigeren Rannek er eneste overlevende fra en by, der blev angrebet af trolde, elverpigen Zhai er på evig flugt fra andre elvere og troldmanden Ilius er udstødt fra sin familie, der ikke kunne acceptere hans magiske evner. Tilfældigheder, eller måske noget andet, fører dem sammen og store begivenheder udspiller sig snart omkring dem. Historien fortælles imellem spillets missioner og i små afbræk under selve missionerne. Desuden låses der efter en mission op for forskellige valgfri sekvenser hvor mere baggrundshistorie for hovedpersonerne og universet fortælles. Uden historien ville spillet hurtigt havne på hylden igen, men de vedkommende personer og det detaljerede og spændende univers gør, at man alligevel følger med hele vejen igennem.

Klonede monstre

Stemmeskuespillet og den flotte cinematiske kameraføring i mellemsekvenserne er også medvirkende faktorer til at spillets historie virker vellykket. Musikken er ikke noget særligt, men dens timing er god og en passende stemning rammes derfor næsten altid. Grafisk minder spillet både teknisk og stilmæssigt om Lord Of The Rings: The Two Towers, der ligesom Demon Stone er udviklet af Stormfront Studios. Der er teknisk ingen nævneværdige problemer, og det hele kører flydende. Landskaberne er flotte og variationen, både over alle banerne og i de enkelte baner, er stor. Desværre virker monstrene lidt for almindelige og kedelige. Der er ingen originalitet i deres design, og de er heller ikke så detaljerede, som man kunne ønske sig. Ofte angribes man også af et halvt dusin helt identiske fjender, hvilket bare gør dem endnu mere kedelige.

Overfald af X-knappen

Både variation og originalitet mangles dog i endnu højere grad, når det kommer til selve spillet. Her kan frit skiftes mellem de tre hovedpersoner, der hver har deres fordele og specielle evner. Rannek er den stærkeste og kan smadre døre og andre forhindringer. Zhai er den hurtigste og kan gemme sig i skyggerne og hoppe over fælder eller op på høje afsatser. Ilius kan ikke så meget andet end at anvende forskellige offensive tryllekunster. Det vil oftest være en fordel at vælge Rannek, da han er hurtigst til at nedlægge monstrene, og derfor er der stort set ikke anden variation i spillet end, når man tvinges til at vælge Zhai for at hoppe over en afsats eller lignende. Desværre er kollisionssystemet fejlfyldt, og ofte kan Zhai komme til at stå midt i luften - hvad der selvfølgelig underholder af forkerte årsager. Sekvenser, hvor Zhai skal snige sig forbi fjenderne, er mindst ligeså mislykkede, og de ender altid med, at Rannek og Ilius må komme hende til undsætning. Hver person har selvfølgelig også en række forskellige angreb, men de er der bare for syns skyld, da man kommer længst med bare at bruge det almindelige angreb suppleret med et kombinationsangreb hvor alle tre angriber på én gang. Det hele ender i et trivielt overgreb på en enkelt af kontrollerens knapper, hvilket kun kan underholde de første par missioner.

Frustration og irritation

Der er i alt ti missioner, og de afsluttes næsten alle med en kamp mod en større boss. Disse kampe er ikke meget sværere end resten af spillets kampe, men der kræves for det meste en speciel fremgangsmåde. Det giver lidt tiltrængt variation i spiloplevelsen, men desværre er disse kampe ofte meget langtrukne. Bosserne forsvarer sig afsindigt godt, hvilket gør kampene til frustrerende oplevelser da de på én gang er utroligt lette men samtidig tager utroligt lang tid. Skulle man alligevel være så uheldig at en af hovedpersonerne dør, så må den langsommelige proces starte forfra. Det er samme princip som i missionen der leder op til bossen - dør én af personerne må de alle starte igen fra sidste checkpoint. Det er irriterende, når en af de computerkontrollerede hovedpersoner ikke kan passe på sig selv, men heldigvis er der ikke så langt mellem to checkpoints.

Ligegyldigt fyld

Efter hver mission tildeles spilleren erfaringspoint og guld efter hvor mange monstre, der er blevet nedlagt. Nu kan der købes nyt udstyr, nye evner eller nye angrebskombinationer. Listen er ganske lang, men med auto-indkøbs-funktionen er det alligevel let at udruste hovedpersonerne optimalt inden næste mission. Nogle vil kalde det rollespilselementer, men det er egentlig bare ligegyldigt fyld, da det ikke har nogen afgørende indflydelse på udfaldet af missionen, og inden sidste mission vil de fleste alligevel have købt alt udstyret.

Ikke pengene værd

Forgotten Realms-licensen har gjort det forholdsvis let for udviklerne at fortælle en spændende historie. De har fået et fantastisk univers forærende, og skildringen af det er vellykket. Desværre er den spilmæssige side af sagen triviel og uvedkommende, og skæmmes af en række frustrerende elementer. Med spillets alt for korte længde kan et køb, selv for fans af genren, ikke retfærdiggøres, før spillet sættes ned i pris.

Om Jimmy Marcus Larsen