Det er absolut ikke, fordi vi mangler spil baseret på Anden Verdenskrig – faktisk føles det til tider, som om vi ved at drukne i dem – men det er jo ikke ensbetydende med, at spillene er gabende kedsommelige. Det er i hvert fald ikke tilfældet med realtime-strategispillet D-Day, der på ganske hæderlig vis formår at gengive en række historiske slag i perioden omkring D-dagen.
Den 6. juni 1944 – også kendt som D-dagen – var startskuddet til den afgørende fase under Anden Verdenskrig. Det var dagen, hvor de allierede gik i land i Normandiet på den nordfranske kyst for at drive tyskerne ud af landet og derved vende slagets gang – hvilket de som bekendt lykkedes med. Som du jo nok kan gætte ud fra spillets titel, baserer D-Day sig på begivenhederne i perioden omkring D-dagen. Igennem 12 historiske missioner skal man således lede de allierede tropper til sejr – og det gøres bedst ved hjælp af al den snilde og kløgt, man måtte besidde, for D-Day er nemlig et særdeles taktisk anlagt realtime-strategispil.
Sudden Strike-konceptet slår til igen
Som i gode, gamle Sudden Strike spiller hverken ressourceindsamling eller basebygning en rolle – du har kun de tropper, du starter hver enkelt mission med, dog suppleret med eventuelle forstærkninger undervejs. Kontrolsystemet er fra den velkendte realtime-strategiformular: Du udvælger enhederne med venstre museknap og udsteder kontekst-sensitive ordrer via højre museknap – simpelt og intuitivt. Skal man beordre sine soldater til mere specielle ting, såsom at smide sig ned på jorden og kravle, forsøge at ramme chaufføren i en jeep eller kanontårnet på en tank, må man dog til at rode lidt rundt i en menu eller med genvejstasterne. Det bliver dog aldrig et problem at skulle sidde og lede efter den rigtige kommando midt i kampens hede, da man blot kan sætte spillet på pause og uddele ordrer i ro og mag. Ligeledes kan man skrue op og ned for spillets hastighed, hvilket faktisk er nyttigt temmelig ofte, da der er en del ventetid i mange af missionerne.
Tyveri kan skam godt betale sig
De forskellige typer af enheder spænder bredt. Der er en række ordinære infanterister, bevæbnet med enten rifler, maskingeværer, flammekastere eller bazookaer. Dertil kommer en række specialiserede enheder, såsom spejdere, snigskytter, minører, feltlæger og officerer. Ligeledes er der en lang række forskellige køretøjer, såsom tanks, jeeps og lastbiler, til rådighed i spillet og logisk nok skal disse bemandes af dine soldater for at kunne fungere. Faktisk er det muligt at hugge fjendens køretøjer, hvis de står ledige, eller hvis man har haft held til at gøre det af med samtlige mand i et køretøj uden at destruere det fuldstændigt. Dette er ofte særdeles nyttigt, særligt i starten af spillet, hvor man sjældent har andet end infanteri at gøre godt med. Udover at kunne bemande køretøjer, kan ens soldater også gå i dækning i bygninger, bunkere eller skyttegrave eller tage plads ved stationære maskingeværer eller artilleri, hvilket er essentielt, når man skal etablere sine forsvarspositioner.
Brug hovedet
I D-Day opnår man sjældent noget positivt ved blot på bedste Command & Conquer-manér at gruppere alle sine enheder sammen i én stor, rodet flok, for derefter at kommandere dem skødesløst til angreb på fjendens forsvarspositioner. Derimod bør man bruge sin sunde fornuft og tænke sig om, før man handler. Det kan ske ved, at man nøje udvælger de enheder, der bedst kan håndtere en given situation. For eksempel ville det jo være nok så oplagt, hvis man brugte bazookaer mod tanks og ikke flammekastere og hvis man ikke lod feltlægen løbe forrest i et stormangreb på en tysk bunker, men derimod lod ham blive lidt i baggrunden for at tage sig af de skadede. Til tider kan det godt blive uoverskueligt at skulle fordele tropperne fornuftigt, fordi man i mange missioner skal koncentrere sig om flere brændpunkter på én gang. Det gøres ikke nemmere i kraft af den fjendtlige AI, som yder ganske god modstand, selv på den letteste sværhedsgrad. Ens egne soldater er såmænd også udstyret med en funktionsdygtig hjerne, så man oplever sjældent det ellers nok så velkendte realtime-strategiproblem med soldater, der skal babysittes, fordi de ikke kan finde vej.
Ganske fin visuel side
Rent grafisk er D-Day et ganske vellykket spil. Detaljegraden i både omgivelserne og på enhederne er høj og effekter, såsom eksplosioner og røg, er ganske flotte. Spilmiljøet er ikke bare flot, det virker også levende, idet mange ting, såsom mure og træer, kan ødelægges ved hjælp af rå ildkraft eller ved blot at blive pløjet ned af en tank. Der er enkelte små ridser i lakken, som eksempelvis soldaternes lidt stive måde at bevæge sig på samt vandets sterile fremtoning, men i det store hele byder spillet på en ganske god visuel oplevelse. Hvor den grafiske side er vellykket, lader lydsiden dog en del tilbage at ønske. Lydeffekterne fungerer ganske vist til formålet, men både det pinlige stemmeskuespil og den forkølede underlægningsmusik får én til at ønske sig, at der var lagt mere arbejde i spillet på denne front.
Et godt spil til fans af genren
Sværhedsgraden i D-Day stiger en hel del, efterhånden som man får kæmpet sig igennem missionerne. Desværre kan der til en vis grad gå ren “trial-and-error” i den, når man gang på gang må genstarte en mission for at forsøge sig med en ny strategi. Både denne høje sværhedsgrad og spillets langsommelige tempo gør, at tilhængere af de mere gængse realtime-strategispil, som Warcraft 3 og Command & Conquer: Generals, nok bør holde sig væk. D-Day henvender sig primært til fans af denne taktiske og meget tidskrævende form for realtime-strategi og det skader absolut heller ikke, hvis man er historieinteresseret, for spillet byder nemlig på bunkevis af historisk baggrundsinformation. Hører man til denne kategori af spillere, vil man givetvis få en rigtig god oplevelse ud af D-Day, for hvis man ser bort fra lydsiden, er det et meget gennemarbejdet og veludført spil uden de store fejl og mangler. Søger man nytænkning indenfor genren, vil man dog ikke finde det her, men det er jo heller ikke bydende nødvendigt at ændre på et velfungerende koncept, selv om det efterhånden må siges at være lidt tyndslidt.
Loading ...
