Shrek 2

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Filmen Shrek 2 er lige på trapperne i de danske biografer og i den forbindelse skal vi naturligvis også have et spil baseret på filmen - i spilbranchen er den slags lige så sikkert som amen i kirken. Egentlig er det ret modigt, at der er nogen, der overhovedet tør lave et spil baseret på Shrek 2 filmen, når man tager i betragtning, hvor bundelendigt det første Shrek spil var.

Som du sikkert allerede ved, så er Shrek, den store grimme grønne trold, og prinsesse Fiona, den yndige pladderromantiske prinsesse, blevet gift. Det ved alle der har set den første Shrek film - de ved også at Fiona valgte livet som trold, for at være sammen med Shrek. Det er der nu kommet en ny Shrek film ud af og den har originalt nok fået den beskrivende titel Shrek 2. Når der kommer en ny film af denne type, skal der naturligvis også komme et spil, selvom det første Shrek spil var så dårligt at mange anmeldere frygtede, at dets blotte tilstedeværelse i et redaktionslokale ville nedkalde en eller anden form for guddommelig straf.

På besøg hos svigermekanikken

I Shrek 2 tager Shrek og Fiona til et kongerige langt langt væk for at møde Fionas forældre, der glæder sig til at fejre, at deres datter er blevet befriet af en smuk ung prins... de ved tilsyneladende intet om Shrek eller trolde, så det er kun modvilligt at Shrek samler sine venner og begiver sig ud på den lange rejse, som han fra starten af ikke mener, er nogen synderlig fed idé. Det er her spillet starter - du skal lede Shrek og hans venner fra Shreks sump og hele vejen til tronsalen hos Fionas forældre. Dette gøres i vanlig 3D action adventure stil, hvor man styrer en person rundt i landskabet, samler bonus dimsedutter, slår fjender ned og løser små opgaver for de folk man render ind i, for at komme videre fra bane til bane. Enhver der har spillet et action adventure før ved præcist hvad Shrek 2 går ud på.

Saml et par venner

Spillets altoverskyggende gimmick er, at man spiller fire personer på én gang. Man har en gruppe bestående af fire af figurerne kendt fra Shrek universet - der er flere end fire at vælge imellem, så der er godt med variation. De tre figurer man ikke selv styrer kontrolleres af spillet, men den kunstige intelligens er mildest talt ikke værd at skrive hjem om, så kan du skrabe tre venner sammen, er det meget sjovere at spille Shrek 2 fire personer, der så hver kan spille en figur. Banerne er forbløffende simpelt bygget op og i langt de fleste tilfælde gælder det blot om at samle dimser nok op eller finde en ting og give den til den rigtige person, for at komme videre til næste bane. I enkelte tilfælde varierer konceptet og bliver flettet sammen med eventyrfigurer - såsom de tre blinde mus, der skal have hjælp til at komme sikkert igennem en bane eller Rødhætte, der skal have lidt kulinarisk assistance.

Vælg den rigtige

Banerne indeholder enkelte små forhindringer og puzzles. Disse er lette at komme forbi, idet hver spilbar figur har en række specielle egenskaber, der kan anvendes til at komme forbi forhindringer. For eksempel er Shrek jo en trold og de er som bekendt både stærke og besidder evnen til at løfte og flytte tunge ting, mens Æsel har et kraftigt spark, der kan knuse døre og kasser. Den smule taktik, der er i spillet, er baseret på at spilleren skal regne ud hvilken karakter man skal bruge for at løse et givent problem, men det bør ikke volde nogen ældre spillere ret mange problemer (børn kan endda få hjælp til at regne ud hvem de skal bruge i hvilke situationer).

Hero Time

Det er også værd at nævne den såkaldte "Hero Time". Hero Time er en form for minispil, hvor en af figurerne skal gennemføre et lille minispil for at komme videre i spillets handling. Det kunne for eksempel være et lille mini-musikspil, hvor Fiona skal synge med en fugl, hvilket sker på klassisk "dansespils-maner", hvor man skal trykke de samme taster som vises på skærmen, eller et minispil hvor den bestøvlede kat skal balancere på et reb og undgå angribende fjender. Disse minispil svinger kraftigt fra figur til figur, hvilket giver en god variation fra det ellers ret ensformige gameplay, der præger resten af spillet.

Mest for de yngre

Og det er måske netop det, der er problemet med Shrek 2 - det kan hurtigt degenerere til at man render banerne tynde og banker fjender om og om og om igen. Det er da meget morsomt i kortere perioder, men skal man have rigtig sjov med Shrek 2, så skal man altså have en flok Shrek-mindede venner på besøg, for i single player kan spillets kun underholde børn og barnlige sjæle i længere tid af gangen. Men man skal også huske på at Shrek 2 er et spil for de unge spillere - voksne spillere vil alt for hurtigt blive trætte af manglen på udfordringer og ensformige baner (og en elendig AI, der konstant får de computerstyrede figurer til at sidde fast i terrænet). Yngre spillere vil finde spillets niveau mere tilpas og vil sikkert også syntes, at det er sjovt at styre Shrek og andre kendte figurer fra de to film.

Fin grafik, mangelfuld lyd

Visuelt er der ikke meget at klage over. Figurerne er nydelige og ligner meget tydeligt figurerne fra filmen, mens omgivelserne er varierede og meget farverige. Det ligner de to film forbløffende godt, hvilket naturligvis er en betydelig styrke for spillet, når man tager den unge målgruppe i betragtning. Desværre er fjenderne ret simple og de er alle sammen ens, hvilket hurtigt kan blive lidt trist at se på. Men generelt er grafikken nydelig, så Shrek 2 fortjener ros på den konto. Desværre er det Michael Gough der er Shrek´s stemme i spillet i stedet for Mike Myers, der er stemmen bag Shrek i filmene. I det hele taget er stemmerne i spillet indtalt af andre personer end de skuespillere, der gør det så glimrende i filmen. Dog er flere af stemmerne i spillet stadig rigtig godt indtalt og det giver spillet både masser af humor og liv... men vi ville nu gerne have hørt Mike Myers som Shrek.

Om Maiken Schou