Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Det kan være, at du er en af de få danskere, der ejer Microsoft Train Simulator. Hvis du er det, så er du samtidig en af de få danskere, der kan få glæde af Just Trains nyeste udvidelse til Microsoft Train Simulator, der kort og godt hedder West Somerset Railway. Interesserer du dig ikke for fut-tog og ejer du ikke førnævnte Train Simulator, kan du roligt klikke videre til noget andet.

Lad det være sagt med det samme - West Somerset Railway er virkelig kun for de komplet tog-tossede. Der er tale om en udvidelse til Microsoft Train Simulator, der lader dig styre tog på den gamle West Somerset Railway, der løber fra Bishops Lydeard til Minehead (er du i tvivl, så er det i ganske smukke omgivelser i Somerset, England). Udvidelsen kommer ikke kun med et stykke idyllisk Storbritannien, der kunne være taget direkte ud af en turistbrochure, den kommer naturligvis også med en række tilføjelser i form af nye tog og nye vognsæt, som du kan fornøje dig med at trække frem og tilbage på West Somerset Railway.

Nye futtog

Udvidelsen indeholder helt præcist fire originale West Somerset Railway lokomotiver. De tog-interesserede kan således se frem til at køre de to damplokomotiver 7820 Dinmore Manor og 7828 Odney Manor, samt de to diseltog Class 117 DMU og D7017 Hymek. Udover lokomotiverne, er der også omkring 14 stykker "rolling stock", hvilket vil sige, at der er 14 forskellige vogne, som dit lokomotiv kan køre med på strækningen (selvom det ikke gør den store forskel om du slæber en mælketank eller en vognladning turister). Hvis denne smøre om lokomotiver og rolling stock ikke siger dig noget som helst - så er du tydeligvis ikke togtosset nok og du bør derfor ikke investere i denne udvidelse. Så enkelt er det.

Berømte strækninger

Det er uden tvivl selve West Somerset, der er stjernen i udvidelsen. Omgivelserne og terrænet er utroligt detaljeret, med masser af små lave bakker, spredte skove, idylliske engelske landsbyer og en lang kyststrækning (komplet med lidt klippeformationer her og der). Undervejs på strækningen, er der omkring 10 historisk korrekte jernbanestationer, som man kan eksperimentere med at køre togene til og fra. Da West Somerset Railway er gengivet ned til mindste detalje (takket være et samarbejde med flere historiske foreninger med interesse i jernbanen), kan virkelige entusiaster udforske hvert eneste lille sidespor og sporskifte på den sceniske jernbane og det må siges at være denne historiske detaljegrad, der er trækplastret i udvidelsen. De "berømte" steder på ruten, såsom strækningen fra Bishop´s Lydeard til Norton Fitzwarren Juntion eller Washford bank stigningen er naturligvis også medtaget i spillet, men for at få mest mulig glæde ud af dem, skal man kende lidt til West Somerset Railway før man begynder at spille og det er der sikkert ikke ret mange danskere der gør.

Med 20 udfordringer

Når det kommer til stykket og man har spillet West Somerset Railway i et par timer, begynder oplevelsen desværre at falme lidt. Ja, det er da meget sjovt at køre i de smukke historiske omgivelser ved Dunster Castle og Bristol Channel, men de bliver hurtigt lidt ensformige, især hvis man ikke er totalt fanatisk fan af lokomotiver eller landskabet i Somerset. Men det har udviklerne heldigvis tænkt på, for de har skabt omkring 20 "aktiviteter" man kan prøve kræfter med. De er ikke alle lige sindsoprivende, men de er alle inspireret af virkelige aktiviteter og hændelser på West Somerset banen, hvilket helt sikkert vil appellere til de historisk interesserede. Desuden er selve banen ganske udfordrende at køre på - den er begrænset til 25 miles i timen og har flere svære passager og stigninger, men når alt kommer til alt, er der ikke voldsomt meget nyt (i hvert fald ikke gameplaymæssigt) i denne udvidelse, som man ikke også kunne opleve i Microsoft Train Simulator.

Ikke for danskere
På bundlinjen handler det egentlig om hvor stor en fan af lokomotiver man er - har man hele kælderen forvandlet til en fungerende miniaturemodel af Københavns hovedbanegård, komplet med pushere og en let dunst af urin, så vil man sikkert også gerne betale i nærheden af 240 kroner for at få lov til at trille rundt i England med sit lokomotiv. Er man så stor en tog-tosse, så vil man sikkert også finde udvidelsen ganske fornøjelig og interessant - udvidelsen er da også både præmieret og rost af engelske jernbanefanatikere. Spørgsmålet er bare, om danskere, der ikke kender til West Somerset Railway, kan værdsætte udvidelsen på samme måde som de engelske tog-entusiaster. Det er en personlig vurdering, men man kan i hvert fald ikke benægte at denne udvidelse er utroligt detaljeret og gennemarbejdet.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).