Bomberman

Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Det måtte jo komme - et Bomberman spil til Nokia N-Gage. Man kan heller ikke rigtig kalde en konsol for en rigtig spilkonsol før der er udkommet mindst et Bomberman spil til maskinen (Schous første lov). Dog skal man ikke forvente de store landvindinger i spillet, for Bomberman til N-Gage er virkelig en tilbagevending til spillets rødder.

De fleste har helt sikkert stiftet bekendtskab med Bomberman - sikkert i multiplayer, hvor en flok spillere kan dyste om at sprænge hinanden i luften med bomber i en simpel labyrint. Det er stort set også præmisserne i Bomberman til N-Gage, der mest af alt minder om det originale Bomberman fra 1987. Som Bomberman skal man klare en række baner, bestående af en række blokke man ikke kan sprænge væk og en række forhindringer, som man kan sprænge væk med sine bomber. I starten kan man kun smide en enkelt bombe med relativt lille sprængkraft, men efterhånden som man sprænger forhindringer og fjender væk, kan man tjene power-ups, der kan give flere bomber, mere sprængkraft, gøre Bomberman hurtigere eller noget lignende smart og brugbart. Er man heldig kan man endda få sig eget lille ridedyr - en form for øgle (eller dinosaur eller hvad pokker det nu skal forestille at være). Den kommer i form af en power-up, som man kan være heldig at finde. Den gør Bomberman lidt hurtigere og dør i stedet for Bomberman, hvis man skulle være så uheldig at blive ramt. Pointen med hver eneste bane i single-player er at finde banens exit, der fra starten af er skjult under forhindringerne, der skal sprænges væk, samtidig med at man skal dræbe alle fjenderne på banen. Man kan nemlig ikke bruge banens exit før banen er ryddet for fjender. Det er et totalt oldschool gameplay, som alle Bomberman fans bør nikke genkendende til og det har da også et retro-nostalgisk feel over sig.

Intet nyt?

I princippet er der ikke meget nyt at komme efter i Bomberman, men spillet har bibeholdt det populære hektiske og febrilske tempo, som serien er så kendt for. Dertil kommer god variation imellem fjenderne, der opfører sig temmelig forskelligt og i enkelte tilfælde endda intelligent, så man skal tænke sig godt om for at fange dem med bomberne. Igennem spillet kommer man med jævne mellemrum til nye verdner. Hver verden har sine egne specielle labyrinter og forhindringer - nogle steder er banens opbygning anderledes, mens forhindringerne andre steder kommer tilbage efter et stykke tid. Det er naturligvis småting, men det giver lidt taktisk variation og variation er ellers ikke noget, der er spandevis af i Bomberman. De eneste baner, der skiller sig ud fra det generelle koncept, er en bosskamp i ny og næ - men selvom man skal besejre en boss, der fylder en fjerdedel af skærmen foregår det stadig på klassisk Bomberman-vis ved at smide bomber de rigtige steder.

Multiplayer skuffer

Bomberman har altid levet højt på sin suveræne multiplayer. Men her har Hudson virkelig klokket i den i N-Gage versionen. Bomberman til N-Gage understøtter nemlig kun multiplayer for to spillere via Bluetooth. Tidligere versioner af Bomberman har understøttet betydeligt flere spillere i multiplayer og uden N-Gage Arena understøttelse og med kun to spillere, så virker multiplayerdelen af Bomberman til N-Gage helt ærligt en smule fesen! Det er naturligvis sjovt at dyste imod en anden spiller, men det er slet ikke hvad vi havde forventet. Det er en skam for det vil sikkert være det sælgende argument for spillet - da alle ved hvor sjovt Bomberman er i multiplayer.

Teknisk skuffende

Visuelt er der ikke meget at komme efter i Bomberman - taget i betragtning hvor flotte N-Gage spil kan være (tænk bare på The Sims f.eks.), så er Bomberman en visuel skuffelse. Grafikken er simpel og ofte meget ensformig, og lyden er... ja den er der da og det er vist det mest positive jeg kan tvinge mig selv til at skrive om lydsiden af spillet. Grafikken, lyden og de manglende muligheder i spillets multiplayer er virkelig Bombermans akilleshæl. Selvom selve spillet er så godt som det altid har været (for det er det samme, som det altid har været), så er de tekniske rammer simpelthen ikke gode nok denne gang. Så med mindre du bare må eje et Bomberman spil til din N-Gage, så vil jeg nok anbefale spillet til en af de andre konsoller det er udkommet til i tidens løb - så får du nemlig mere for pengene.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).