Van Helsing

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Et nyt spil baseret på en filmlicens ser dagens lys, selvom de fleste skabninger i Van Helsing nok foretrækker tusmørket. Van Helsing, den berømte vampyrjager, er tilbage i Transsylvanien og skal gøre op med personer (og personligheder) fra forskellige skrækfilm. Umiddelbart har Van Helsing dog ikke de bedste odds imod sig som spil baseret på en film, men spillet indeholder en del gode ideer, så det kan forhåbentligt bryde genrens forbandelse.

Lige fra begyndelsen er det tydeligt at se, at udviklerne af Van Helsing har været meget inspirerede af Devil May Cry, om end det endnu hurtigere er tydeligt, at de også mangler Capcoms ekspertise på området. Der er dog kommet en del gode ideer ud af designprocessen som tilfører titlen nok liv til, at kunne stå for sig selv uden filmtitlen, om end det ikke kommer i nærheden af at være en toptitel. Spillet starter relativt "blødt ud" med et besøg til Notre Dame og Dr. Jekyll, eller Mr. Hyde, alt efter hvilket humør han er i, hvor det hurtigt åbenbarer sig for spilleren, at det her ikke er et problem man kan "tale om". Frem med pistolerne og få så ellers tævet Mr. Hyde. Efter en relativt let kamp, starter en mellemsekvens om hvordan kampen udvikler sig og her er der virkelig taget godt brug af Hollywood-tricks. Grafisk er Van Helsing ikke en den store åbenbaring, men den måde mange af scenerne er sat sammen på, er virkelig lækkert og det har virkelig været nogen drengerøve som har skrevet disse scener, for der er ingen grænser for hvad der kan ske. En anden finurlig idé, som faktisk virker ret godt, er, at efter at have fået tilpas mange tæv taber Van Helsing sin hat. Ikke fordi den er videre pæn eller dyr, men snarere af sentimentale årsager skal han selvfølgelig have den tilbage. Hvis det lykkedes for spilleren at komme igennem en bane uden at tabe hatten, får man en dejlig bonus. Et sjovt element i et eller ret hektisk actionspil, som faktisk gør at man lige skal være lidt mere observerende end normalt i sådanne spil.

Tæv til vægge og døre

Spillets opbygning og kampsystem kan lettest betegnes, for kendere, som en steril version af Devil May Cry. Selvom man både kan hoppe ganske højt og kan lave kombinationer af nærkampsslag efterfulgt af revolverskud, så føler man sig aldrig rigtig fri". Styrekontrollen er simpelthen for klodset til, at man kan ændre retning under et angreb, hvilket oftest resulterer i facader og døre bliver gennembanket, mens diverse zombier bare står og kigger på (og sikkert griner af én). Alligevel er det heller ikke helt skidt, for medmindre man som sagt bliver "fanget" midt i en combo og ikke kan ændre kurs, så er der god følelse i de slag man uddeler og det redder virkelig spillet. Som man kommer længere i spillet, finder man også hurtigt ud af, at selvom det til at begynde med ser åbent og stort ud, så bliver man direkte ført til ens næste mål. Oftest ved hjælp af flere mellemsekvenser, som alligevel formår at introducere de nye områder med en god atmosfære og stemning. Igennem alle banerne ligger der penge og flyder på gaderne (hvilket får én til at undre sig over, hvorfor det er så vigtigt altid at huske den gamle slidte hat!), som efter hver mission tælles sammen. For disse penge kan man så købe nye genstande, såsom nye våben. Det er faktisk også et vigtigt element, at vælge det rigtige værktøj til arbejdet, i form af hvilket våben der hurtigst kan sprænge hovedet af denne vampyr. Det er tydeligt, at historie ikke er spillets force, så derfor er der heldigvis sat fokus på action, som der så også er rigeligt af. Diverse monstre fra skrækfilm agerer f.eks. som bosser i spillets baner, så nu har man chancen for at gøre det af med bl.a. Dracula og Frankenstein.

Middelmådig grafik og lyd

Grafisk byder Van Helsing ikke på det helt store, udover ganske god kameraføring i mellemsekvenser. Teksturerne er til tider kedelige og genbrugte og clipping fejl fremkommer også alt for ofte. Udover det bevæger mennesker og monstre sig ellers ret naturligt (taget i betragtning af at de fleste ikke er særligt naturlige) og monstrene varierer en god del i udseende, så om end ikke andet, er der den grund at gennemføre spillet, at man kommer til at se hvordan diverse kendte monstre ser ud - både levende som døde. Mellemsekvenserne kører også på spillets engine, så overgangen mellem spil og sekvenser er meget flydende, selvom det ikke er det flotteste. Gabriel Van Helsing styres fra en 3. persons vinkel, som det er blevet så populært i action/adventure titler. Selvom dette giver et bedre udsyn over kampene og hvor man skal hen, så har det fastplacerede kamera det sig med at forvirre spilleren ved at gemme hvad der forgår bag et objekt i forgrunden, så som gardiner og kister, mens Van Helsing render rundt allerbagerst i lokalet. Spillets lydside kunne næsten ligge grobund for en skrækfilm i sig selv. Så godt det er at høre Hugh Jackman som Van Helsings stemme, så er baggrunds lyde og effekter ikke af bedste kaliber. Selv de modspillende stemmer til Van Helsing er tørre og ikke det bedste forsøg på, at lyde som monstre der er hørt. At dette element falder til jorden ødelægger følelsen i Van Helsing en god del.

Van Helsing er uden tvivl til dem som elsker vampyrer og monstre, filmen eller bare savner et decideret actionspil, hvor puzzles ikke kræver den største hjerneaktivitet. Oftest går disse puzzles ud på, at bruge sin grappling gun, som affyrer en krog med ret reb på, for derefter at hive Van Helsing med sig, til det rigtige sted. En ganske sjov ide, som dog er set adskillige gange før, men det falder til jorden i gentagelser. Spillet har visse elementer, som kan få et smil frem på læben og gør det helt klart værd at prøve, men man skal være helt sikker med sig selv, før man hiver tegnebogen frem.

Om Lasse Buhl