Svenske Paradox arbejder hårdt på at få dækket samtlige historiske perioder i deres strategispil – Europa Universalis 2 dækkede renæssancen, Victoria dækkede koloniseringen af verden og industrialismen og Hearts of Iron dækkede Anden Verdenskrig. Nu kommer Crusader Kings så og med dette spil får vi dækket riddertiden, hundredeårskrigen og korstogene.
Kender du nogle af de andre strategispil fra Paradox, vil du meget hurtigt føle dig hjemme i Crusader Kings, der anvender en kraftigt modificeret Europa Universalis 2 motor. Man spiller spillet fra et enormt kort over Europa og omkringliggende territorier. Kortet er opdelt i over 1.000 forskellige landområder, der danner basis for soldaters bevægelse, men også for din økonomiske stabilitet. Spillet har, ligesom de andre Paradox strategispil, et firedelt fokus: militæret, diplomati, handel og økonomi, men da spillet forsøger at simulere en feudal verden, fungerer kontrollen med disse faktorer på en lidt anden måde end man tidligere har oplevet. Alt efter hvad man vælger at spille, får man mere og mere kontrol over flere og flere områder fra starten af. Man kan vælge at spille en sølle greve, der sidder og fifler med sit eget lille len, eller man kan spille en hertug, der kontrollerer flere len, med større magt og bedre økonomi, eller man kan være konge, der kontrollerer en lille mængde land direkte, men samtidig udøver betydelig politisk og militær magt overfor en række andre adelige.
Nærmiljøet
Det nære miljø er vigtigt i Crusader Kings. At styre de enkelte områder på kortet, fastsætte individuelle love for hvert område og sikre, at alle bønderne i de enkelte områder ikke kommer rendende for at futte din borg af, giver spillet er fokus på de nære problemer: hvad der sker i de få områder du kontrollerer og hvad din invasionsgale nabo foretager sig (og hvorfor han er ved at fedte sig ind hos kongen, der måske vil hjælpe ham med at sparke dig på porten). I modsætning til andre strategispil fra Paradox, så er de store og langsigtede mål sekundære i Crusader Kings – den “daglige drift” af dine områder vil for det meste være det der æder din tid og kræver din opmærksomhed, når du får en besked om at der er sket et eller andet frygteligt i et af dine områder.
Det personlige touch
Lad os bare se det i øjnene – adelige er værdigløse og uduelige. Sådan var det i hvert fald i middelalderen og sådan er det i Crusader Kings. Det kan godt være du er født til blåt blod, men derfor behøves du ikke ane noget som helst om krigsførelse eller økonomi. Det er defineret igennem en række “stats”, lidt som i et rollespil, hvor smart din adelige egentlig er og hvad han kan finde ud af (og chancerne taler for at det ikke er ret meget). Derfor har du altid en stor stab af hjælpere og rådgivere ved din side. Disse folk (der også har detaljerede stats og egenskaber) kan du tilknytte din egen administration i forskellige funktioner, eller sende dem på administrative opgaver. Forskellige “random events” igennem spillet kan ændre disse personers egenskaber eller sågar give dem nogle helt nye, så man skal aldrig føle sig helt sikker, selvom det lader til at man sidder på flæsket lige nu. Du skal ligeledes sikre slægtens videre eksistens med sønner og døtre, der kan giftes væk i rå mængder til andre adelige familier.
Den diplomatiske vinkel
Diplomatiet fungerer på nogle områder som vi kender det fra Europa Universalis, blot en smule mere differentieret og betydeligt mere uigennemskueligt. Da der er masser og atter masser af andre adelige at føre diplomati med, kan det være ufattelige svært at gennemskue hvad konsekvensen af en handling måtte være på lang sigt. Du har kvinder ved dit hof, så du kan lade (tvinge?) dem til at indgå ægteskaber med andre adelige, men i modsætning til Europa Universalis, så betyder det faktisk noget hvem den anden adelige er og mere vigtigt: hvem hans far er. Diplomatiet er umiddelbart den eneste af spillets rigtige svagheder, for man kunne godt have ønsket sig flere muligheder og flere synlige konsekvenser af sine handlinger. Internt i dine egne områder har du, som i Two Thrones (endnu et spil fra Paradox), fire forskellige befolkningsgrupper at styre og føre “lokal diplomati” overfor. Der er adelen, bønderne, middelklassen og kirken. Du har kun få muligheder for at formidle hver klasse og det er stort set altid baseret på at give dem mere magt, hvilket bare gør en af de andre klasser sure.
Den militære vinkel
Lad os nu bare være ærlige. Det er fint at spillet simulerer et middelaldersamfund og det er fint at man kan lave diplomati og få sin datter gift væk til en overvægtig liderlig prins et steder i Bayern, men når det kommer til stykket, så spiller vi jo spil som det her for at flække nogle kranier, ikke? Det militære system i Crusader Kings afviger kraftigt fra andre spil fra Paradox og heldigvis da. Hvert område har en stående lille hær baseret på hvor stærk adelen, de handlende og bønderne er i området. Disse forskellige fraktioner stiller hæren, der består af riddere, rytteri, fodfolk i forskellige afskygninger og bueskytter. Når du skal bruge kamptropper kalder du de forskellige områders tropper sammen og danner en hær, som du kan sende mod dine naboer eller mod rebelske bønder. Før du sender din hær ramlende og skramlende hen over landkortet, som en flok pansrede græshopper, skal du nok lige overveje hvilke adelige du provokerer i processen. Du skal i hvert fald sørge for at den adelige du angriber har gjort sig fortjent til at få klø, men du skal også checke hvad den enkelte greves herre, måske en konge, kunne finde på at sige og ikke mindst gøre ved overfaldet. Ethvert angreb skal efterfølges af diplomati, der skal rette op på de politiske skader som krig forvolder. Men det har du god tid til at tænke på mens du nyder Crusader Kings nye kampsystem – endelig er der sket lidt på det område. Systemet er trækbaseret og simulerer forskellige faser i slaget, hvor du kan indsætte dine tropper i kampen. Disses kampduelighed defineres ikke kun af soldaternes egenskaber men også af den officer/adelige der leder dem.
Detaljerne på plads
Jeg kunne blive ved og ved med at snakke om Crusader Kings, men der er helt ærligt ikke plads til at beskrive alle spillets facetter: multiplayer, økonomi, forskning og muligheden for at konvertere et spil fra Crusader Kings til Europa Universalis 2. Lad os bare slå fast, at Crusader Kings er et helstøbt og veldesignet strategispil, der burde stå på hylden hos alle, der har bare den mindste interesse i riddertiden. Når vi nu er ved at snakke om hvor veldesignet spillet er, er det værd at nævn at grafikken i spillet er ganske nydelig, i hvert fald for et strategispil at være. Lydsiden af spillet er naturligvis begrænset, men den musik der er, er glimrende og stemningsfuld.
Ros til Paradox
Efter den dampende kage af digital mødding som Two Thrones var, må jeg æde mine ord: Paradox kan stadigvæk det der med strategispil og de har nu vist at de er villige til at afvige fra den lidt for generiske Europa Universalis 2 formel. Crusader Kings er måske ikke et mesterværk, men det er et stykke velfungerende og solidt håndværk, du ikke må snyde dig selv for.




