Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Hvis navnene Leonardo, Raphael, Donatello og Michelangelo siger dig noget, er det muligvis fordi du var barn tilbage i 1990. Verden blev i en årrække invaderet af fire muterede grønne væsener, alle i alderen 13-19 og alle med phd i ninja. Man kan roligt sige at de var datidens Pokémon - og nu er de tilbage.

Tegneserier, tegnefilm, computerspil, en tv-serie... Sågar strømper og pizzaer. Da turtlemanien var på sit højeste var det ikke til at komme frem uden at snuble over et stykke grønt merchandise. Filmene og tegneserierne kunne aldrig helt blive enige om forhistorien, men der var bred enighed om, at skildpadderne var kommet i berøring med noget giftigt affald, der gav dem utrolige kræfter. De fire padder bor i kloakkerne med deres sensei, mester Splinter, som tilfældigvis er en rotte. Det lyder som noget slemt sludder og det er det til en vis grad også. Men det vigtigste i denne sammenhæng er, at Turtles faktisk blev til nogle ganske glimrende spil. Det første var en platformagtig sag, der blev udgivet til Nintendos 8-bit maskine. En overgang kunne man købe spillet sammen med en Nintendo-maskine, hvilket mange benyttede sig af, da spillet blev ganske populært. Det andet, tredje og fjerde spil i serien var til gengæld vandret scrollende beat 'em ups. En genre, som var utroligt populær på det tidspunkt, hvor spil som Double Dragon og Final Fight regerede spillehallerne. Spil i denne genre har det til fælles, at de er ganske sjove at spille de første par timer (hvis man er meget gavmild). Problemet dukker dog hurtigt op, når man har dræbt fjende nummer 117 ved at trykke på den samme knap gentagne gange. Som så mange arkade-venlige genrer er det scrollende beat 'em up næsten forsvundet. Men her kommer det nye spil så ind i billedet. Efter en kort pause - det femte spil var nemlig en Street Fighter-kopi - er padderne tilbage i den genre, vi kender dem bedst.

Go, Green machine!

Kender du ikke til lige præcis denne genre, er der ingen grund til at tude. Det går i alt sin enkelthed ud på at vandre i en eller anden retning, indtil der dukker fjender op. Disse fjender skal man naturligvis bekæmpe. Når de alle er besejret, får man lov at traske videre, indtil et nyt kuld af fjender melder sig. Til rådighed har man til typisk et meget begrænset antal moves, men typisk kan man samle et våben op som kan bruges i kampene.

Cowabunga!

PS2-versionen af Turtles leverer stort set det samme som man spillede dengang - naturligvis i en smart, cel-shadet 3D-verden og baseret på den nye tegnefilm - men stadigvæk lægger spillet sig meget tæt op af de ting, vi har set før. Der er billeder og moves, der skal låses op for, der er filmklip og der er da også andre småting hist og pist - i det store hele er det dog mindre finpudsninger - og har man så lyst til at spille noget, der kunne være 10 år gammelt? Tjoh, måske. Nu er Turtles nemlig ikke et direkte dårligt spil. Af et gammelt koncept at være, er det egentlig ganske godt og spil som Viewtiful Joe har vist, at det faktisk kan være ganske fornøjeligt at genbesøge gamle ideer. Selvom Turtles-spillet ikke når op på helt samme niveau som Viewtiful Joe, er det alligevel en fornøjelse at kaste sig ud på eventyr med padderne det første (korte) stykke tid. Grafikken er glimrende og er ganske tro mod de originale tegninger. Kontrollen vænner man sig meget hurtigt til, men som altid i denne type spil oplever man visse frustrationer, når man bliver angrebet fra mange sider på samme tid. Det er lidt ærgerligt, men efter lidt tid bliver man enten ligeglad eller bedre til at undgå den situation.

Turtlepower

Spillets force ligger i, at det er så let at gå til. Turtles er et glimrende spil at more sig med når der er venner på besøg. Gerne venner, der måske ikke er så vant til at spille PlayStation, for det gør ikke alverden at man trykker på tilfældige knapper. Og selvom man skulle ske, at blive træt af spillet efter kort tid, så er det til gengæld også den type spil man sagtens kan finde frem igen om et halvt år, for lige at give det en weekend mere - eller bare for at få nogle frustrationer ud af kroppen. Det spillet gør, gør det sådan set okay. Ingen store overraskelser og det er nok ganske bevidst at Konami har valgt at følge samme gamle opskrift.

Shell-Shock

Spillet foregår i samme univers som de nye tegnefilm, der er ude med padderne. Hvis man som old-school gamer ikke kan forstå hvorfor de fire ser anderledes ud, eller hvorfor de ikke har helt samme humor som man husker, er det altså derfor. Det giver naturligvis en lille ridse i lakken, at spillet ikke er helt så velegnet som nostalgi-trip som man skulle tro. Med dette spil ude til alle formater og Transformers-spillet på trapperne, ser det ud til at vi lidt ældre gamere endelig får noget vi kan snakke med den yngre generation om - men pas på med sætningen "Dengang JEG var på din alder var Leonardo altså meget sejere end Raphael". Den slags påstande kan i værste tilfælde medføre bortvisning fra Ninja-klubben.

Om Søren Vestergaard