BoxshotLarge556105478632.jpg
Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Det kan næppe undre nogen, at når en spilproducent sidder med en licens til at lave et spil baseret på film, ja så forsøger man at malke, mens koen er varm (?!) Det er i princippet jo også fint nok, antaget man har haft god tid til at arbejde et solidt resultat sammen. Men lad det være sagt med det samme; at Arnold nu er blevet guvernør i Californien, er nok meget heldigt for ham.

For fanden da!

I disse Lord of the Rings tider ved vi alle hvor slemt det kan gå, når en filmlicens skal bankes sammen til et computerspil. Terminator 3: Rise of the Machines har derfor alle odds imod sig, især da filmoplægget skuffede de fleste. Alligevel har man valgt at lade handlingen følge filmens historie, for derved at ramme ind til kernen af benhårde Terminator fans – antaget, der skulle være nogen tilbage. Har man ikke set filmen og derfor er lidt nervøs for, om den svimlende plotstruktur vil sætte én af allerede inden man får pillet spillet ud af boksen, ja så kan man godt slå koldt vand i blodet.

I rollen som en terminator – i Arnold Schwarzeneggers skikkelse – er det spillerens opgave at stoppe det seneste skud på stammen af ondskabsrobotteknologi i at dræbe menneskehedens vigtigste enkeltperson John Conner. Har man set filmen, er man udmærket klar over, at model T-X faktisk har en betragtelig mængde fordele, deriblandt at være eye candy for det mandlige publikum. Men tilbage ved historiens første del, der udspiller sig engang i fremtiden, skal du kæmpe dig gennem slagmarker, hvor robotter udkæmper slag om menneskehedens sidste bastioner, indtil du når det famøse SkyNet laboratorium, der huser den fantastiske kapacitet – at kunne sende folk tilbage i tiden. Så med lidt kronosfærisk indblanding får du sendt dine 300 kilo møtrikker tilbage til år 2003, hvor du så skal beskytte menneskehedens frelser. Som sagt er der ikke gjort det vilde ud af plotstrukturen, men man kan jo spørge sig selv om det overhovedet er vigtigt i en titel som denne.

Hele skidtet afvikles primært som first person shooter, men kobles af og til med en beat ‘em up sekvens, hvor kameraet skifter til tredje persons perspektiv. I sig selv er det ikke overraskende, at man har valgt at gøre brug af denne spilletype, for undertegnede husker med gru sine oplevelser med arcade automaten baseret på Terminator 2. Her fik man omkring 30 sekunders hektisk fremtidsrobotkrig for en guldtyver, førend man døde uden helt at være klar over hvorfor. Samme følelse sidder jeg tilbage med nu her, når jeg ser Terminator 3 som et forsøg på en first-person shooter, men hvor der ligesom ved arcade automaten synes at være kilometer mellem det ønskede design og hvad man så stod tilbage med, da projektpengekassen var tom.

En gang imellem sker det at vi står overfor spil, hvor man vitterligt betvivler at designere og programmører overhovedet har prøvet at spille deres egne kreationer. Terminator 3 er desværre et af de tilfælde, hvor man med dyb undren sidder tilbage og tænker hvorfor? I det efterfølgende vil jeg forsøge at beskrive, hvorledes gode intentioner tilsyneladende kan ledes i fordærv af grådighed om at slå plat på en filmlicens over et produkt, der når det kommer til stykket, vist alligevel ikke var helt så interessant som Hollywood gerne gjorde det til.

En terminated spilmotor?

Den grafiske præsentation tager sig umiddelbart temmelig middelmådigt ud. Der er ikke nogen tvivl om, at du kan genkende din Arnold karakter, og det er jo fint nok, men selve spilområderne er holdt i et kedeligt design, hvor især farven grå (!), synes at være dominerende. Selve karakteranimationerne er karikerede, langsomme og primitive. Terminator skeletterne er skrællet for al detaljerighed og eksplosionseffekterne ligner mere skyer end pyroteknik. Alt i alt en meget skuffende præsentationsflade, især når det vitterligt er action i højt tempo, der synes tilstræbt at skulle bære spillet hjem. Hvad der dog virker er cutscenes, hvor man faktisk synes at få et glimt af, hvad man måske fra produktionssiden havde af ønsketænkning fra begyndelsen af.

Lydsiden er nok spillets allerstørste styrke, for her lænes der opad det kendte soundtrack fra filmen. Stemmeskuespillet leveres med overbevisning af de kendte medvirkende parter, og med et par enkelte undtagelser, fremstår det også tilpas virkningsfuldt. Lyden fra våben og eksplosioner virker overgearet urealistisk, hvilket indikerer, at man har forsøgt at score nogle billige point på denne konto, antaget spilleren synes det er fantastisk når dennes våben lyder af mere end de vitterligt er. Da der er masser af våben at vælge imellem, virker det lidt påfaldende, at man her har forsøgt at få spilleren til at savle over strålevåbenseffekterne, da det ligesom er set eksekveret bedre utallige gange tidligere.

Kontrollen er uden tvivl katastrofal. Mest af alt fordi den er skruet sammen over en fysikmotor, der vitterligt må være fra en anden planet end Jorden. Man oplever ofte utilsigtet at kunne skyde fjender gennem ellers sikre mure, samt at klemme sig fast i underlige ‘usynlige’ vægge, der pludselig dukker op. Selve styringen er klodset, og kameraet formår sjældent at give et god gengivelse af, hvad der faktisk sker i virvaret af skudvekslinger og eksplosioner.

Absolut kun for fans

Det bør derfor ikke undre, at det overordnede indtryk af denne titel rangerer i den middelmådige ende af skalaen. Der er elementer der fungerer godt for spillet, men langt flere der virker som alvorlige obstruktioner for en god spilleoplevelse. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at Terminator 3 er en first-person shooter, der holder sig på det jævne, for det vil ganske enkelt ikke være korrekt. At man har valgt at lave denne form for hybrid mellem first-person shooter og beat ‘em up er noget, der bør få genrefans til at rynke på næsen – og det med god grund. Men antaget man er hårdkogt fan af filmene og har lyst til at forvilde sig ud i et eventyr for at gøre den gode Schwarzenegger kunsten efter, ja så har man nok nogle knap så kritiske briller på, og man vil derfor også lettere kunne sluge de til tider kritiske fejl i spillet end lægfolk. Som jeg genkalder mig Arnolds udødelige one-liner fra Terminator “I’ll be back”, kan jeg med skam kun konstatere, at han desværre fik ret.

Spillet udgives af Atari, der kan kontaktes på telefon 75 83 00 95.

Om Jens-Peter Thomsen