Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

First-person shooter med en twist: Her er teammates, der modtager dine kommandoer og der er talegenkendelse. Læg dertil et fornuftigt gameplay, der kræver en gennemtænkt "approach tactic" til hver bane OG super-intuitiv betjening, ja så ligner SWAT: Global Strike Team en vinder i genren. Småfejlene er netop små, så hvis spillet alligevel ikke når øverst på sejrsskamlen er det kun fordi, der mangler online mulighed. Et spil med SÅ fine holdfunktioner, der er indbygget SÅ godt i gameplay burde KLART kunne spilles online. Hrmppf. Men høj karakter alligevel.

Single-player holdfunktion til topkarakter

Du spiller Mathias Kincaid, og imens du spiller, giver du kommandoer til en eller to holdkammerater. Den her slags "hold" i single-player mode er set før, men i SWAT: Global Strike Team fungerer det rigtigt godt; du kan give kommandoer til specifikke ting i spillet, for eksempel en dør, som du vil have at en kammerat skal åbne eller sprænge, eller direkte til en holdkammerat. Kommandoer og holdkammerater er en fuldt integreret del af spillet. Her er altså ingen mytiske planer, der skal tegnes op før missionen begynder, eller kunstige pauser til at skrive trælse kommandoer. Du har et udvalg af kommandoer at give, der passer til situationen, men arbejdet er ikke gjort for dig: Hvis du ikke tænker dig om og giver den rigtige kommando, dør du eller holdkammeraten.

Spillet er bygget op om nogle points, der giver dig mulighed for at opgradere våben og hjælpemidler, og din kontrol over holdkammeraterne er en vigtig nøgle til at få point nok. Holdfunktionen i single-player fungerer godt og medvirker til spændingen ved spillet - og får topkarakter.

Spændende gameplay med krav om gennemtænkte "approach tactics"

Det er ikke et "skyd-alt-der-bevæger-sig" -spil. Du kan give kommandoer til skurkene, og nogle gange - hvis du gør det rigtigt - få dem til at give op og lade sig lægge i håndjern (SWAT er ikke et anti-terror korps, så der skal ikke ankkes terrorister i lange baner). Og dét giver flere point end at skyde dem. Du er dog nødt til at befinde dig i en sikker position, som du i øvrigt kun kan komme i hvis du har grebet banen rigtigt an fra starten. Og det er netop den slags udfordringer, der gør SWAT: Global Strike Team. Funktionen virker ved hjælp af et "compliance meter", der aktiveres af dit forsøg på at råbe en forbryder til fornuft, og som viser når han er mør. Men pas på; hvis du ikke har liv nok til et par skud først, vil du dø. Og ikke alle skurke kan tales til fornuft.

I øvrigt er dette her et af de få spil, hvor de civile - som man selvfølgeligt ikke må skyde og som giver minuspoint, hvis man alligevel gør det - faktisk kan være svære at passe godt på. Det er for eksempel heller ikke ligegyldigt, om du skyder skurke i en forkert rækkefølge, der lader nogle af dem begynde at skyde gidsler.

Høj karakter til gameplay og sværhedsgrad - selv om det måske kan begynde at virke lidt for simpelt når man har spillet længe. Det må afhænge af banernes stigende sværhedsgrad, hvilket jeg ikke har nået at opleve endnu.

Talegenkendelse på engelsk

Normalt giver du kommandoer til holdkammerater og skurke med piletasterne, men har du et headset kan du også råbe til dem. Det virker fint, og eneste ulempe er, at min kæreste nu overvejer vores forhold efter at have lyttet et øjeblik...

Sjov funktion, der dog ikke øger den samlede oplevelse særligt meget - og som derfor hverken trækker op eller ned.

Historie, grafik og betjening

Historien er tynd og uspændende (ligesom filmen - som spillet ikke har noget synderligt at gøre med), og dét trækker ned. Men ikke så meget, fordi den slags ikke ødelægger fornøjelsen ved banerne. Grafikken er gennemsnitlig uden hverken at trække op eller ned, men betjeningen trækker op - det er sjældent at møde et spil, der har flere funktioner end normalt, og som samtidigt er så let at komme i gang med - og som i vørigt er understøttet af fine kameravinkler og -bevægelser.

Alt i et godt spil der er pengene værd - og som får en 8'er.

Spillet er venligt udlånt af Vivendi Universal Games, der henviser til nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23

Gamesector Anbefaler

Om Bo Alrø