Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Hvor skal jeg sende sit klagebrev til, når jeg føler, at min tid er blevet stjålet af LucasArt og BioWare? Kan jeg anlægge sag mod et spilfirma med krav om at de fluks laver en efterfølger, eller evt. betaler for mine psykolog-timer, da jeg ikke kan overskue at skulle tilbage til virkeligheden, efter at have gennemspillet produktet fem gange? Og hvor blev julen af? Er vi ikke i 2004 nu? Jeg må have misset noget, mens jeg spillede "Knights of the Old Republic". Læs i anmeldelsen her hvad der gik galt for mig.

I en fjern galakse...

I ved vel hvad Star Wars er? Ellers kan jeg kun tilråde at gå på google.com og skrive de to simple ord og læse de tusindvis af sider, der kommer frem... eller som minimum gå ned i videobiksen og spørge pænt efter "de dér Staah Wååz science fiction-film" (men ekspedienten vil med garanti fnise). Vend efter endt basal opdragelse tilbage til anmeldelsen.

Nå, nu hvor I er indviet i de dybere hemmeligheder omkring Star Wars, tager vi lige et hop 4.000 år tilbage i tiden, regnet fra filmenes tid. Dengang var der nemlig også Jedi-riddere, Hutts, Twi'leks, onde Sith-herrer og Banthaer... og hvad de nu ellers hedder alle sammen. Jedi-ordenen er helt op mod 15.000 år gammel, så det er ikke nogen døgnflue, de gode herrer har opfundet her. Star Wars-universet har dermed både en umådelig udstrækning og en umådelig lang historie bag sig - en historie, som udforskes i spillet "Star Wars: Knights of the Old Republic".

Det smarte ved at lægge et spil så lang tid før filmene, er at producenterne har rimelig frie hænder til at opfinde deres egen historie og komme med masser af referencer til, hvad der senere vil ske (som set i filmene). Ingen bliver decideret trådt over tæerne, og kun de mest hardcore fans vil måske rynke på næsen over, at "det var ikke sådan, de havde forestillet sig det" - og hvem lytter alligevel til nørder, der klager?

Plottet i "Knights of the Old Republic" udspiller sig 40 år efter Exar Kun-krigene (som kan læses i bogform). Det burde være en fredelig tid efter krigen, men det er ikke tilfældet. En Sith-herre er gået totalt grassat og rejser galakserne rundt for at hærge, betvinge og erobre. Han har fundet en ældgammel teknologi "The Star Forge", som han udnytter til det yderste i opfyldelsen af hans onde ønsker.

Det er derfor dit ansvar, at tage kampen op mod Darth Malak og hele hans mørke hær... eneste problem er, at du er en fodsoldat i den svage republikanske garde. Den slags odds er dog lige noget for en rigtig eventyrer, så selvfølgelig begiver du dig ud for at hjælpe til, så godt du kan. Og et viser sig, at du faktisk kan en hel del.

Action RPG

"Knights of the Old Republic" er et rollespil med stort R i stil med Baldur's Gate, dog med en anden grafisk præsentation og andre regler. Man styrer sin helt med piletasterne, og løber rundt i omgivelserne ligesom Lara Croft i Tomb Raider. I kampe giver man give sin helt kommandoer til at angribe, eller bruge specielle færdigheder, hvilket derefter bliver udført turbaseret. Der går ikke mange minutter før man får sin første "ven", og dermed styrer man to personer. Maximalt kan man styre tre ad gangen (inklusiv helten), men der er hele ni venner gennem spillet at møde og få med i gruppen.

Allerede ved spilstart skal man vælge sig ind på en karriere, og i starten er der ikke så stor forskel på at være soldier, scout eller scoundrel, men med tiden vokser de tre typer fra hinanden og bliver meget forskellige. Ligeledes kan man med tiden blive Jedi-kriger, som også opdeles i tre typer... disse er mere forskellige fra starten, og bliver endnu mere individuelle med tiden.

Der er en lang (men ikke for lang) liste af skills/færdigheder, som man kan putte point i, og alt efter ens spillestil, kan man lægge vægt på kamp, snigeri eller noget helt tredje... allerede med de nævnte typer og færdigheder, står man overfor hundrede, nej, tusindvis, af kombinationer. Med tiden får man Experince Points og stiger i Levels, og langsomt bliver man bedre, sejere og mere parat til mod slutningen at stå ansigt til ansigt med den mægtige Sith Lord.

Nogle få steder, er der indlagt mini-spil, som har større eller mindre betydning for spillets handling. F.eks. kan man mange steder spille Pazaak, et kortspil, som ikke har den store indflydelse på spillets handling, mens man andre steder skal køre ræs på en Swoop Bike og skyde med kanoner mod fjendtlige rumskibe et andet sted. Disse minispil skal i nogle tilfælde klares for at man kan komme videre, men de er heldigvis så lette, at man ikke kan komme til at sidde fast.

I et fjernt blik...

...kan man finde gnisten af min personlighed, når jeg spiller "Knights of the Old Republic". Sjældent bider et spil sig fast på samme måde som i dette tilfælde, og det bunder i det nær-perfekte forhold mellem spil, historie, regler og, ja... alt det andet. Det hele går op i en højere enhed! Det er smukt, når det lykkes i et spil, og det er heldigvis en sjældenhed... hvem ville kunne overleve i en verden af perfekte spil, som tager på den gode side af 50 timer at gennemføre?

En virkelig gennemtænkt detalje er hele god/ond-konceptet. Gør man gode ting og hjælper folk, får man Light Side Force Point. Slår man uskyldige folk ihjel til højre og venstre og er et selvisk møgøre optjener man Dark Side Point. Disse vil (hvis/når man bliver Jedi) reflektere hvilke kræfter man kan bruge, og der er STOR forskel på de to spillestile. Man kan også forholde sig nogenlunde neutral i løbet af hele spillet, men i de fleste specifikke situationer skal man tage stilling til om man vil opføre sig godt eller ondt. De to stilarter gør, at man næsten føler sig tvunget til at spille "Knights of the Old Republic" igennem mindst en gang mere, for at prøve de mange missioner med et helt andet udfald.

Fra A til B

Uden at være et direkte kritikpunkt, er "Knights of the Old Republic" til tider ret lineært. I starten bliver man overvældet af missioner af både stor og lille karakter, men der er ikke meget frit valg mellem løsningen af dem. Først midt i spillet åbnes der op for en større valgfrihed, når man kan begynde at rejse mellem planeterne. Her kan man nemlig selv bestemme, hvor man vil tage hen først. På den anden side: hvis man ville spille 100% frit Star Wars, er der jo også udkommet Star Wars Galaxies, hvor man er helt sin egen herre.

Grafisk er der ikke meget at kommentere. Personerne er store og tilpas animerede, og alt efter hvilket tøj de tager på og hvilke dimser og våben de bærer, ses alle detaljerne på skærmen, når man løber rundt. Landskaberne er storslåede og med flotte lys- og skygge-effekter. Mange overflader gør brug af den nyeste DirectX-teknologi og har dermed et temmelig livagtigt udseende. Der er også stor variation i omgivelserne, da man gennem spillet kommer rundt på mange forskellige planeter. Fra storbyen Taris kommer man til både Tatooine, Dantooine og Korriban, for blot at nævne nogle stykker. Folk med kendskab til Star Wars-miljøet vil vide, hvor stor forskellen er på de nævnte steder.

Lydsiden underbygger grafikken helt perfekt. Der er masser af lydeffekter og ambient baggrundslyde, og stemmeskuespillet er veludført, uden at være overspillet eller skabet. Mange af de fremmede racer har fået deres egne stemmer, så en Jawa lyder som en Jawa, og en Twi'lek lyder som en Twi'lek. Her er ingen smalle steder, og kun ganske få steder er der sprunget over, hvor gærdet er lavest mht. indtaling af de mange replikker.

Solidt!

Knights of the Old Republic er solidt rollespil! Kun ganske sjældent lykkes det, at lave spil som er så fængslende og gennemførte, og på sin vis er det en god ting. Det er nu også på tide at Star Wars-universet får sig en toptitel, da mange af de tidligere udgivelser ikke har været alt for heldige... eller simpelthen har været alt for middelmådige. Med Knights of the Old Republic er der dømt Star Wars på skærmen de næste mange timer, hvadenten du spiller god eller ond... og du skal da prøve begge dele, ikke?

Spillet distribueres i Danmark af PAN Vision, der gerne oplyser nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23.

Gamesector Anbefaler

Om Johan Tandrup Kensler