Find Nemo

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Ahh, den søde juletid. Intet som en lille filmlicens til at minde mig om julens mere kommercielle sider. Nå, egentlig burde jeg ikke sidde her og lege gammel kyniker, for Find Nemo er et spil, hvortil jeg ikke er i målgruppen. Tværtimod. Det er et spil for børn, der uskyldigt og uspoleret kan glædes over julens budskab om næstekærlighed og gavmildhed etc. osv. Eller også er det gaverne de glædes over (hov, der kom kynikeren igen), og Find Nemo kommer helt sikkert til at ligge under mange træer i år, og - må jeg indrømme - det er faktisk fair nok.

Nemo... på en skive ristet brød med citron og mayonnaise

På æsken står der 3+, hvilket indikerer, at spillet henvender sig til alle over tre år. Efter at have spillet spillet selv, ville jeg nok - med mit begrænsede kendskab til børn - have skrevet 3-12 år. Det er altså hverken et spil for teenagere eller voksne (og jeg vil i øvrigt tro, at nogle baner vil være temmelig svære for en treårig, men næppe umulige). Spillet er grundlæggende meget simpelt. Der er tale om et 2D platformspil med 3D grafik.

Spillet foregår, som man måske har gættet, under havets overflade. Jeg synes, jeg mindes, at Ecco the Dolphin og vandbanerne i Donkey Kong Country minder om spillet, idet der heller ikke i Find Nemo er nogen hoppeknap (man kan ikke rigtig hoppe, når man er en fisk), hvilket er temmelig atypisk for et platformspil. Faktisk benytter man reelt set kun to knapper - en til at svømme hurtigere (A), og så en kontekstafhængig (B), som man bl.a. kan samle perler op fra bunden med og svømme ind i ting med. Ikke noget kompliceret her, hvilket igen understreger spillets målgruppe.

Det er dansk det er (hysterisk) dejligt

Det er ikke muligt at spille spillet på originalsproget (engelsk). Man er tvangsindlagt til at høre på de danske stemmer, der er lige så skabede som de plejer. Da jeg var barn - og det bliver længere og længere tid siden - var der fremragende danske stemmer til f.eks. Disneys tegnefilm. Hvem husker ikke Robin Hood og Lille John synge "Robin Hood og Lille John går en tur i skoven"? Det var tider. Jeg har intet imod dansk tale i tegnefilm, men det skal laves ordentligt. I dag er stemmeføringen overgearet og skabet. Sådan har det været hele vejen op gennem 90´erne. Det er på tide, at gå tilbage til de glade 70´ere hvad eftersynkronisering angår. Vi går jo alligevel alle sammen med svaj i bukserne, så lad os hive nogle flere kodyl fede ting frem fra den tid.

Nå, det blev lige til et lille surt opstød, men ungerne er nok ikke så generet af stemmerne, som jeg er, og jeg har da også hørt dem langt værre end i Find Nemo. Under alle omstændigheder er det vigtigste, at børnene forstår spillet, for det ældre publikum vil nok alligevel ikke købe det.

Spillet følger filmen temmelig tæt, og man veksler mellem at spille Nemo, Marlin (Nemos far) og den lidt større fisk Dory, der lider af korttidshukommelsestab. Faktisk vil jeg anbefale, at man ser filmen først, så spillet ikke spolerer oplevelsen. Ud over at spillet følger filmen tæt, så bruges der også en mængde klip fra filmen som cut-scenes. De falder perfekt sammen med resten af spillet, for Xboxen leverer svedig filmtro grafik. Det er som at spille en tegnefilm, hvilket min kæreste også bemærkede mens jeg spillede, og hun så på.

Seks forskellige level designs

Som tidligere nævnt er spillet meget simpelt og man bruger reelt set kun to af Xboxens mange knapper. Der er lidt puzzles i spillet, men de går grundlæggende ud på at transportere en perle fra punkt A til B. Variationen i spillet skabes af følgende bane-typer, der alle gentages adskillige gange, inden spillet er slut: Sidescrolling - her ligner spillet meget Ecco the Dolphin. Man kan bevæge sig op/ned/højre/venstre. Klassisk 2D-platform uden hop. Teamwork - på disse baner skifter man mellem de tre fisk. Ind-i-skærm / Ud-mod-skærm - på disse baner svømmer man enten ind i skærmen eller mod skærmen og styrer lidt som i Crash Bandicoot . Kapløb - her konkurrerer du mod andre af havets indbyggere om at komme først i mål. Jagt - her følger du efter en fisk og må ikke komme for langt bagefter. Flugt - her er det så dig, der svømmer foran en anden fisk, der ikke må indhente dig.

Selvom spillet altså har seks forskellige bane-typer, så bliver det hurtigt lidt ensformigt. Der er nemlig stort set ikke nogen variation over disse temaer. Spillet foregår jo under havet, og designerne har ikke formået at variere banernes udseende synderligt. Banerne er flotte, men ensformige. Og gameplayet bliver altså også lidt ensformigt efter et stykke tid. Til den yngre del af målgruppen vil jeg dog mene, at spillet nok skal vække lykke, men det kunne altså godt være lavet en anelse mere opfindsomt. Der er tale om en typisk film-licens, der dog også har sine gode sider. Så hvis din unge alligevel får lov til at lege med fars Xbox, så kan du jo lige så godt give den et spil, der er designet til aldersgruppen.

Spillet distribueres af K.E. Media, som gerne besvarer spørgsmål på 89 44 22 79.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.