Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Amerika har givet os mange ting - atomkraft, fastfood og dårlig smag - nu har de også givet os SWAT på global skala, så vi kan få styr på alle de slemme gutter, der går og laver kriminalitet. Året er 2008 og du har rollen som indsatsleder i den globale SWAT organisation - sammen med dine team mates skal du på autoriseret vis tage krigen til fjenden. Lock and load.

Heeeeey .... det lyder da som?

SWAT: Global Strike Team blev dannet i 2018 som en international udløber til U.S. SWAT-organisationen. Den består af særligt udvalgte SWAT-betjente og tidligere militærfolk, som har vist evnen til at tilpasse sig og klare enhver situation, de befinder sig i. SWAT: Global Strike Team er en organisation, hvis formål er at redde menneskeliv og opretholde lov og orden i det land, den befinder sig i. Det betyder, at alt skal gøres, for at der kun bruges den magt, der er nødvendig.
Du spiller som Mathias Kincaid, tidligere medlem af elitestyrken Delta Force, som nu er SWAT: Global Strike Team-enhedsleder. Historien handler om dig og to fra din enhed. Tran, en erfaren snigskytte, og Jackson, teknisk ekspert. Jeres mål: At uddele rockertæv til de kriminelle på autoriseret vis.

SWAT: Global Strike Team ligner en kopi af Rainbow Six historien i en sådan grad, at det undrer mig, at Tom Clancy ikke har lagt sag an mod udviklerne endnu. Der ud over skal man nok være amerikaner for at synes, at det er fedt, at SWAT skal være globalt - jeg synes ideen lyder plagieret og som et tamt forsøg på, at bringe SWAT serien ud på banen til endnu et spil.

Team-baseret action

I spillet har du som indsatsleder kommandoen over to teammates - en snigskytte og en teknisk ekspert (hvilket vil sige at han kan hacke, skyde folk OG demontere bomber - hele tre ting på en gang!) - der begge er din rygstøtte, mens I laver kommando-raids mod fjenden. Jeres modstandere kan være alt fra bankrøvere og gidseltagere, til smuglere og selvmordsfanatikere.

Du har skiftevis en og to teammates, da snigskytten f.eks. kan blive placeret på et tagtop i starten af missionen for at rydde området for fjendtlige personer (og så starter du med at kontrollere hende) eller din tekniske ekspert kan blive forhindret i, at rykke med frem hvis I støder på et teknisk kontrol center han er nødt til at betjene for, at I kan rykke frem (åbne fjernstyrede døre og den slags).

Det første, der slog mig, var hvorfor der kun er tre mand i indsatsgruppen? Fra Rainbow Six og alle andre spil, som jeg har prøvet, der har team-baseret angreb som dets rygrad, har jeg været vant til, at man har mellem seks og ti mand i sådan en gruppe. Heldigvis er SWAT folk af den slags, der tygger pigtråd for sjov, så de klarer ærterne alligevel - jeg tror det er det man kalder Rambo-effekten, at den gruppe der er i undertal altid vinder?

Det skal så siges, at holdspillet faktisk fungerer ret godt. Dine teammates rykker frem og dækker dig rigtigt godt, de sørger for at angribe fjender, hvis de ser dem (og med en sniper på holdet kan de godt være rigtigt langt væk) og reagerer rigtigt godt på de kommandoer du kan give via D-pad'en.

Som en lille ekstra finesse kan du også give voice kommandoer via dit Xbox Live! headset - og dette fungerer rigtigt godt. Der er et eller andet fedt ved at storme frem mens du råber "secure", "breach door", "follow me" og ser hvordan det rum i løber ind i bliver sikret, hvordan en låst dør bliver sprængt til atomer og hvordan dine folk følger med dig ind i det næste rum. Du kan lave en masse finindstilling af hvilke voice kommandoer du vil bruge - der er 4-5 valg per kommando og du kan se under en test hvor godt det du siger matcher til det spillet genkender.

Fjenden spottet - ildgivning

I en tactical shooter som SWAT: Global Strike Team er den måde dine våben og kampsystemet fungerer på alfa og omega. Dette har udviklerne rimeligt godt styr på i dette spil.

Før hver mission har du mulighed for, at vælge udstyr til missionen - du har tre kategorier af udstyr "lethal", "non-lethal" og "grenade." Lethal, der er dit primære våben, giver dig valget mellem en assault rifle, en shotgun, en maskinpistol og ind i mellem også en sniper riffel.

Det er ikke meget når man tænker på hvad der sædvanligvis er tilgængeligt i denne type spil, men umiddelbart virker det rimeligt tilfredsstillende. Udviklerne har søgt at kompensere for det lille udvalg ved, at give dig mulighed for, at indsamle point under missionerne som du kan bruge til, at købe opgraderinger - f.eks. panser-brydende ammunition, flere magasiner, rekyldæmpere og forskellige andre ting. Som non-lethal våben har du per standard en pistol med bedøvelsespile, så du har mulighed for, at tage fanger i de missioner, hvor det er vigtigt, at finde ud af hvad fjenden er ude på. Grenades giver dig som standard adgang til flash bangs, men der er også mulighed for concussion, fragmentation og EMP.

Endelig slæber du altid rundt på nightvision goggles, en kikkert, en gasmaske og glowsticks, som du kan smide i områder, hvor der er ultramørkt. Som en nydelig lille finesse tager dine teammates disse ting i brug, når du selv gør - så bliver I udsat for gasangreb skal du ikke først til, at beordre dem til, at tage udstyret på - ganske godt tænkt.

Husk nu at du er politibetjent!

Da SWAT: Global Strike Team jo er i familie med de tidligere SWAT spil, og Police Quest før det, har det et ganske specielt tag på det, at skulle bekæmpe kriminelle elementer - hvad enten de er bankrøvere eller terrorister. Du skal holde dig indenfor lovens rammer - og i dette tilfælde betyder det, at du ikke kan skyde på alt der ikke er dig. Du skal undgå at dræbe civile og du må hellere ikke skyde mistænkte, der ikke aktivt truer dig - hvad enten det betyder, at de ikke har trukket et våben endnu, at de står med ryggen til dig eller de er blevet overbevist om, at du ekspederer dem ind i den næste verden, hvis de ikke overgiver sig nu! Stort set betyder det, at du skal råbe "SWAT! Smid jeres våben og overgiv jer!" hver gang du står i sådan en situation (bare rolig - der er en knap til formålet). Du kan så se på en måler, der popper op når du sigter på den mistænkte hvor tæt han er på, at overgive sig. Du kan ofte tvinge mistænkte til, at overgive sig, ved f.eks. at blænde dem med flashbangs, overraske dem totalt, eller begynde at skyde på dem, mens du råber de skal overgive sig.

Systemet er da ok, men virker lidt forceret - og jeg kan ikke lade være med, at undre mig over hvem det er der ser, at jeg bruger "uautoriseret vold" mod de mistænkte. Problemet er nemlig, at du kan storme ind i et rum med 4-5 gutter hvor een omgående overgiver sig, mens de øvrige angriber dig. Så har du ikke lige tid til, at løbe over og lægge ham i håndjern, mens hans venner forsøger at ventilere dig. Mens det foregår, bliver han overbevist om, at de nok skal klare det, trækker sit våben og angriber dig - spildt indsats. Giv mig Rainbow Six til enhver tid - hvis man har barrikaderet sig i en bygning, taget gidsler og har våben, så skal man ikke forvente, at komme levende ud.

SWAT raid med Playstation 2 grafik
SWAT: Global Strike Team er udviklet på Playstation 2 først, og det kan ses på den visuelle udformning. Bevares, du får bedre lyssætning, bump-mapping, overflade lys og en bedre framerate, men det er tydeligt, at vi ikke har at gøre med en trendsætter indenfor spilgrafik.

Selvfølgelig har du som regel tralvt med, at rushe mistænkte og skyde dem ned før de skyder dig ned, men der er nu også tid til, at kigge sig lidt omkring, og der vil du tydeligt kunne se, at spillet ind i mellem virker lidt fladt.

Level-designet er generelt ganske ok, med god variation i de forskellige miljøer du bevæger dig igennem, hvilket også giver en god variation til den måde du skal bevæge dig igennem en given bane på, så det ikke virker som om du laver det samme hele tiden. Dog er der en tendens til, at steder med mange korridorer ser temmeligt ens ud, så det er relativt nemt, at miste orienteringen.

Lyd og musik er ganske ok. Musikken er meget passende til spillet og sætter et godt tempo for det der foregår, uden at virke anmasende eller dominerende. Lyd fra våben og omgivelser er ganske realistiske og gode. Voice-action er generelt god når det er rendyrket engelsk, men de steder hvor man forsøger at imitere f.eks. en fransk eller en russisk accent, er det virkeligt dårligt - der skulle man nok lige have brugt en femmer mere på en bedre skuespiller.

Multiplayer brøler

SWAT: Global Strike Team giver dig mulighed for både deathmatch og cooperative play men! (og det er et stort men!) dette er ene og alene på din egen Xbox. Selv om spillet tilbyder Xbox Live! muligheder, så er dette ene og alene download af nye maps - ingen mulighed for at spille online med folk, hvilket denne type spil skriger på! Det svarer til at udsende Counter-Strike uden online mulighed!

Når den sidste mistænkte er lagt i håndjern

SWAT: Global Strike Team er et ganske udenmærket tactical shooter, med en god variation i sværhedsgrad og i de forskellige missioner der skal udføres. Med mere end 20 missioner er der noget, at gå i gang med, og nogle missioner kan sagtens spilles mere end een gang.

Af ukendte årsager, har udviklerne valgt ikke at give dig muligheden for selv at konfigurere hvor du vil have dine forskellige actions placeret - jeg kan kun konkludere, at udviklerne aldrig selv har prøvet, at spille denne type spil selv. Det er alfa og omega at kunne have fuld kontrol over den slags - det ved enhver der spiller first-person shooters! Jeg måtte igennem samtlige præ-konfigurerede settings før jeg fandt een jeg kunne leve med efter jeg havde inverteret XY-aksen - det er simpelthen noget juks!

Fra mit synspunkt er det en åbenlys svaghed, at spillet ikke tilbyder online spil, især når Rainbow Six: 3 lige er kommet på gaden med denne mulighed. Ud over nogle småfejl i spillet - f.eks. kan du ikke hoppe ... overhovedet! så selv de mindste forhindringer ikke kan passeres - og en udpræget amerikanisering i udtrykket, så er SWAT: Global Strike Team et godt spil, der tilbyder god underholdning, med de begrænsninger der nu engang er, når man tager de nævnte mangler i betragtning.

Spillet er venligt udlånt af Vivendi Universal Games, der henviser til nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23

Om Kenneth Madsen