Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Du er Nick Kang. Utilpasset betjent af asiatisk afstamning i en af USAs hårdeste byer: LA. Chefen har lokket dig tilbage på jobbet efter din seneste suspension på én vigtig betingelse: Du har frie hænder til at gøre tingene på din måde. Og 'din måde' involverer hurtige biler, karatenæver af stål og varme gokkejern!

Som på banen således også på gaden

Linien lægges allerede helt fra starten. Lad mig forklare: I første bane befinder du dig på politiets skydebane. Skydeskiver, der ligner stiliserede mennesker, dukker pludselig op forskellige steder på banen. Målet er at skyde mindst 10. Så jeg gav en bunke papskiver en kugle eller to i brystet. Resultat: Mission failed 0/10! I næste forsøg prøvede jeg at give en af dukkerne lidt flere skud, og så splintredes den. Så prøvede jeg også at give de næste dukker lidt flere skud, men missede mange og fejlede atter: 5/10. Nu skal de fandme ha' tænkte jeg så. Alle dukker fik nu med pegefingeren, så hurtigt jeg overhovedet kunne trykke på skydeknappen, og jeg ladede min pistol hver gang, der var ½ sekunds pause. Resultat: 15/10. Banen er ikke svær. Man skal bare lige forstå spillets mentalitet. Vi snakker amerikansk 80er B-film eller -serie. Ikke ulig Miami Vice. Heldigvis har hovedpersonen Nick ladet den lyserøde blazer hænge hjemme i skabet.

Apropos Miami Vice har jeg hørt, at True Crime minder en del om Grand Theft Auto Vice City, som jeg dog ikke har prøvet. Jeg har dog ladet mig fortælle, at den store forskel ligger i, at Grand Theft Auto er et meget åbent spil. I True Crime har du altid en mission. Der er dog gennem hele spillet mulighed for at cruise rundt i Los Angeles' gader og 'opklare' tilfældig gadekriminalitet, mens du lader hovedhistorien vente. 'Opklare' betyder oftest at nakke misdæderen. Det er meget lettere, end at skulle til at arrestere ham. Dog giver det dårlig karma at tage den nemme vej. Hvis du derimod venligt (men bestemt) arresterer forbrydere, giver det flere points og du bliver en 'good cop'. Den mere skydegale Stallone-Cobra-type, der evt. også lige rammer en enkelt civil eller to ved hver forbrydelse, bliver en 'bad cop'. Dit 'cop-ometer' bestemmer spillets afslutning - der er tre forskellige.

En typisk mission

Grundlæggende består spillet af tre slags gameplay: Kørsel, skydning og kampsport. Man skulle tro, at det ville ende med en omgang rod, hvis man prøvede at lave et bilspil / fighter / shooter- konglomerat. Det er dog ikke tilfældet her. Designerne bruger virtuost en vekslen mellem de forskellige dele til at opbygge en historie, centreret om Triadernes kriminalitet i LA. Forestil dig følgende. Din mission er, at køre hen til en restaurant og møde din nyligt påtvungne makker (Nick arbejder helst alene). Du kører af sted i dit gamle brune dollargrin, men pludselig ser du er røveri inde på fortovet. Du kan nu vælge at ignorere dette eller gribe ind. Som retfærdighedens vogter forestiller vi os at du kører ind til siden og stopper bilen. Idet forbryderen ser at du træder ud af bilen af tager han flugten, du løber efter, men har ikke lagt mærke til, at han løber rundt omkring din bil og kaprer den! Det er da ok AI, som efterlader dig stående tilbage på fortovet uden bil. Hurtigt træder du ud på vejen og stopper en forbipasserende bil, som du overtager. Det er fedt at have et politiskilt! Nu fræser du så efter biltyven, og spillet er igen et bilspil. Hæsblæsende går jagten gennem den enorme by - du lærer den aldrig at kende, den er simpelthen for stor og modelleret direkte efter virkelighedens LA. Du haler ind på slynglen og kører ind i ham et par gange for derefter at blokere hans vej. Du kunne selvfølgelig i stedet have skudt hans dæk i stedet for. Nå, men hvordan du end stopper ham, befinder i jer nu på gaden igen. Du går direkte på ham og tæsker løs med flere forskellige karateangreb. Som nævnt er Nick Kang af asiatisk afstemning. Bøllen er dog for voldelig, så du trækker dine pistoler og nakker ham. Hvis du vil lege spejderdreng, så kan du skyde ham i benet el. lign. for at stoppe ham, ved hjælp af en præcisionssigte funktion. Men det er meget mere besværligt end bare at pløkke ham fuld af bly. Du børster tøjet af, og stiger ind i bilen igen. Turen går videre mod restauranten, hvor din partner venter...

7/11 24/7

Til at starte med er du en forholdsvis svag strisser, med nogle få slag og spark til din rådighed og en sørgelig lille ærtebøsse (ok to små sørgelige ærtebøsser) til din rådighed. Heldigvis befinder der sig rundt omkring i L.A. forskellige træningscentre, hvor du kan lære flyvspark, låse op for nye våben osv. 24 timer i døgnet 7 dage hver uge. Det er dog ikke gratis at besøge disse træningsfaciliteter. Hver gang skal man betale med et styk politiskilt. En lidt anden valuta end f.eks Fitness.dk bruger. Politiskilte optjenes i løbet af missionerne. Selv hvis man ikke render rundt og undviger hovedhistorien, kommer der i øvrigt mere eller mindre obligatoriske træningsbaner efter hver af banerne, så man får lidt ekstra guf. Her er der fri entre.

Selve gameplayet er altså fedt, og lyden er suveræn. Der er både Gary Oldman, Ron Pearlman Christopher Walken og Michael Madsen på rollelisten, og det er altså kompetente drenge. Forfatteren har også givet dem nogle gode replikker at arbejde med, og der er en del fede one-liners. Musikken veksler mellem kendte hip-hop- og heavynumre. Ikke musik jeg normalt ville sætte på, men det giver en fantastisk 'street vibe' og skal simpelthen opleves. Grafikken er god uden at være prangende. Jeg har ikke været i LA, men jeg tror det ligner. Byen er stor, og de forskellige cut-scenes passer godt til spillets charmerende tone.

True Crime er et spil, du virkelig skal prøve at spille. Det er ikke særlig langt og heller ikke specielt svært. På en weekend har du set det meste, men mens du spiller er oplevelsen totalt fed. Tidligere ville jeg ikke have givet så kort et spil en så høj karakter, men man må erkende, at tiderne skifter, og at mange konsolspil i dag er blevet kortere, end de var for nogle år siden. Derfor må man i dag også give et kort men fremragende spil topkarakter, og det får True Crime. For det er møghamrende sjovt at spille. Så længe det varer.

Spillet distribueres i Danmark af PAN Vision, der gerne oplyser nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.