Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Splashdown 2 er et racingspil med toptunede vandscootere og det bærer arven videre fra det første Splashdown på en meget elegant måde. Spillet er krydret med masser af forskellige flot konstruerede baner rundt omkring i verden, samt adskillige rapkæftede deltagere. Så er det bare om at finde våddragten frem og smide vandskrækken over bord, for det kommer til at stærkt!!!

Våd, vandet vandgang

Der er fire forskellige dele i spillet: Training, Arcade, Career og VS. mode. Udover disse findes et Warehouse, hvor man kan låse op for figurer, tøj, vandscootere etc etc. Dette gør man ved at optjene points i løbet af spillet. Jo heftigere sværhedsgrad, jo flere point og jo større ting kan du låse op for.

Training er en meget pædagogisk introduktion til spillet. Man starter med at få forklaret forskellige styremuligheder, hvorefter man får demonstreret disse. Herefter skal man så selv forsøge at gøre det samme, og gør man det korrekt, går man videre til næste disciplin, og sådan fortsætter det indtil man har lært sig de basale færdigheder i spillet. Når man har gennemført denne del, er man klar til at gå i gang med selve spillet.

Før man går i gang, skal man gøre sig vigtigheden af at lave tricks klar. Hvis man har intentioner om at placere sig blandt de bedste i de forskellige løb, er man nemlig nødt til at lære sig de forskellige tricks at kende. Nederst i højre hjørne af skærmen har man en performance-måler placeret. Denne er en vigtig ting at holde øje med i spillet, da den i fuld eller halvfuld tilstand er en forudsætning for, at man kan få fart på sin vandscooter. For at fylde denne dingenot op, skal man lave forskellige tricks. Tricks udføres ved hjælp af tre af skulderknapperne på joy-pad'et, samt venstre analog stick. Dette er et meget simpelt system, som man gerne skulle have lært sig i løbet af no time. Man skal altså hele tiden sørge for at fylde på performance-måleren, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at klare sig godt i spillet, men det gør det også kun sjovere i længden.

Styringen af vandscooteren er meget enkel: ryk tilbage og du får mere fart på, ryk frem og du dykker ned i vandet. Prøv så at sætte fuld speed på, ryk frem og derefter hurtigt tilbage, og du flyver op i luften og laver en saltomortale - meget sjovt.

Vælger du at spille i Career-mode, hvilket du jo nok gør på et tidspunkt, vil jeg foreslå at du lærer banerne lidt at kende, før du går i gang med det egentlige race. Det kan du gøre ved at tage en kvalifikationsrunde før hvert race, hvilket samtidig giver dig mulighed for en god placering i feltet ved racets start. Banerne er nemlig sværere end i det gængse bilspil, hvor man bare kan give den gas og køre ind i barriererne, hvilket ikke kan lade sig gøre i dette spil, eftersom der ikke er nogen deciderede barrierer. Når du så har lært banerne at kende, er det bare derudaf.

Der er egentlig ikke så meget at sige om VS. moden, udover at man kan vælge mellem horisontal og vertikal screen, samt at det jo tit er sjovere at banke sine venner end computeren.

Musikken i spillet bæres af en blanding af licenserede numre og andet godt til ørerne. De forskellige figurers kommentarer er meget sjove, men bliver selvfølgelig lidt enerverende med tiden, men der vil jo altid være begrænsninger på det område. Hvad der rykker er derimod lydeffekterne i form af skvulpende bølger, plask og mange andre vand- og havrelaterede lyde, som sammen med grafikken gør spillet til en realistisk, men stadig arcadepræget oplevelse.

Grafikken i dette spil er simpelthen uovertruffen - i hvert fald, hvad vandet angår. Det er simpelthen smukt. Man kan se ned til bunden og når man sejler stille ind mod klippesider osv, ser man dem tydeligt aftegnet gennem det klare vand. Bølger og krusninger i vandet er af samme standard, hvilket gør spillet til en visuel skøn oplevelse. Hvis man spiller spillet på en varm sommerdag, vil jeg vædde på at man ville ønske man kunne springe ind i skærmen og ned i vandet - så realistisk er det bare.

De mange forskellige baner på lokaliteter spredt rundt om i verden er også gennemførte, og byder på meget varierende scenarier. I modsætning til det første spil i serien har man denne gang kælet ekstra meget for detaljerne i banerne, hvilket ses i den detaljerigdom der præger mange af banerne. Hvis du ikke passer på og holder tungen lige i munden er det nemlig meget nemt at blive distraheret af nedstyrtende flyvemaskiner, enorme dinosaurer, for længst uddøde flyveøgler osv osv. Dette er ikke lige hvad man regner med at se i et spil som dette, men det er anderledes og nytænkende på en meget positiv måde, og så ser det rigtig godt ud. Til tider giver det dog problemer med frameraten, når der sker for meget på banerne, men så er der jo ohså noget at rette op på i næste spil i serien.

Skal man sige noget negativt om Splashdown 2 må det være loadetider og framerate-problemer. Loadetiderne er simpelthen alt for lange, og det kan ikke passe at man stadig skal trækkes med den slags - så er det sagt.

Splashdown 2 er et udfordrende og afvekslende racingspil, som de fleste nok vil sætte pris på. Man skal dog helst have en forkærlighed for vand og (freestyle)racing, for virkelig at værdsætte dette spils kvaliteter, men har man ikke det er Splashdown 2 stadig et kig værd, og så kunne man jo leje det.

Spillet distribueres af K.E. Media, som gerne besvarer spørgsmål på 89 44 22 79.

Om Thomas Folsø