Railroad Tycoon III

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Jeg elsker Railroad Tycoon... ja altså ikke serien som sådan, men det første spil. Dengang i 1990 da Sid Meier lavede det første Railroad Tycoon var det stort set det eneste spil jeg spillede i månedsvis - det var stort set det eneste jeg lavede i månedsvis. Railroad Tycoon II fangede dog aldrig min interesse på samme måde, så jeg har bange anelser med hensyn til Railroad Tycoon III...

Nu i 3D... wow!

Den famøse 3D grafik er naturligvis det altoverskyggende nye element i Railroad Tycoon III. De tidligere spil var alle i 2D og foregik på 2D oversigtskort, men nu er landskaber, byer, fabrikker og bjerge altså i rigtig nydelig 3D. Mens grafikken har ændret sig, så er der ikke sket alverden med gameplayet. Du skal stadig starte et jernbane-firma i jernbanens barndom og bygge jernbaner, købe tog, opsætte ruter og udvide dit jernbanenet, mens du holder konkurrenterne fra livet og tjener lidt ekstra ved at handle med aktier. Det var stort set pointen i det første spil for 13 år siden og det er også pointen i Railroad Tycoon III.

Selve spillet spilles igennem en lang række missioner (omkring 25 tror jeg der er), hvor du skal nå et økonomisk mål inden for en vis årrække (eller nå at forbinde en bestemt by til dit jernbanenet). Du kan også bare spille uden at starte en mission, hvilket er meget sjovt, men det mister ligesom sin pointe på lang sigt, når man ikke har et mål at arbejde imod.

Railroad Tycoon III er ligesom sine forgængere primært et spil for spillere, der er vilde med tog eller med økonomisk planlægning (eller endnu bedre: en kombination af begge dele). Ved at bygge stationer i byer og forbinde disse med en jernbanestrækning kan du transportere passagerer, gods eller post imellem byerne og derved tjene en pæn skilling. I starten har du kun adgang til primitive tog, med lav acceleration og trækkraft, men igennem spillet dukker der over 40 nye og historisk korrekte tog frem. Der er masser af forskellige varer at transportere, men desværre er det muligt at lade spillet styre hvilket typer af gods, der samles op på en station. Helt konkret kan du bede toget om at køre mellem to eller flere stationer og fylde vognene op med det gods, der er mest profitabelt at køre med lige nu. Ja det gør alting hurtigere, men det skyder fuldstændigt det taktiske element i sænk, for hele strategien i Railroad Tycoon er jo at regne ud hvor der er brug for hvilken varer og så opsætte en rute, hvor dit tog transporterer den efterspurgte vare. Man kan naturligvis lade være med at anvende den automatiske styring af togene, men det varsler ikke godt, at udviklerne ikke selv ved hvad der er det vigtigste element i deres eget spil og med vilje ødelægger et vigtigt taktisk element.

Et andet problem er en generelt forsimpling - i stil med den jeg lige har klaget over. For at gøre spillet mere overskueligt har PopTop åbenbart skåret ned på sværhedsgraden og det har de gjort ved at gøre dine stationer simplere. Ikke noget med at bygge kølehuse, siloer, vendespor og lignende ved stationerne. En station er en station i Railroad Tycoon III og så er det altså sådan at den ikke har behov for at blive udvidet, med alskens ekstra bygninger. Du kan dog stadig supplere den med et hotel og en restaurant og så videre, men slet ikke nær så mange ting som du kunne i Railroad Tycoon. Ude på selve strækningerne kan du bygge vedligeholdelsesstationer og vandsiloer til togene, men der er ikke megen taktik i placeringen af den slags bygninger.

Ser man bort fra de problemer, så er Railroad Tycoon III ganske gennemført og yderst fornøjeligt spil, der desværre ikke byder på samme dybde og detaljerigdom som sin tidlige forgænger. Som en økonomisk simulation er Railroad Tycoon III ganske godt og har man aldrig spillet det originale spil, så ved man jo ikke hvilke ting, der ligesom "mangler" i Railroad Tycoon III. Vil man bare gerne spille en simulation, hvor man kan fordybe sig i planlægning og langsomt opbygge et enormt imperium, så er der stadig ikke ret mange spil, der gør den slags bedre end Railroad Tycoon-serien.

Den nye 3D grafik har jeg allerede nævnt. Ved at holde højre museknap nede zoomer man med kameraet og kan dreje det som man lyster. Det virker utrolig godt, selvom det er meget svært at få et overblik over de enkelte industriers placering, hvis man zoomer for langt ud. Heldigvis kan man jo bare pause spillet og så studere kortet i ro og mag. Landskabet og bygningerne er ganske detaljerede, hvis man zoomer langt nok ind. Det samme gælder lokomotiverne, der alle er ganske nydelige at se på, mens de lystigt futter gennem de frodige dale og over de lange broer du bygger til dem. Spillets 3D grafik vil naturligvis ikke få dig til a falde i svime, men den er funktionel og faktisk ganske nydelig - især når man tænker på hvor galt det egentlig kunne have gået.

Lyd er der ikke meget af - der er det ringende kasseapparat, lidt fut-lyde fra togene og en ufattelig irriterende baggrundsmusik, der lyder som en flok undslupne psykiatripatienter, der slås i en banjobutik. Det kan heldigvis slås fra. Til gengæld er musikken og lydsporet under spillets intro ganske fornøjelig, så den skaber virkelig en god stemning.

Udover dine muligheder for at boltre dig i 3D terrænet igennem en række missioner, er der naturligvis også mulighed for at spille Railroad Tycoon III i multiplayer. Det gør bestemt ikke spillet kedeligere - tværtimod. Computerspillerne er ganske gode til at konkurrere med dig, men skal man have virkelig hård konkurrence skal man spille Railroad Tycoon imod andre spillere og der er Railroad Tycoon III også leveringsdygtigt. Den udemærkede multiplayer sikrer spillet et ekstra trin op af karakterskalaen.

Er du Railroad Tycoon fan, så er det jo nok lige meget hvad jeg siger. Jeg kunne sige at der var levende skorpioner i spilkassen og at selve spillet ville gøre dig blind, men du ville nok købe det alligevel. Der kommer nemlig ikke mange af disse økonomiske simulationer - der kommer i hvert fald ikke mange, der er så omfattende som Railroad Tycoon III. Spillet lever ikke helt op til mine skyhøje forventninger, men det er bestemt ikke dårligt. Du kan roligt købe det hvis du bare er den mindste smule interesseret i tog og planlægning, eller hvis du bare er blevet lidt nysgerrig. Det er et sikkert julegavekøb til den toginteresserede knægt, eller til den økonomisk interesserede far.

Spillet distribueres af K.E. Media, som gerne besvarer spørgsmål på 89 44 22 79.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).