Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

TV serien The Simpsons kører i øjeblikket på fjortende sæson, og i USA er man i fuld gang med den femtende. Strømmen af afsnit er endeløs, og det samme er antallet af elendige computerspil bygget på serien. Er Hit And Run bedre end sine forgængere?

Omsider!

Hit And Run er basalt set bygget over samme principper som Grand Theft Auto 3 og Vice City: Man bevæger sig rundt med næsten ubegrænset frihed i en enorm by, hvor stort set alt er tilladt. Men hvor Grand Theft Auto 3 bygger sit plot op omkring vold og kriminalitet, bygger Hit And Run sit gameplay op om det Simpsons'ke tegneserie miljø. Dette har to indlysende fordele: dels bliver de voldelige elementer, såsom påkørsel af fodgængere, ganske ikke-voldeligt på grund af tegneseriestilen, dels er Springfield byen spækket med henvisninger til TV seriens univers. Som Simpsons fan bliver man bombarderet med hints og henvisninger til de mere end 300 afsnit.

Manualen praler af, at folkene bag serien har været med til at forfatte gameplayet - og det mærkes tydeligt. Det overordnede plot starter med en række mystiske omstændigheder, hvori kæmpebier, sorte overvågningsbiler, og en ny Buzz cola indgår. Undervejs optrævles historien, men den virker ret sekundær i forhold til de mere end 50 missioner der ligger og venter. Man spiller på skift som Homer, Lisa, Marge, Bart og Apu, og de forskellige karakters missioner er kædet sammen i et hæsblæsende tempo.

Man skal for eksempel som Bart køre rundt og finde Bonestorm 2 videospil. Senere gælder det om at undslippe Skinner, som leder efter skulkende Bonestorm fans. I de fleste missioner skal man undervejs stoppe op og tale med en eller flere personer fra det velkendte Springfield galleri. Alle stemmerne er naturligvis indtalt af de originale skuespillere, og dialogen svarer 100% til den vi kender og elsker fra TV: indehaveren af Androids Dungeon er dybt sarkastisk, politimester Wiggum er konfus, Flanders taler i et latterligt barnligt sprog osv.

Hjemme i Springfield

Spillet er, med andre ord, ufatteligt tro mod serien. Jeg måtte knibe en tåre første gang jeg i den pink familiebil drønede forbi Moes bar, mens Homer sad og sang "I am Evil Homer, I am Evil Homer" bag rattet. Selv de mindste detaljer er der tænkt på. For eksempel ligger King Toots musik butik ved siden af Moes bar (der hvor Homer i et afsnit køber et mundstykke til Lisas saxofon), og på foden af statuen af Jebediah Springfield statuen i byens midte står der A noble spirit embiggens the smallest man. Dog mener jeg, at Simpsons' hus ligger på en lang lige vej, og ikke som i spillet tæt på et skarpt sving. Desuden hedder en af spilleautomaterne i Kwik-E-Mart ikke "Nuke" som i TV serien. Men det er småting, og måske indlagt med vilje for at nidkære og smålige personer som undertegnede, kan sidde og vigte sig over at have fundet "fejl".

Både under missionerne, samt når man kører almindelig fornøjelseskørsel rundt i Springfield, kan man finde et hav af mønter. Disse giver adgang til at købe forskelligt ekstraudstyr eller biler, såsom Barneys Plow King lastbil. Man kan desuden fremtrylle mønter ved at køre ind i postkasser, sodavandsautomater, lygtepæle og andet løsøre. Dog skal man holde lidt igen med den rådne kørsel; nederst i skærmen er et Hit And Run måleinstrument som løbende stiger i takt med den destruktive kørsel. På et tidspunkt koger den over, og spillet går over i Hit And Run mode. Her viser det sig, at selv om Wiggum er en både fed og sløv strømer, så kører han særdeles agressivt. Fanges man, indkasseres en klækkelig bøde hvilket går ud over møntbeholdningen.

Omkring i byen er placeret et antal telefonbokse, der fungerer som en slags garager. Herfra kan man ringe efter et af de køretøjer man har fået låst op for. Dette fungerer samtidig som en afledningsmanøvre overfor lovens lange arm, altså omtrent som Grand Theft Autos omlakeringsværksteder.

Samlemanien breder sig

Den ægte fan ved hvor vigtigt det er at samle. Det gælder om at eje en masse Simpsons T-Shirts, Simpsons tyggegummi, Simpsons plakater osv. Samledillen er også et vigtigt element i spillet, og ud over at finde ud af hvad de mærkelige bier laver, og ud over at bestå de enkelte missioner, ligger en stor del af spillemotivationen i at drøne rundt i Springfield for at finde sjove detaljer og de specielle samlekort. Finder man syv samlekort på en level, låses op for en bonusbane, og finder man alle spillets 49 kort får man en ekstra-ekstra helt-speciel bonus. Der er rigeligt at tage fat på i Hit And Run, og selv efter flere timers spil vælter det stadig ud med nye finurlige detaljer og referencer til de mange TV afsnit. Der er kræset ekstremt meget for den ægte fan, hvilket er lækkert i en tid hvor mere eller mindre flade licensspil flyder på markedet.

Hit And Run tillader op til fire spillere på en gang, desværre uden mulighed for Xbox Live.

Grafikken er i ægte 3D, hvilket man lige skal vænne sig til. Fjorten år med 2D figurer er svære at komme uden om (også selv om man i halloween afsnittet Homer3 oplevede en computerbearbejdet Homer), men konverteringen er ikke decideret mislykket. Desværre er den tekniske kvalitet ikke helt på højde med hvad vi plejer at se i genren. Det er især i filmsekvenserne før, under og efter missionerne, at det går galt. Mundanimationerne er elendige, og figurerne "tygger tyggegummi" selv om der er pause i dialogen. Især 3D øjnene ser grundlæggende mærkelige ud - hvilket ikke forbedres af at to figurer der taler sammen, sjældent kigger direkte på hinanden imens. Det er dog en detalje der er til at leve med. Der er også lidt grafikkiks hist og her, hvor grafikken flimrer eller ikke helt hænger ordentligt sammen, men det er absolut i småtingsafdelingen når klaveret spiller.

Man navigerer rundt ved hjælp af en radar, meget som i Grand Theft Auto. Her brillierer Hit And Run dog yderligere, ved at have pile indlagt i vejen, som en ekstra hjælp når der skal navigeres til den rigtige lokation. Pilene betyder at man kan lade øjnene hvile på vejen langt mere, og selv om det måske er lidt snyd, virker det ret godt.

Sværhedsgraden er en af de få negative elementer. Til tider er den for let, andre gange alt, alt for svær i forhold til hvor langt man er kommet i spillet. Det sker en gang imellem, at man skal forsøge en mission fem-seks gange, for derefter at klare de tre næste i første hug.

Lydsiden er glimrende, og det er ikke kun musikkens skyld. Dialogen bærer i høj grad spillet, og er med til at give en super god stemning af at befinde sig i Springfield universet.

Et must for alle os fans - og for de andre

Venner, kærester og penge er alle ting der kommer og går. Meget få ting er konstante her i livet, men vores gul-hudede Simpson familie har eksisteret i næsten halvdelen af denne anmelders liv. Jeg må indrømme, at jeg næsten græder højlydt over endelig at sidde med et spil i hånden, som lader mig køre frit rundt i Springfield, gå en tur på Moes bar, cruise på atomkraftværkets parkeringsplads, eller bare hænge ud og fede den i Homers baghave. Hit And Run er et absolut must for alle Simpsonselskende Xboxejere, men selv for ikke-hardcorefans er der masser af udfordring. Teknisk set hører spillet til i den gode ende af skalaen, men det bedste er at vi for første gang nogensinde sidder med et bundsolidt Simpsonsspil. Som Simpsonsfan er det komplet umuligt at ligge spillet fra sig, der er simpelthen alt for mange fede missioner, og en alt for stor Springfield by at gå på opdagelse i.

Spillet er venligt udlånt af Vivendi Universal Games, der henviser til nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).