Der er blevet sagt og skrevet meget om Call of Duty, men ord kan faktisk slet ikke beskrive hvordan spillet egentlig er. Det er ikke mange spil, der virkelig formår at overraske mig helt, men Call of Duty viste sig at være meget mere end jeg forventede og det tog mig helt ærligt med storm. Som gammel gnaven anmelder med nedgroede negle og mavesår, sker den slags ting ikke så tit!
Helt suverænt
D-Dag. 6. juni. 1944. Pegasus Bridge. Med et kraftigt ryk, der får Horsa svæveflyet til at knirke og ryste, befries det store svævefly fra bombemaskinen. Nu er vi alene i nattehimlen, glidende, svævende, mod jorden, der ligger under os som en sort skygge. De to piloter arbejder nervøst på at guide Horsaen ned, de mumler og kigger febrilsk efter landemærker. Jeg griber godt fat om min Bren og kigger på de andre faldskærmssoldater i svæveflyet. Der er en trykket stemning. Nogle soldater snakker for at tænke på noget andet end den forestående kamp, mens andre sidder for sig selv og overvejer situationens seriøsitet. Alle er vi spændte på hvad der venter forude. Få sekunder senere rammer Horsaen en pløjemark og efter en ujævn glidetur over marken, en tur der virker som om den tager evigheder, åbnes dørene og vi springer ud. Jeg er sidste mand ude af Horsaen, der nu, som en strandet hval, ligger hjælpeløs på marken. Foran os i mørket, kun få hundrede meter væk er den – Pegasus broen. De andre faldskærmstropper stormer direkte mod den store betonbunker, som tyskerne har bygget på den østlige side af broen. De skarpe lysglimt indikerer tilstedeværelsen af alarmerede tyske vagter og et maskingevær i den store betonklods. Jeg holder hovedet lavt og løber til et passende skjul, hvor jeg hurtigt sætter min Bren op. I korte kontrollerede byger begynder jeg min beskydning af de tyske stillinger. Faldskærmssoldaterne, dækket af min præcise maskingeværsild, arbejder sig frem gennem pigtråden og fordi den tyske 88´er, der heldigvis forbliver tavs, før de med granater og maskinpistoler overmander de forreste tyske stillinger. Jeg rejser mig for at skifte stilling, så jeg kan dække kompagniets storm over broen…
Ja det lyder måske dramatisk, men dette er blot starten på en af de 24 missioner i Call of Duty, et helt igennem imponerende og stemningsfyldt actionspil, der kombinerer scener fra samtlige film og serier du har set om krigen. Hvis du troede at Medal of Honor var imponerende, så spænd dig godt fast – you ain’t seen nothing yet!
På overfladen ligner Call of Duty blot endnu en first person shooter i den tilsyneladende endeløse række af spil, der forsøger at tjene penge på Anden Verdenskrig. Igennem tre kampagner kommer man til at spille en amerikansk faldskærmssoldat, en engelsk faldskærmssoldat (senere kommandosoldat) og en russisk snigskytte. Spillet byder på ret traditionelle missioner med varierende mål og delmål, samt de normale muligheder for et skydespil: du kan bære to våben og en pistol, smide med granater, kravle, knæle, anvende stationære kanoner og maskingeværer. Missionerne er som regel fokuseret omkring at forsvare et punkt eller sprænge noget isenkram, som tyskerne virkelig godt kan lide. Spillet anvender sigtede skud, som man har oplevet i f.eks. World War 2 Online eller Battlefield 1942. Dvs. at man kan sigte langs løbet på sit våben, i stedet for at sigte med et sigtekorn på skærmen… en fed og realistisk feature. Det betyder at man kan skyde “fra hoften” eller tage sig tid til at sigte og skyde med anlæg. Kommer man for tæt på fjenden kan man desuden anvende sit våben i nærkamp, så man kan uddele klø med kolben på sit gevær.
Hvad er så fantastisk ved spillet? Alt jeg lige har remset op, har du sikkert oplevet en million gange før, ikke? Nej, i hvert fald ikke på den måde som Call of Duty præsenterer det. Kodeordene er stemning og indlevelse. Call of Duty arbejder ud fra den devise, at krig er noget der foregår imellem mange mennesker på en gang. Der er ikke plads til en Rambo på de europæiske slagmarker – i hvert fald ikke hvis han skal komme levende hjem. Derfor foregår næsten alle missionerne (med undtagelse af nogle enkelte sabotagemissioner midt i spillet) i fællesskab med grupper af AI styrede soldater. AI soldaterne opfører sig utroligt flot: mens du skyder slæber de sårede væk, de kaster med granater, sikrer hjørner, anvender stationære våben som maskingeværer, skifter stilling og så videre. På alle de screenshots jeg har valgt til denne anmeldelse, er soldaterne du kan se AI styrede – bemærk deres realistiske bevægelser og stillinger. Det giver en uhyggelig fornemmelse af at være en ubetydelig lille brik i en større begivenhed… man kan kun lade sig rive med at stemningen og forsøge at overleve så godt man nu kan.
Call of Duty missionerne er tydeligvis inspireret af lige dele historie og lige dele Hollywood. Det gør faktisk ikke så meget, selvom nogle af de mere fantastiske missioner, er lidt for Hollywood-Clint-Eastwood-agtige og det giver derfor nogle store ridser i den ellers så realistiske lak som Call of Duty er dækket af. Der er for eksempel en mission der er som taget ud af Band of Brothers, hvor du sammen med amerikanske faldskærmstropper fra 101. division angriber et tysk batteri ved Brecourt (missionen er så tæt på scenen fra det andet afsnit i Band Of Brothers at det næsten er uhyggeligt – komplet med stillinger i skyttegrave, maskingeværer og den intense løben fra kanon som man oplever i serien). Der er det tidligere nævnte historisk korrekte angreb på Pegasus Bridge, der er en kommadooperation imod dæmningerne, der overlevede det berømte Dambuster-raid, der er kampe i skovene omkring Bastogne, der er kommandooperationer imod slagskibet Tirpitz… du kommer virkelig rundt i Anden Verdenskrig´s Europa. Spillets kampagne er egentlig tre kampagner, for man skifter konstant imellem en amerikansk, en britisk og en russisk soldat. Russeren får lov til at deltage i hele åbningsscenen fra Enemy At The Gates, komplet med overfarten af Volga, hvor en propagandaofficer holder moralen oppe med taler, mens tyske fly angriber prammen man står på. Ja, man bliver endda belønnet med en enkelt laderamme med fem patroner, uden at få udleveret et gevær, for dem er der ikke nok af, og derefter bliver sendt sammen med hundreder af AI styrede soldater til at storme frem mod tyskernes maskingeværer. Den slags scener er hvad der giver Call of Duty sin magiske kraft… det holder dig klistret til skærmen og man kan ikke lade være med at føle en rislen ned af ryggen, da man til sidst i spillet, sammen med horder af russisk infanteri, støttet af kampvogne, kæmper sig vej gennem ruinerne i Berlin. En enkelt mission lader dig sågar køre en russisk T-34 kampvogn, hvor du skal styre tårnet og samtidig køre kampvognen. Snak om alsidighed!
De “Hollywood” missioner, der er med til at ødelægge den gode stemning i Call of Duty er der heldigvis ikke mange af. Der er en mission, hvor du på forsædet i en bil skal skyde tyskere, mens en AI soldat kører. Det er effektivt set bare en shooter-on-rails bane, der når det kommer til stykket er både underholdende og visuelt godt designet – den er bare mere gung ho og mindre realistisk end mange af de andre missioner. Det bliver værre, da du bag i en lastbil skal skyde panzerfausts efter forfølgende tyske lastbiler. Det er lidt for 1960´er krigsfilm til min smag og stik imod den seriøse og ret fede stemning, der er i alle de andre missioner. Men sådanne to uheldige missioner og enkelte episoder, hvor du f.eks. skal skyde bunker af tyske fly ned med en luftværnskanon, er ikke nok til at ændre på det fakta, at Call of Duty er det mest gennemførte, det mest stemningsfulde og det mest omfattende skydespil om Anden Verdenskrig. Dette skyldes udelukkende tilstedeværelsen af horder af AI styrede soldater og nogle yderst veldesignede baner. Det er svært at forestille sig hvordan det må have været at være i et slag under Anden Verdenskrig, men hvis scenerne i Band Of Brothers er nogen indikation på hvordan virkeligheden er, så finder du ikke noget spil, der kommer tættere på end Call of Duty, hvilket i sig selv er investeringen i spillet værd. Det skal simpelthen opleves!
Nu snakker jeg meget om AI´en og AI styrede soldater. Faktisk er AI´en forbløffende god. Tyskerne kan smide granater tilbage, de bevæger sig godt for hinanden og søger konstant dækning. Det sker ikke ret tit, at der er problemer med dine egne AI soldater og hvis der er opdager du det nok ikke, for du kommanderer ikke med dem, du slås blot side om side med dem. Det hænder da at en af dem smider en granat, lige som du stormer frem eller at en af dem spærrer en døråbning, som du desperat skal igennem for at komme væk fra fjendtlig beskydning – men sådanne ting kan sikkert også ske i virkeligheden, når mange soldater udsættes for det psykiske pres en kampsituation må være. Denne form for “problemer” med AI´en ændrer dog ikke ved at Call of Duty virkelig giver dig fornemmelsen af at være en enkelt lille soldat fanget i den malstrøm en krig er. Det er imponerende at et spil kan formidle så stærk en setting og så overvældende en stemning. Jeg er ikke meget for at skamrose spiludviklere, men gutterne fra Infinity Ward har virkelig imponeret mig med Call of Duty.
Lige så brat som spillet starter, med en luftlandsætning af amerikanske soldater i Frankrig, lige så brat slutter det med russernes indtog i Berlin. Kampagnen i Call of Duty, der kan spilles på fire sværhedsgrader, tager nok ikke mere end en syv eller otte timer at gennemføre – faktisk var jeg så opslugt af spillet at jeg spillede det igennem på en enkelt nat uden at ænse hvad klokken var blevet. Heldigvis er der multiplayer muligheder med en række forskellige spilmodes. Desværre er multiplayer delen af Call of Duty temmelig ordinær i forhold til de meget stemningsfulde og intense singleplayer baner. Faktisk er det lidt af et antiklimaks at komme fra den meget stemningsfulde og intense singleplayer kampagne over til den alt for ordinære multiplayer mode. Der er godt nok en meget sjov mode, hvor de allierede skal holde ud så længe som muligt, mod tyske angreb, men resten af de multiplayer spilmodes der er, såsom team deathmatch og search & destroy er ret trivielle og banerne er ikke videre veldesignede til multiplayer kampe. Så mens Call of Duty dominerer i singleplayer, så er det en smule tamt i multiplayer – det er i hvert fald ikke bedre end mange af de andre first person shooters, der kan spilles online.
Grafikken der støttet gameplayet
Grafikken i Call of Duty er i samme høje kvalitet som gameplayet. Med andre ord ser grafikken troværdig og realistisk ud. Soldaterne bevæger sig utroligt realistisk og der er heldigvis mere end en type tyskere, så de er ikke alle sammen ens. Banerne er store og veldesignede med masser af detaljer og godt med dækning, som du og de livstro AI styrede soldater anvender flittigt. Det mest skuffende ved grafikken er nok de visuelle effekter – de er ikke direkte grimme eller dårlige, de er bare den mindst gennemførte del af den meget flotte visuelle præsentation. Det er i forbindelse med effekterne værd at nævne en speciel effekt, der optræder når noget (læs: mortergranater, håndgranater, granater affyret af artilleri eller kampvogne) eksploderer tæt på dig. Så bliver grafikken gnidret og bevæger sig i slowmotion, man bliver desuden blæst døv i nogle sekunder, mens man venter på at man kommer til sine sanser igen. Det er en effekt, der er klart inspireret af Saving Private Ryan, men det gør ikke ret meget, for den virker meget stemningsfuld.
Lyden i spillet er helt i top. God stemningsfuld baggrundsmusik og seriøse og velindtalte stemmer og masser af snak imellem dine soldaterkammerater (der bliver råbt ordrer, der bliver råbt på hjælp og så videre). Der er desuden godt med tyske kommandoråb, der naturligvis er indtalt på tysk. Derfor kan det skuffe lidt, at man har valgt at lade russerne tale engelsk med russisk accent. Det ville have været noget federe, hvis de snakkede russisk, der så kunne tekstes på engelsk.
Kampstøjen i intense situationer, kan til tider blive øredøvende, når man er under fjendtlig beskydning og mortergranaterne hagler ned over dig og dine kammerater, der skyder løs med alt hvad I ellers har at gøre godt med. Det er med til at gøre singleplayer delen af Call of Duty til den mest intense actionoplevelse du kommer til at få i år!
Nok snak, køb det så
Call of Duty fortjener at stå i enhver action-fans samling. Det er et af de mest gennemførte skydespil om Anden Verdenskrig jeg har spillet og det er en af de bedste og mest stemningsfulde actionoplevelser jeg har fået i år… ja endda i flere år – jeg gik faktisk glip af The Matrix Revolutions premieren fordi jeg hellere ville sidde hjemme og spille Call of Duty! Der er ikke mange ting at klage over i Call of Duty – det skulle da lige være at det er for kort. Men suveræne spil ender altid for tidligt, lige meget hvor lange de så er. Der er godt nok multiplayer muligheder, men de er ret trivielle og ikke rigtig værd at skrive hjem om. Men det er faktisk også sagen uvedkommende, for multiplayer delen er udelukkende tilbehør til den lækre hovedret, som singleplayer kampagnen i Call of Duty er. Jeg beordrer dig hermed til at gå ud og købe dette spil – du vil elske mig, Activision og dig selv for det.
Spillet distribueres i Danmark af PAN Vision, der gerne oplyser nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23
Loading ...
