Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):

Jeg er måske ikke verdens største idrætsmand. Men golf er da en sport, der er til at overskue. Man trisser lidt rundt på en græsplæne iklædt grimt tøj, og banker sans og samling fra en lille hvid kugle. Jeg er sikker på at man kan drikke dåseøl imens man gør det... se det er en rigtig sport. Enhver sport, der kan udføres med en dåseøl i hånden er værd at se nærmere på.

De hårde fakta

Det er ikke småting Tiger Woods PGA Tour serien efterhånden kan byde på. Masser af baner, en række virkelige spillere og en sand syndflod af spilmodes og muligheder. Spillet er egentlig en ret typisk version af et EA Sports spil, for næsten alt hvad EA Sports har med at gøre har imponerende mængder af indhold, spilbarhed og muligheder. 2004 udgaven af Tiger Woods PGA Tour byder på 15 virkelige PGA spillere (inklusiv Tiger Woods naturligvis og de to nye spillere: Adam Scott og John Daly) og 12 "fiktive" spillere. Man kan spille på 19 forskellige golfbaner (inklusiv den meget svære Bethpage Black bane), der naturligvis er flotte 3D modeller af de virkelige baner. Det er ikke alle 19 baner der er baseret på virkelige baner, men det gør ikke voldsomt meget.

Af spilmodes er der naturligvis også en sand overflod. Der er en hel 52-ugers PGA tour for de modige og mindre challenges og turneringer, træning, multiplayer kampe og så videre, for alle os andre. Den mest interessante mode er nok World Tour, der lader dig rejse jorden rundt, fra bane til bane, hvor du skal spille turneringer imod andre PGA spillere. World Tour var også med i 2003 udgaven, men nu er den blevet finpudset og udvidet, hvilket sikkert vil henrykke fans af Tiger Woods PGA Tour 2003. Er du en mere hardcore goldspiller, der vil have større turneringer, hvor der er mere på spil, kan du spille i den nye PGA Tour mode, der som nævnt dækker over 52 ugers golfturneringer, hvor der virkelig er pres på. Ikke nok med at du kan spille et helt års program, du kan sågar også spille ti efter hinanden følgende sæsoner! Denne mode er måske for hård og for seriøs for den mere tilbagelænede og afslappede computer-golfspiller, der så må affinde sig med at spille nogle af alle de andre modes.

Af andre nye funktioner er en betydeligt udvidet Pro Shop. Pro Shoppen er for de mennesker der godt kan lide at samle på ting. Alle dine bedrifter i Tiger Woods PGA Tour 2004 tjener dig et eller andet antal point, du kan bruge i Pro Shoppen, der ifølge EA Sports indeholder over 1.000 forskellige genstande, som du kan købe og udstyre din golfspiller med - lige fra nye skjorter til armbåndsure. Nu hvor vi snakker om "din golfspiller", så er det også værd at nævne den meget omtalte (af EA Sports i hvert fald) Game Face mode. Dette er i bund og grund en mode hvor du kan skabe dine egne golfspillere ned til mindste detalje. Det er faktisk muligt at genskabe sit eget ansigt i spillet, så præcist, at personer der ikke har set dig skabe spilleren, faktisk kan genkende dig i spillet... men helt ærligt - alle der spiller Tiger Woods PGA Tour 2004 ender jo alligevel med at spille Tiger Woods og hvem gider bruge hele og halve timer på at lave dem selv, naboen, skraldemanden, postbudet og deres tysklærer som golfspillere? Måske en udmærket mode, hvis du ikke gider at spille golf, men for mig at se er den ikke så fantastisk, som man vil gøre den til, selvom den da leverer en hel uovertruffen detaljerigdom og masser af muligheder for at lave sig selv som en golfspiller.

Multiplayer delen af Tiger Woods PGA Tour 2004 er efter min mening der hvor spillet virkelig kommer til sin ret. Med forskellige nye "battle modes", hvor man for eksempel kan dyste i længste Drive eller muligheden for bare at gå 18 huller mod en anden spiller, giver spillet en utrolig levetid og åbner op for en helt ny side af Tiger Woods PGA Tour 2004. Som altid med sportsspil er det sjovest når man dyster mod en anden spiller og med muligheden for at spille helt op til fire spillere i multiplayer er der virkelig lagt i kakkelovnen til multiplayer spænding på Greenen.

Ser man bort fra al den snak om nye features og nye modes, så er Tiger Woods PGA Tour 2004 stadig et ret solidt golfspil. Det ville det også være uden alle de imponerende modes, en enorm Pro Shop, en 52-ugers PGA Tour og den omfattende Game Face mode. Tiger Woods PGA Tour 2004 er simpelthen bare et godt golfspil, fordi det fanger stemningen og fornemmelsen af at spille golf. Det genskaber sporten i en sådan grad at rigtige golfspillere vil elske det og nybegyndere vil få lyst til at tage en tur ud på golfbanen, for at opleve mere af det samme som i spillet. Det er derfor Tiger Woods PGA Tour 2004 skal have ros... ikke fordi det disker op med modes og features i en lind strøm, men fordi mekanikken bag det hele - selve golfspillet, er så velfungerende som det er. Skal man klage over noget er det måske at Tiger Woods PGA Tour 2004 er en kende for let hvis du spiller det meget. Når du først behersker den analoge-svingemetode (hvor man skubber den analoge stick frem og tilbage for at slå til bolden) kan det blive lidt for let at banke bolden derhen hvor du gerne vil have den. Det er naturligvis noget der i virkeligheden ville kræve rigtig mange års træning, men på den anden side... hvem gider spille en talentløs taber i et computergolfspil?

Stadig i top

Visuelt er Tiger Woods PGA Tour 2004 stadig et forbløffende spil. Der er ikke sket overvældende udvikling i grafikken fra 2003 til 2004 udgaven, men spillet er stadig smukt og livstro at se på. Banerne er store, veldesignede og livagtige, mens spillerne er velanimerede og troværdige at se på. Grafikken er blevet finpudset her og der og den er måske lidt skarpere end den var i den foregående udgave, men det er nok ikke noget man vil bemærke med mindre man har spillet Tiger Woods PGA Tour 2003 til hudløshed. Så alt i alt er der intet at klage over i grafikken. Tiger Woods PGA Tour 2004 er stadig det flotteste golfspil du finder til nogen platform.

Gary McCord og David Feherty står for at kommentere spillet. De gør det sådan set udmærket og da en af dem er kommet til siden 2003 udgaven, betyder det at en stor del af det speak man oplevede i 2003 versionen er blevet lavet om, så der nu er en række nye kommentarer og bemærkninger. Hvad angår lydeffekterne så er de rimelige og der er masser af dem, både fra golfspilleren og selve spillet, men også fra omgivelserne. Musikken er som altid leveret af forskellige mere eller mindre kendte bands, men mest interessant er nok at man i år selv kan designe sit eget soundtrack, så man slipper for at høre på de numre der er i spillet.

Bestemt pengene værd

Masser af nye features, spillere, baner og modes viser vejen frem for Tiger Woods PGA Tour 2004. De mange nye muligheder og spilmodes gør spillet en investering værd, selvom du også ejer 2003 udgaven. Der er stort set intet at klage over i Tiger Woods PGA Tour 2004, der er enhver seriøs golfspillers drøm og enhver nybegynders chance for at finde ud af hvad det hele egentlig handler om og hvorfor nogle mænd (og kvinder) bare ikke kan lade være med at ævle om handicap, green, drive og så videre. Så har du bare den mindste interesse i golf, eller er du bare en smule nysgerrig, så kan du roligt slagte Pondus, for pengene vil være ganske godt givet ud.

Spillet distribueres i Danmark af Electronic Arts, som gerne vil hjælpe dig med at finde den nærmeste forhandler hvis du ringer 45 28 70 00

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).