Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Elsker du alt hvad der bare lugter af Dungeons & Dragons eller har du bare brug for et solidt RPG, så læs med her, for vi tager et kig på, hvad denne længe ventede titel fra troldmændene på Troika (dem der bl.a. har lavet Arcanum: Of Steamworks and Magick Obscura) har at gøre godt med.

D& øhh D

At Dungeons & Dragons er big business på computerspilsfronten er vist ingen hemmelighed. De seneste år har vi set adskillige titler dukke op, der hver især har forsøgt at tage en bid af kagen, som den åbne D20 licens pludselig diskede op med. Det store spørgsmål er altid om den enkelte titel formår at skabe en vedkommende historie i et interessant univers. Det er i undertegnedes bedste overbevisning ikke lykkedes alle at slippe lige heldigt fra det. I tilfældet med Temple of Elemental Evil har man derfor forsøgt at springe over hvor gærdet er lavest ved at implementere en allerede kendt historie. Det gamle AD&D Greyhawk eventyr vækkes derfor til live igen, men lad os se på, om det folder sig ud som en Fønix eller blot er en mølædt zombie.

Den åh så fæle ondskab

Historien er der ikke så meget at kommentere på. En bande skumle kultister bandlyses af en håndfuld troldmænd til deres ligeså skumle tempel. Mange år er gået siden da, men nu lusker banditter rundt i området nær templet og mon ikke de pønser på at åbne op for ondskaben endnu engang. Fantastisk originalt og hvis du ikke allerede er besvimet af skræk (eller kedsomhed), så bør det være soleklart, at din opgave er at stoppe ondskabens fremkomst ved at tæve dem hinsides.

Spillet starter i vanlig stil med at du sammensætter et hold af eventyrere, der så stille og roligt lirker nok informationer ud af lokalsamfundet til, at du kan fuldføre din færd. Din primære base er den lille flække af en landsby Hommlet (undertegnede laver lige et notat over det opfindsomme navn), hvor du så kan vælge at gøre følgeskab med enten de gode eller de ligeglade i din søgen efter sandhed, rigdom og berømmelse. Jeg er måske lidt hård ved spillets plotstruktur, men man bør så absolut ikke have de store forventninger om en episk nytænkende handling hvis man spillet Temple of Elemental Evil. Men ok, man behøver nødvendigvis heller ikke have den store historie for at underholde spilleren. Og et eller andet sted synes Temple of Elemental Evil også at rage dem en høstblomst. Hvad der er i højsædet her, er kamp og kampsystemet.

D20 v. 3.5

Nogle vil måske hævde at Troika tog en betragtelig risiko ved at gøre brug af 3.5 reglerne for D20 systemet, men personligt har det altid generet mig grænseløst, at kampsystemet i version 3.0 var så tilfældigt skruet sammen. Måske fungerede det fint til bordrollespillet at man håndterede de mange tvivlspørgsmål med ad hoc løsninger, men for mig at se, fungerede det ikke i computerspillene. Troikas valg af system gør derfor brug af, hvad 3.5 systemet nu engang er designet til, nemlig håndtering af kampsituationer. Og skal spillet udelukkende vurderes på det grundlag, så er jeg af den overbevisning at Temple of Elemental Evil formår at levere varen en hel del bedre end de andre udspil. Nu sidder du måske og synes at historierne i Baldurs Gate serien er helt fantastiske og det primært var det, der fastholdt din interesse. Og hvis historien i Temple of Elemental Evil nu er ligeså tynd som en svensk Pripps øl, så kan du vel næppe se, hvorfor du skal give dig i kast med denne titel. Det er som sådan forståeligt nok, og jeg vil ikke anfægte denne vinkel med andet end, at jeg personligt har fundet historierne i Baldurs Gate, Neverwinter Nights og Icewind Dale ligeså komplekse som et spil kryds og bolle.

Nå, det var vist nok sure opstød fra min side vedrørende systemet, for selvom jeg ikke er meget for det, så fungerer Temple of Elemental Evil faktisk ganske godt på de præmisser, det nu er givet. Har du aldrig før stiftet bekendtskab med regelsystemet, så får du faktisk en god indføring i det, både fra manualen (der er på 170 sider) og i spillet, som handlingen nu skrider frem. Et af kardinalpunkterne i denne type spil er, hvorledes dine eventyrere reagerer og korresponderer i forhold til deres grundholdninger. Da udfaldet af dine handlinger og mængden af information præges af netop disse holdninger, udgør det et vigtigt strategisk element for dine valg af kontaktpersoner. Men for at spilleren ikke bare skal sidde timevis i karaktergenereringsfasen, så er det meget rart at huske på det gamle ordsprog om, at alle veje fører til Rom. Du vil derfor hurtigt opleve at skulle du ikke få informationer eller hjælp fra én kant, så er der heldigvis andre muligheder at ty til.

Selve interaktionen er ganske solidt designet, hvorfor du får en reel følelse af, at kunne planlægge dine angreb på bedst tænkelige måde. Er man dog typen, der ikke magter at håndtere mere end én hotkey eller ryster på hånden i musemenuerne, så er der godt nok dårlige tider i vente, for hele Temple of Elemental Evil præges i den grad af, det væld af muligheder, der foreligger i systemet.

Som nævnt er kampsituationerne i højsædet, og for mig at se fungerer det som sådan nogenlunde fornuftigt og væsentligt mere gnidningsløst end set tidligere. Kampsystemet er tur baseret, hvilket giver spilleren en mulighed for lige at stikke en finger i jorden og orientere sig, når det går hedt for sig med sværme af fjender, der stikker, gnaver og fortryller dine stakkels eventyrere. Når du går i kamp, kan du involvere op til fem af dine eventyrere og tre hyrede NPC (non playing characters - red.) karakterer, så kampene kan blive ret store og overvældende.

Irriterende NPC'ere

De NPC karaktererne du hyrer til din gruppe, fortjener lige et afsnit for sig. For det første vælger de typisk at deltage for en del af byttet, hvilket de så også bare raner til sig, inden du selv får så meget som chancen for at se på det. Ydermere sælger de ud til højre og venstre af deres udstyr når de får chancen. Man kan derfor blot måbe over at de aldrig har et våben som back-up, hvis deres primære våben knækker. Sådan er NPC´ere nu engang: grådige, ubetænksomme og generelt temmelig tåbelige. Da man ikke ligefrem bruger juveler som kasteskyts i Temple of Elemental Evil, bliver det hurtigt til en kynisk vurdering, om NPC'erne vitterligt er deres betaling værd.

Pragtfuldt sceneri

Visuelt er det lykkedes Troika at skabe en meget interessant og flot udført verden. Selvom sceneriet til tider kan blive en smule dunkelt er spillet fyldt med masser af animationer på ekstra-objekter, der giver spilleren illusionen af, at det er en levende verden vedkommende trasker rundt i. Ydermere er detaljegraden på sceneriet smukt eksekveret, hvor man for en gangs skyld, kan se variationer i NPC'eres påklædninger og udstyr. Karaktermodelleringen er også en fryd, hvor især animationerne af formularerne synes opfindsomme. Lydbilledet følger også fint med, også selvom man måske hurtigt fortryder stemmevalget til sine karakterer.

Buggy bugs?

Der hvor mekanikken i Temple of Elemental Evil måske kan siges at halte lidt er i nogle lidt besynderlige bugs. Først og fremmest er det tilfældene, hvor du skal have et eller andet magisk objekt identificeret. Du får ikke en specificering af, hvad det magiske element rent faktisk betyder. Finder du eksempelvis en chain mail +1, kan man hurtigt deducere sig frem til, hvad det betyder for bærerens rustning og AC (armor class - red.). Finder man i stedet en cloak of elvenkind, så er der ikke mere information at hente på den. Nogle vil sikkert finde det voldsomt irriterende, mens undertegnede synes det er en interessant retning at fjerne indholdsfortegnelsen på varen.

En anden "bug" kan udspille sig ved, at dine karakterer 'umotiveret' angriber NPC'ere. Jævnfør det tidligere nævnte omkring NPC'ere, så finder jeg det ganske naturligt, at en af dine karakterer pludselig ikke gider tage mere ævl fra en NPC. Igen, nogle vil finde det irriterende, hvor andre synes det er ok. Slutteligt undrede det mig, at jeg blev præsenteret for statistikkerne på en lang række monstre i installationsfasen. Men nok om det.

Og dommen er:

Opsummerende må jeg konstatere, at det overordnet set er lykkedes Troika at skabe en god implementering af regelsystemet, og at spilmekanikken derfor fungerer ganske fornuftigt. At historien ikke er noget at skrive hjem om, er selvfølgelig noget der kan, skal og bør trække vurderingen nedad, men igen er det noget jeg personligt ser som værende lidt sekundært i netop denne titel. Så hvis der skal skæres ind til benet, er Temple of Elemental Evil et velfungerende regelteknisk spil med en flot grafisk præsentation og dertilhørende lyd. Det eneste reelle klagepunkt er plotstrukturen eller manglen på samme. Spillet må derfor siges at appellere til entusiaster af netop denne form for rollespilsoplevelse med D20 systemet og ikke at forglemme de gamle støvede dungeon-master koryfæer, der stadig har en laset kopi af Temple of Elemental Evil modulet stående på reolen. Bliver der skrevet noget nyt til genren med Temple of Elemental Evil? Mit svar er et forsigtigt "ja".

Spillet udgives af Atari, der kan kontaktes på telefon 75 83 00 95.

Om Jens-Peter Thomsen