Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Vær rede til at modtage din dom, borger! Dredd er kommet til byen, så gøglere, kriminelle og andet godtfolk må hellere gemme sig i den dybeste kloak de kan finde. Dredd havde pæn success på 80'ernes tegneserie scene, men kan han klare sig i digital form i et nyt årtusinde?

Bare rolig

Der er sikkert nogle få Dredd-fans derude, som lige nu sidder med den halvgamle (og for Dredd kendere heldårlige) Stallone film i hukommelsen. Hvor filmen brød med stort set alle uskrevne regler fra Dredd universet, har spillet Dredd vs Death stor respekt for den gamle tegneserie. Så læs roligt videre, der er ingen fare på færde (i al fald ikke på dette punkt..).

Kommercielt set har Dredd levet under jorden de sidste 10-15 år. Kun i velassorterede tegneseriebutikker (denne anmelder nikker anerkendende i retning af Fantask) har han været at finde - og på det sidste har det endda været småt med Dredd-udvalget i disse få refugier. Dredd havde sin storhedstid i midtfirserne, og her blev der produceret en pæn mængde ret flotte albums, nogle af dem endda med solide og velfortalte plots.

Dredd for nybegyndere

Men når Dredd nu har været ude i kulden alle disse år, må vi hellere starte blødt ud med en beskrivelse af det noget specielle univers: Vi skriver det 22. århundrede. Sovjet har angrebet USA, og verden ligger i ruiner (husk: Dredds storhedstid var før Jerntæppet fald). Verden over bor de overlevende i Megacities, beskyttede mod strålefaren. Nordamerikas kontinent består således af 3 byer: Megacity 1 (Østkysten), Megacity 2 (Vestkysten), samt Megacity 3 (nede ved Mexico). I Europa må vi nøjes med Brit City og Euro City (der er ikke altid helt konsistens fortællingerne mellem). Vi må ikke glemme Lunar City 1, placeret på vores gode gamle måne.

Arbejdsløshedsprocenten i disse byer ligger et sted sidst i halvfemserne, stærkt efterfulgt af kriminalitetsprocenten. Folk er forarmede, og keder sig mens de hænger ud i millionbyernes triste højhuse. Her kommer Dommerne så ind i billedet. Dommere, jurymedlemmer og bødler, samtlige roller rullet sammen og tildelt hver og en af dommerne. Strafudmålinger foregår i samme åndedrag som anholdelserne, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Belægningsprocenterne i kriminalforsorgen har forlængst nødvendiggjort afskaffelse af fængsler, til fordel for de såkaldte isolationskuber. Det bliver aldrig helt defineret hvordan disse kuber ser ud, men en dom på "fire år i 'kuberne" lyder bestemt ikke rar.

I dette storbykaos af nonstop vold, kriminialitet og en underdimensioneret lovmagt, træder Dredd frem. Klonet, dyrket og trænet som en maskine. Han er den ultimative dommer, dog ikke højsteretsdommer, han er der hvor der er allermest brug for ham: på gaderne, hvor han er en levende legende og hans navn kun viskes.

Dredd græder ikke, Dredd tager ikke masken af og viser ALDRIG sit ansigt, Dredd forelsker sig ikke, Dredd beskæftiger sig aldrig med selv personligt - der er kun byen, borgerne og LOVEN. Og på alle disse punkter r*vrender (ja jeg bandede i en anmeldelse, for første og sidste gang!) filmen alle sande Dredd fans godt og grundigt.

Dredd vs Halo?

Spillet foregår i førstepersons perspektiv. Efter den obligatoriske træningsbane, hvor de basale manøvre/våbenfærdigheder indøves, går det rask derudaf. En demonstration må stoppes, og et par eksempler eller femten må statueres. I Dredd universet er det naturligvis forbudt at ryge, lave grafitti, tigge, tale højt, eller på anden måde stikke næsen frem. Faktisk kan alle personer på gaden anholdes for et eller andet, hvilket får Dredd-o-meteret til at stige. Skyder man civile gidsler eller lignende, falder nålen langsomt og dommen efter hvert level bliver dårligere.

Et spil af denne type er hverken værre eller bedre end det våbenarsenal man kan vælge imellem. Dredd vs Death er ikke specielt opfindsomt; der er amindelige skydere, richochet- og varmesøgende projektiler (som vi kender særdeles godt fra serien), samt raketkastere, snigskytterifler, pumpguns med videre. Ikke særligt opfindsomt. Jeg savner især at kunne påkalde en solid omgang riotfoam fra oven (riot foam er en slags skumplast som nedkastes og hurtigt størkner, men personer kan ånde igennem den. Bruges til at dæmpe gemytterne ved større optøjer. I mit favoritalbum nedkastes riotfoam over en hel park for at fange en enkelt forbryder, og da de mange hundrede uskyldige civile graves ud under stor brok og skumlen, er Dredds eneste udødelige kommentar "Lovene er til for at beskytte borgerne - ikke for at behage dem").

Det hele ser meget Halo agtigt ud, og det er ment som en kompliment. Desværre er der ikke kælet specielt meget for grafikken. Gader, pladser og huse minder meget om dem vi kender fra serien, men den almindelige staffage såsom blomsterkummer, civile borgere, bænke osv, er udført som var det på samlebånd. Der er dommer-emblemer og dommer-ørnestatuer som det sig hør og bør, men de er ret groft udført. Store gigantiske rumskibe summer omkring som kolibrier - det er næsten ikke til at klare. Hvor gammel Halo efterhånden er, kan Dredd vs Death ikke helt følge med designmæssigt. Det sker også at framehastigheden falder kraftigt. Enkelte steder er der indlagt røg- og vandeffekter, og her går skræmopdateringen helt i lysbilledshow-mode i en grad der gør det svært at navigere Dredd rundt midt i al hakkeriet. Det er sjældent, men når det sker er det irriterende som bare pokker.

Når vi er ved grafikklagerne er det også svært ikke at bemærke hvor affolket Mega City 1 egentlig er. Man ser sjældent mere end en håndfuld borgere på gaden ad gangen. Til gengæld trisser disse ofte komplet mekanisk/hjerneløse rundt, hvilket desværre også gælder de dommere man møder på sin vej.

Lyden er intetsigende, men den er der, og Dredds dystre basvokal lyder præcis som jeg altid har forestillet mig den (hvilket naturligvis er individuelt blandt os gamle tegneseriefans). Man mangler voldsomt en radar når fjenderne angriber i flok, dog hjælper lydens nogenlunde præcise angivelse af omverdenen lidt i den rigtige retning. Selv om pile angiver fare-retningen, ville en radar have været skønt.

Dredd vs Death

Batman har sin joker, Tom har sin Jerry, Fogh har sin Lykketoft, Simba har sit postbud - og selvfølgelig har Dredd også en ærkenemesis. Han hedder såmænd Judge Death, og minder på mange måder om Dredd. Judge Death var en nidkær dommer i en anden dimension, indtil han sammen med sine kollegaer Fire, Fear og Mortis nåede til den konklusion at kriminalitet begåes af levende - det vil sige alle levende væsener er potientielle forbrydere. Den logiske videreførelse er således, at kriminialitet bedst bekæmpes ved at dræbe alle borgere. En radikal tankegang. Af og til aflægger disse festlige dommere Mega City 1 et besøg, og det er sjældent kedeligt. Gruppens selvbestaltede alfa-han er Judge Death, og dommerne har alle det til fælles at de er levende døde. Det er således problematisk at nedlægge disse forskruede individer, for ligesom Arnold har sit "I'll be back" har Judge Death sloganet "man kan ikke dræbe noget der allerede er dødt". Øv da også. En af de få effektive metoder til at få skovlen under Death, er patentgummiet "Boiing", men det er en helt anden historie.

Fem minutter inde i Dredd vs Death's gameplay vælter der pludselig zombies rundt i gaderne, og hvem mon står bag? Hm... Tja.

Ud over de gamle fjender bliver det også til et lidt mere behageligt gensyn med den kvindelige Judge Andersson fra PSI divisionen - dommernes paranormale division, som kan tankelæse, få visioner om ting der sker i andre dimensioner, samt andre party-tricks. Den eneste vi mangler er Walter The Wobot, Dredds komiske makker ala Star Wars' Jar Jar Binks. Jeg kan hverken døje Binks eller Walter, så ikke et ondt ord om at han er sendt på pension.

De kære zombies er ikke videre elegant udført, til gengæld er de særdeles aggressive. De stryger lige i flæsket på Dredd, og deres tynde kroppe kan være endda særdeles tricky at ramme. Men med et fornuftigt valg af ammo, går det lige an (pas på med at skyde ildkugler mod dem når de er tæt på - de kære zombies er allerede døde og dermed længe om at brænde op mens de ufortrødent spæner dig i møde, og pludselig breder der sig en stank af ristet Dredd..)

Et af de store fordele ved Dredd vs Death, er muligheden for at spille sammen, dog kun to spillere ad gangen. Det er bare så meget sjovere at høvle zombies og arrestere løsgængere, når man kan hjælpes ad. Hen ad vejen er der også mulighed for at låse op for diverse multiplayer spil, hvor man kan dyste op til fire spillere ad gangen. Desværre uden XBox Live eller over netværk.

Nøgleordet for Dredd vs Death er på mange områder: gennemsnitligt... Hverken mere, men heller ikke mindre. Spillets grafik er på det jævne, ja faktisk lidt under. Lydsiden er på det jævne, måske lidt over. Plottet er tro med serien, hvilket trækker lidt op. Udvalget af våben svarer grundlæggende til seriens, persongalleriet er som det skal være og vi møder endda firkløveret med ærkefjenderne. Fans af Dredd anbefales at tjekke spillet ud, udviklerne har heldigvis gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i det gode gamle Dredd-univers. Den almindelige gennemsnitlige gamer som endnu ikke har oplevet Halo, kan med fordel dykke ned i spilbutikkens tilbudsrodekasse, fiske det gamle Halo op, og få sig en mindst lige så god oplevelse til en billigere penge.

Spillet er venligt udlånt af Vivendi Universal Games, der henviser til nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).