Voodoo Vince

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Der er ikke kommet nogle gode og unikke platformspil til Xbox, vel? Se der tager du fejl. Microsoft har tidligere forsøgt sig med Blinx, hvilket ikke var videre godt, men nu er de klar med Voodoo Vince, der en gang for alle beviser at man også kan finde suveræne platformere på X-kassen.

Mørk humor.

Alle rigtig gode platformspil skal have en eller anden form for gimmick, helst en med en smule humor. Det har Voodoo Vince også - hovedpersonen er nemlig voodoodukken Vince, der egentlig har det fint med at passe sig selv og fungere som nålepude et sted i Louisiana´s sumpe. Men da hans skaber, Madame Charmaine, en dag bliver kidnappet af en ond skurk, der samtidig med kidnapningen skaber en hær af monstre og zombier, må Vince agere helten og forsøge at redde Charmaine. Vince er ikke videre stærk, smuk eller synderlig heltemodig, men han har et hemmeligt våben - han er som nævnt en voodoodukke.

Hvad betyder det så? Jo det betyder at udover at hoppe fra platform til platform, som i alle andre platformspil, kan Vince udsætte sig selv for de mest forfærdelige uheld. Det skader dog ikke Vince at bade i syre eller blive knust af en flyvende ko... men det dræber alle fjender i hans nærhed. Sådan fungerer Voodoo åbenbart. Dog kan Vince ikke benytte disse specielle "power-up" angreb hele tiden. Han skal først samle energi til at anvende dem ved at indsamle perler, der ligger rundt omkring på banerne. De første mange gange man anvender de specielle voodoo angreb, hvor Vince udsletter sig selv på grusomste vis og derved dræber alle fjenderne på banen, virker de meget humoristiske, men de bliver ret hurtigt trivielle og lidt ensformige at se på desværre. Enkelte steder på de mange baner i spillet, er der desuden fælder eller ting, som Vince kan interagere med (læs: gå i dem og derved skade sine omgivelser). Generelt så skal man lige vænne sig til at det nogle gange er godt at gøre ting, der tilsyneladende vil slå Vince ihjel. Men da Vince er en voodoodukke, dør han ikke af at blive mast under et pengeskab eller skåret i småstykker af en motorsav... det gør alle fjenderne omkring ham til gengæld.

Banerne i Voodoo Vince er ualmindeligt godt designet. Variationen imellem banerne er enorm og banerne er som regel godt forsynet med små minispil eller funktioner. Vince kommer blandt andet til at sejle i en ubåd, knuse små dyr i en kødhakker, race sundt i sumpene i en klassisk propeldrevet sumpbåd og ride rundt på ryggen af en gris. Denne variation og humor i banedesignet og minispillene, gør Voodoo Vince til et spil, der er værd at vende tilbage til igen og igen, selvom du har gennemført det en gang allerede. Desværre er spillet rimeligt let at tordne igennem, især hvis du tidligere har spillet andre platformspil. Spillet bliver faktisk aldrig rigtig svært, selvom der er nogle bosskampe, hvor man måske lige skal forsøge sig to eller tre gange før man gennemskuer metoden til at besejre bossen på.

Voodoo Vince er på ingen måder et revolutionerende platformspil, men det er et fantastisk underholdende og humoristisk spil, der med et glimt i øjet hjælper spilleren med at tortere stakkels Vince på de mest drabelige måder. Selvom man måske bliver lidt træt af spillets koncept i længden, så er det i det mindste en smule anderledes. Man kan ikke rigtig klage over fejl eller mangler i spillet, bortset fra spillets sværhedsgrad, der som nævnt måske er for lav til de virkelig hardcore platformspillere. Men både veteraner og nybegyndere i genren vil med sikkerhed føle sig godt underholdt i de timer de bruger på at spille igennem Voodoo Vince.

Smukt men sjovt

Visuelt er Voodoo Vince et ret kreativt spil. Grafikken er forbløffende god igennem de mange forskellige baner og omgivelser, som Vince kommer til at traske igennem. Vince selv er virkelig underholdende at se på. Han er mildest talt ikke den kønneste voodoodukke i verden. Faktisk ser han ud som en gammel nålepude, hvilket blot gør hans mange lidelser undervejs igennem spillet mere humoristiske at se på. Omgivelserne er i sig selv ikke voldsomt detaljerede, men intelligent anvendt lys og partikeleffekter giver banerne liv og en rigtig god stemning. Stemningen underbygges desuden af de ret specielle fjender og monstre som Vince møder. De er virkeligt grotesk designet, men de er stort set alle sammen meget interessante og velanimerede at se på. Det samme gælder Vince, der også er forbløffende veldesignet og animeret. Alt i alt en rimelig flot visuel oplevelse.

Lyden i Voodoo Vince er et kapitel for sig. Da spillet foregår i Louisiana og forskellige steder i New Orleans er underlægningsmusikken naturligvis forskellige jazznumre - hvilket lyder helt genialt! Vince har en del tørre bemærkninger om de pinsler han skal igennem. Stemmeskuespiller er ret godt og hans bemærkninger er ofte ret sjove.

Køb det med det samme!

Voodoo Vince beviser at Microsoft sagtens kan følge med firmaer som Nintendo og Naughty Dog når det kommer til design af sjove og underholdende platformspil. Spillets gimmick fungerer rigtig godt, så selvom det kan blive lidt ensformigt, så er det for det meste sjovt at se Vince udrydde sig selv på de mest drabelige måder, for at slippe af med fjenderne på skærmen. Som platformspil i sig selv er Voodoo Vince dog også et ret godt spil, med masser af variation, forskellige minispil og genialt designede baner. Alt i alt et spil du ikke bør snyde dig selv for, hvis du bare har den mindste interesse i platformsgenren.

Spillet udgives i Danmark af Microsoft, der gerne henviser til nærmeste forhandler på 44 89 01 00.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).