Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Capcom har leveret nogle af mine sjoveste og mest udfordrende stunder, så forventningerne til dette racespil var høje, da jeg satte det i min Xbox. Et bilspil kan jo selvfølgelig ikke indeholde hverken "Hadou-ken" (Streetfigther II serien) eller dødelige viruser (Resident Evil serien), men "Auto Modellista" var ret underholdende, så jeg var klar til at tage udfordringen op.

GT klonen

Group S Challenge er ganske simpelt en "Gran Turismo" klon med alt hvad det indebærer. Altså - man skal køre nogle løb, tjene penge og købe nye biler indtil man har så god en bil at alle andre biler taber til den! SÅ simpelt kan det siges. Der er selvfølgelig en masse små detaljer, men mange af dem ser man også i andre spil af denne type, så der er faktisk intet nyt under solen.

For at mestre dette spil skal man sørge for at ens bil er toptunet og velkendt, men så er man også sikret en 1. plads i sidste ende. Man kan dog vælge at køre andet end challenge. Nemlig "Line Mode" og "Dual Mode". "Line Mode" er et nyt tiltag, hvor man skal køre en bane på tid og inden for den tid skal man også samle så mange tokens op som muligt. Disse tokens ligger på ideallinien og med meget få centimeters mellemrum. I "Dual Mode" skal man køre mod en specielbygget bil. Målet med "Dual Mode" er at man vinder bilen hvis man vinder løbene.

Yes... Capcom!

Tårnhøje forventninger uden begrundelse er tit dumt at have, og det fik jeg at føle, for da jeg kastede mig ud i denne "Gran Turismo" klon fandt jeg hurtigt ud af, at jeg godt kunne ligge fartdjævlen i mig til ro igen, for der er ingen fornemmelse af, at man kører knapt 200 km/h. Det kunne faktisk godt være et badekar på hjul, der triller stille og roligt ned af en bakke med 0,25% hældning.

I bilspil forventer man at man skal sidde og læne sig til højre og venstre i sofaen for at komme rundt i svingene, p.g.a. indlevelsen, men ak. Det er desværre komplet umuligt at få den fornemmelse af fart og spænding her, der mangler simpelthen noget der giver dig en hastighedsfornemmelse. Det eneste der bærer dette spil er, at der går en samler i dig, for det er let at købe nye biler og de skal bare lige tunes, og så er de klar til "Dual Mode". Det er dog positivt at der er masser af biler, der kan købes og vindes og de alle er fra rigtige firmaer og ligner de rigtige modeller.

Styringen er ikke, og det garanterer jeg, lavet til en "Controler S", for man er gået væk fra at bruge aftrækkerne, som ellers fungerer så godt til disse spil, så man ender tit med at slå over i en anden synsvinkel, når man skal bruge både bremse og speeder optimalt i et skarpt sving. Så find jeres store kluntede "Controler" eller rat frem fra gemmestedet under sengen.

Menuerne i spillet har desuden en feature, som er virkelig irriterende. Det er en funktion som sætter et hjælpeskilt op hver gang man går fra en menu til en anden. Dette er ganske hjælpsomt i starten, men hvad skal man bruge det til når man allerede kører Group-A biler? Det er åndsvagt og tærer på min, i forvejen slidte, tålmodighed. Grrrrrrrr.

Multiplayer er altid vigtigt på en konsol med plads til fire spillere. Group S Challenge har dog valgt, at der kun kan være to spillere, der kører mod hinanden. Dette foregår på den sædvanlige måde, hvor man er de eneste på banen og så er det bare at køre to omgange hurtigst. Det er ærligt talt for kedeligt, medmindre man spiller mod én, der er præcist lige så god som dig. Man savner nogle flere biler i racet og muligheden for, at fire kan spille sammen.

Grafikken

Spillets grafik er på et meget skuffende niveau. Det der er problemet er, at det hele virker meget primitivt og små basale effekter såsom lysstråler, genskær, støv og hjulenes måde at opføre sig på, ikke er realistisk. Der er ingen støv, når man fræser med 150km/h gennem gruset ved et sving. Hjulene hopper ikke når man kører over et bump. Der er så mange ting, som kunne være fede at have med men de er der ikke. Og hvor er bremsesporerne? (dem der burde være på vejen.)

Baggrunden er også skuffende da Capcom er gået tilbage til det gamle "2d-billede-der-bevæger-sig-lidt" trick. Det er helt ærligt den slappeste Monte Carlo bane jeg har set længe!

Lyden fra bilerne er som den plejer i disse spil. Brummende og fin, men jeg synes, der mangler lidt fornemmelse af hvor bilerne er, når man bare lytter til spillet. Musikken er dog under al kritik. Det lyder, som om en eller anden knægt er blevet spærret inde i en kælder med en masse kaffe og et musikprogram og det er der kommet et overdrevet techno track ud af... pointen er at musikken lægger op til, at fartfornemmelsen er højere end den egentligt er, så det virker lidt malplaceret.

3. rang

Min konklusion er, at dette spil bare et julehandelsspil, som Capcom regner med nogle stakler ønsker sig, for det bærer præg af at være et tredjerangs projekt. Spillets stærkeste punkt er, at der går en samler i en, så selv om dit blod er fortyndet med benzin og dit efternavn er Schumacher, så er der masser af bedre spil, som er mere værd, at få fat i. Vent med dette til det ligger til 100,- på et tilbudsbord i Fona.

Spillet distribueres i Danmark af Electronic Arts, som gerne vil hjælpe dig med at finde den nærmeste forhandler hvis du ringer 45 28 70 00

Om Seth Troensegaard Jensen