Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Trækbaserede historiske strategispil... ahhh. Dem er der simpelthen for langt imellem. Især når det, som dette, er spil, der kommer fra gode gamle SSG, som de fleste sikkert allerede troede var døde og begravet. Men nej SSG lever åbenbart i bedste velgående (det er bare lugten der snyder) og de er endda stadig i stand til at producere strategispil!

Korsun-hvad-for-en-fisk?

Okay, historien går nogenlunde sådan her: året er 1944, det er januar og det er jævnt koldt at hedde Fritz eller Dieter og sove i et skyttehul et sted i Rusland, stadig iført en laset sommeruniform. Det er Von Manstein dog ligeglad med, for han har problemer nok. Hans Army Group South prøver nemlig desperat at bibeholde deres brohoved på den anden siden af floden Dnieper. Der er opstået en lomme på den anden side af floden, som tyskerne stadig holder. I denne lomme ligger byen Korsun, der i løbet af de næste uger bliver en heksekedel da Stalin beordrer Konev og Vatutin til at angribe og knuse lommen med deres hære. Russerne kæmper for at lukke lomme og om muligt omringe tyskerne på russernes side af Dnieper, så tyskerne kan nedkæmpes i et klassisk kedelslag, mens tyskerne skal holde lommen åben længe nok til en eventuel evakuering.

Simple præmisser, der leder til et glimrende storstilet strategispil. Der er ikke voldsomt mange scenarier at spille i Korsun Pocket, men hvem gider også spille mindre træfninger, når man kan spille hele slaget om Korsun lommen, som enten tyskerne eller russerne? Under alle omstændigheder er Korsun Pocket klassisk trækbaseret strategi, som man kender det fra 80´erne og starten af 90´erne, hvor man flytter sine enheder rundt på et heksagon-opdelt kort. I modsætning til Talonsofts og HPS Sims strategispil i denne genre, foregår alle handlingerne i Korsun Pocket, både kamp og bevægelse, i samme træk. Man bevæger en enhed og angriber samtidig eventuelle fjendtlige enheder. Derefter kan man frit vælge en ny enhed at flytte og angribe med. Enhederne i sig selv repræsenterer regimenter af infanteri, kampvogne eller artilleri, så de fleste, der har spillet denne type af strategispil burde føle sig hjemme i Korsun Pocket.

På en side er Korsun Pocket et komplekst og meget stort spil, men på en anden side er det stadig et af de lettest tilgængeligt og mest begyndervenlige strategispil i denne genre. "Problemet" eller synderen er nemlig mangel på rigtige data og historisk tyngde. Dette skyldes at enhederne i spillet ikke repræsenteres med kaskader af tal og data om troppetyper, kampkvalitet, erfaring, træning og så videre... den slags man for eksempel typisk ville finde i et spil fra Matrix Games eller SSI, dengang de lavede spil af denne type. I stedet for tal og hårde data repræsenteres enhederne kampværdier mere pædagogisk med farver og billeder af små mænd, der repræsenterer enhedens styrke. Når du angriber fjenden med en eller flere enheder, slår spillet en terning (ja du ser faktisk en terning) og påfører derefter et vist antal små døde mænd på de angribende eller forsvarende enheder, alt efter hvor gode dine odds var i angrebet. Der er i princippet intet galt med dette system, men det er måske lige lovligt abstrakt for veteraner indenfor genren. Personligt ville jeg hellere vide at 16. GD Airborne regiment har mistet 354 mand som følge af kamphandlinger, end at de har mistet en af deres tre små "mænner".

Nu kan det være der begynder at ringe nogle små klokker hos strategifans, for de fleste har sikkert hørt om dette system før... med små mænd, der simulerer enhedernes styrke. Det er nemlig det samme system, der blev anvendt i Ardennes Offensive, da det blev udgivet i 1997. Korsun Pocket er egentlig en efterfølger... det vil sige det andet spil i "serien", som Ardennes Offensive startede for seks år siden - en serie de fleste nok troede døde med det første spils manglende kommercielle succes. Hvorfor sidder jeg og snakker om Ardennes Offensive lige pludselig? Jo det gør jeg fordi du udover Korsun Pocket nemlig også får en moderniseret og finpudset version af det gamle Ardennes Offensive med på cd´en - se det er sgu smæk for skillingerne!

Men selvom man nu får hele to strategispil på samme skive, er det så en investering værd? Ja det er det i princippet, hvis du er til den slags. Korsun Pocket er imidlertid et perfekt sted at starte på at lære hvad hele den historiske træk-baserede genre handler om, uden at man skal overskue tusinder af militære beregninger og historiske data. Spillet er rimeligt let tilgængeligt og det er så stort at man kan fordybe sig i det i ugevis eller månedsvis. Desuden kan man spille imod en anden menneskelig spiller via e-mail, men desværre ikke over Internettet, hvis man vil have lidt menneskelig modstand. Så er man begynder eller vil man bare gerne lugte lidt til denne niche i strategigenren, så er der masser at komme efter, men er man en af de nørdede typer, der allerede har gennemført Second Front og nu er ved at vinde på sværeste niveau i Uncommon Valor, så er der en reel risiko for at man vil finde Korsun Pockets meget visuelle og brugervenlige interface og system en smule for simpelt. Det er en skam, for selve spillet præsenterer sig selv ret godt og det ser faktisk ganske indbydende ud, men når man ikke helt kan fordybe sig som man gerne vil, bliver oplevelsen lidt for overfladisk.

Flotteste i genren?

Nu er trækbaserede strategispil normalt ikke rigtig spil vi forbinder med flot grafik. Det er naturligvis også begrænset hvor ophidsende flot man kan lave et 2D heksagonkort med små farvede digitale brikker på. Okay det er måske for voldsomt at kalde Korsun Pocket for smukt, men det er i hvert fald ganske indbydende at se på. Kortet er farverigt og ganske detaljeret, mens selve interfacet er yderst brugervenligt og nydeligt. Desværre er dette sket på bekostning af rå data; såsom tal for enhedernes ydeevne, men det kan vist kun genere de mest hardcore lænestolsgeneraler. Sammenligner man Korsun Pocket med andre spil i denne niche af strategigenren, så er der ingen tvivl om at Korsun Pocket er flottere end alle konkurrenterne... men det siger jo desværre ikke ret meget.

Lyden er... ja. Den er mildest talt sparsom. En summen, der vist skal lyde som motorkøretøjer eller marcherende soldater, akkompagnerer enheder der flyttes. Der er også en smule intetsigende kampstøj når computeren afgør et slag imellem to enheder. Men det er vel efterhånden hvad man kunne forvente af spil i genren, så det er ikke som om det direkte er skuffende. Det ville blot være rart hvis udviklerne bare en enkelt gang forsøgt at sætte skub i intensiteten og stemningen i denne type spil med et solidt lydspor.

Udmærket, hvis man er til den slags

Som trækbaseret historisk strategispil ligger Korsun Pocket og plasker i den lave ende af kompleksitetsskalaen. Det er udmærket, hvis man ikke gider de spil, der kræver timers arbejde før man kan tage et enkelt træk, men på den anden side betyder det også at Korsun Pocket let kommer til at fremstå som en smule overfladisk for veteraner indenfor genren. Desværre kommer der ikke mange af denne type spil længere, så spørgsmålet er om de hardcore veteraner og lænestolsgeneraler overhovedet har råd til at være kræsne, når det kommer til valg af spil. Har du fået lyst til at snue slidt til denne genre, så er Korsun Pocket alle tiders sted at begynde din virtuelle militære karriere.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).