Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Efter tonsvis af tegneserier, og en pæn stor success i first-person-shooter genren, er det nu blevet tid til endnu et Aliens vs Predator spil - denne gang som er det real-time strategi. Holder det? Læs med og se...

Diskriminerende

I en tid hvor den politiske korrekted forlængst har holdt sit indtog i computerspillenes verden, må jeg påpege at Aliens vs Predator er stærkt diskiminerende. Ud over de i titlen bemeldte racer indgår mennesker faktisk også, i form af de hårdkogte rum-marinesoldater (Colonial Marines) der i så høj grad var med til at bære Alien film nr 2, Aliens. Hvorfor disse ikke er med i titlen er mig en gåde, men måske er det for at undgå overskriften bliver for lang.

Netop det at der er tre helt forskellige racer at sætte sig ind i, er afgjort et af dette spils mest opløftende elementer. En glimrende tutorial til hver race leder spilleren sikkert igennem alle vigtige options og tastekombinationer.

Selv om racerne ifølge sagens natur er forskellige, minder Predator og Colonial Marines umiddelbart mest om hinanden. Marines fungerer på en for genren ret almindelig måde. En gruppe kan således bestå af kampsoldater (som selvfølgelig kan opgraderes), syntetiske soldater (som Bishop vi kender fra Aliens og Alien3), ingeniører, læger mv. De syntetiske soldater kan påkalde sig dropships med forstærkninger. Sidstnævnte optjenes ved at reparere små atmosfæreprocessorer rundt omkring, og på en måde minder det hele lidt om filmen... og alligevel ikke. Atmosfæreprocessorerne minder lidt om middelstore renovationscontainere, og ikke de gigantiske industrielle komplekser vi så i filmene. Under min kiksede tid i det Danske forsvar lærte vi aldrig noget om at man på missioner skal optjene credits for at kunne få tilsendt forstærkninger - men sådan er det måske i fremtidens overkapitaliserede samfund (eller såd'n noget).

Missionerne for de gode marinesoldater er i reglen meget meget simple: gå til x, ødelæg y, nedkæmp z. En gang imellem dukker nye ordrer op undervejs, altsammen noget vi kender til hudløshed.

Predatorernes missioner er ikke forfærdelig meget anderledes, dog har de lidt flere smarte gadgets at vælge imellem.

De kære Aliens (manner, de gav mig mange mareridt dengang i '86!!!) opererer lidt anderledes. For at kontruere en Alien skal vi jo have den kære dronning til at smide en håndfuld æg, som bliver til facehuggers. Tilsæt et par "værtsorganismer" og vi har de smukkeste chestbusters. Herefter kan en rigtig kampklar Alien udklægges. Det er besværligt, og nogle gange skal man hente & slæbe værtsorganismer i hvad der synes at være evigheder. Men når det lykkedes, føler man virkelig man har udrettet noget.

Fort Escort?

Som dreng elskede jeg at forskanse mig i hjørnet af dagligstuen, og ved hjælp af sofahynder, pyntepuder og liggeunderlag brugte jeg timer og atter timer på at kontruere uintagelige fæstninger (det var nu heller ikke så svært, jeg var enebarn så der var ikke nogen til at teste mine forsvarsstillinger). Denne glæde har jeg genfundet i real-time strategispillene, hvor jeg ææælsker at opbygge baser - jo mere komplekse jo bedre. Dette element er desværre så godt som udeladt i Aliens vs Predator Extinction - øv! Ok, Alien-rederne minder lidt om baser og som Marines man kan opstille maskingeværreder hist og her, men det er alt for jammerligt som erstating for en gang ordentlig fort-nørderi.

En meget, meget kunstig intelligens

Hvor meget jeg end holder af såvel Predators som Marines og Aliens, så kan jeg desværre ikke påstå nogen af arterne opfører sig synderligt intelligent i spillet. Nogle gange kan man se to enlige soldater bevæge sig i den helt modsatte retning af hvad de og resten af holdet har fået besked på (men måske er de egentlig bare meget intelligente, når man tænker på de giftige væsener der venter i mørket). Dertil kommer at lægeholdet nogle gange trodser kommandoer om at helbrede soldater, samt at ingen af racerne helt kan undgå at sidde fast i kulisserne fra tid til anden.

Grafisk er spillet ikke helt i top. Det er ikke en decideret ulykke at se på, men lige fra introvideoens stive animationer til selve gameplayets farveløse grafik, skinner en generel trist fantasiløshed igennem.

Selve figurerne er, som sædvanligt i denne genre, ikke særligt store og som følge deraf ikke vanvittigt detaljerede. Det værste er næsten animationerne, som må siges at være deciderede ringe. Synet af en feltlæge som med spastiske fakter i den blå luft helbreder en kammerat - som iøvrigt befinder sig mere end fem meter væk - er næsten ynkeligt at se på.

Musestyring og real-time strategispil hænger sammen som Gøg og Gokke, som øl og chips, som.... nåja, du forstår hvad jeg mener. Fraværet af en mus på Xboxen har tvunget udviklerne til at tænke alternativt. Det er som sådan lykkedes så godt det kan - tror jeg da nok. Om så mit liv afhang af det kunne jeg ikke udtænke hvordan en konsol-controller som Xboxens skulle kunne hamle op med den indgroede defacto standarder indenfor real-time navigation som f.eks. "klik og vælg et antal styrker med et rektangel" metoden. De indbyggede tutorials handler da også mest om hvordan man vælger og bevæger enheder. Det er altsammen meget godt, men man skal virkelig have oparbejdet noget spil-rutine inden man i en presset og kritisk situation ikke gribes lidt af panik, ikke af strategiske årsager men rent teknisk "hvordan for jeg hurtigt valgt & placeret mine styrker korrekt"-agtigt.

Dertil kommer at vi her taler et singleplayer spil, i en genre der er gennemsyret af rigtig gode online multiplayer alternativer.

BUNDlinien

Det er klart at der her er tale om en væsentlig skuffelse efter de vellykkede first-person-shooters vi så på for nogle år tilbage. Selve ideen med Aliens/Predators/Marines i et strategispil er meget tiltalende, de forskellige velkendte racer taget i betragtning. Udviklerne har sløset med AI og grafik, og selv om der da helt åbentlyst er tænkt grundigt over hvordan et museløst interface kan strikkes sammen, så er det et faktum at navigation, AI og gameplay i den store sammenhæng fungerer omtrent lige så effektivt som et hæklet kondom.

Spillet distribueres i Danmark af Electronic Arts, som gerne vil hjælpe dig med at finde den nærmeste forhandler hvis du ringer 45 28 70 00

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).