Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Die Hard filmene var allerede fra starten af action klassikkere. De var fængende på en helt speciel måde og det er intet under, de blev så populære. Alle film med et sådan bagland bør have et spil eller to, så alle kan påtage sig rollen som f.eks. John McClane og tømme bygniger for terrorister ved juletid. Det er blevet til et par Die Hard spil, men kun et er tro mod filmen, nemlig Die Hard "Trilogi" til den gamle PlaystationOne. Kan "Vendetta" måle sig med det?

Hvor er Willis?

John McClane, der i spillet ikke spilles af Bruce Willis, er flyttet til L.A. for at passe sin datter, der er blevet politimand ligesom sin farmand. Der går dog ikke mange minutter, før hun bliver taget som gidsel. Det sker på hendes første arbejdsdag og da farmand ser dette, skal der ellers deles polititæsk ud til terroristerne. Ud over det er der ikke for meget historie, for man skal dybest set bare finde nogle billeder og returnere dem til byens kunstgalleri. Ham, der har stjålet dem, er den tredje knægt fra familien Gruber, åbenbart døbt Piet, hvilket tydeligvis er et tysk navn ligesom hans to tyske brødre, der som bekendt er afgået ve døden i filmene. Det har desværre ikke meget med en Die Hardt film at gøre, da der ikke er nogen overhængende fare for at 50 gidsler bliver skudt eller byens skoler bliver sprunget i luften. Det eneste der er, er nogle lidt tilfældige gidselsituationer, som hurtigt bliver afværget med et skud fra hoften.

McClane ligner slet ikke sig selv, hen er blevet alt for blød. Han taunter ikke sine fjender og ligner mere Serious Sam end den gode gamle Bruce Willis. Det er jo godt nok et First Person Shooter spil, men ved at kalde det Die Hard, skabes der nogle standarter og forventninger, som spillet desværre ikke lever op til. Med et andet navn ville feedbacken muligvis være mere positiv.

Gameplayet er lidt specielt, da man kan snige sig ind på forskellige skurke, anholde og forhøre dem, hvilket er en smart måde at afvæbne en hel gruppe på. Det skal dog lige siges, at man skal have fat i lederen for at gruppe overgiver sig. Denne feature er desværre det eneste nye i spillet, selvom der er lavet om på nogle funktioner så som hop, som nu fungerer automatisk og man er derved sikker på altid, at komme over på den anden side når man f.eks. hopper fra tagryg til anden. Der er også blevet pillet ved autoaim. Dette fandt jeg først ud af da jeg så ekstra filmene, der er med som special feature, for det plejer jeg at slå fra... ikke nogen smart ide! Autoaim virker nemlig som i "Virtura Cop", hvilket betyder at sigtekornet popper over på en modstander og blinker rødt omkring ham. Så skal man bare trykke to gange hurtigt på aftrækkeren - sådan dræber man en skurk. Bruger man ikke autoaim, vil McClane kun ramme inden for sigtekornet cirka en ud af fire gange (på cirka tre meters afstand), med mindre man trykker på aimknappen, der egentligt bare gør sigtekornet ustabilt og gør at man ikke kan fjerne sig fra stedet... denne knap burde nærmere hedde Sitting Duck-knappen. Så der er altså reelt kun to måder at spille på: For let eller tåbeligt besværligt.

Derudover er der en slags bullettime i spillet. Man kan rende rundt i normalt tempo (mens fjenderne er i slowmotion) og skyde så længe det varer, mens en melodi, der mest af alt minder om den franske nationalmelodi spilles. Det virker en smule malplaceret og defust.

Desuden lider spillet af "Konsol sygdom". Hvis der ryger et gidsel sidst på banen, så er det forfra på hele banen. Desværre står modstanderne de samme steder, og derved forsvinder variationen hurtigt.

Revolver, 9mm and The Enforcer.

Våbnene i spillet er meget realistiske i både udseende og lyd, men ikke i effekt. Dette kommer dog mest til udtryk i multiplayer, hvor en minigun nemt udspilles af en uzi og det eneste sikre kill, er ved at ramme plet med en panzerværns raket. Eksplosionen er meget ynkelig og det gamle trick med at sigte efter fødderne, virker ikke, da modstanderne overlever.

Multiplayer delen er desværre heller ikke noget at råbe hurra for, da der ikke er meget sjov at hente her. Der er godt nok bots med, men de er kluntede og det er våbnene også (i hvert fald til brug i multiplayer). Desuden mangler der en system link funktion. Alt dette gør at Fællessang på Bakken virker mere interessant end multiplayer i Die Hard.

Skærmgrums.

Grafikken kan der siges en del om, men det gennemgående er desværre at figurene ligner noget lavet for tre år siden til pc, måske noget i retning af Half-Life skins. Spillet er desværre også plaget af clipping. Det lyder nok værre end det burde, men når man skyder en sort Stick-man og tiden går i slowmotion, mens han falder gennem en væg og et gelænder, hvilket vel at mærke ikke er meningen, bliver man noget skuffet.

Der ryger hverken småstykker eller partikler af vægge, døre, jord eller træ når der skydes på det. På trods af at det ellers ses i stortset alle spil nu, af man kan få et FPS uden nu til dags er meget skuffende. Banerne ligner ellers meget godt de steder som de skal, men det er igen lavet i noget gammelt grynet grafik og er ikke tilfredsstillende.

Lyden i spillet er faktisk meget realistisk og fængende. Skuespillerene har gjort et godt stykke arbejde, dog lyder McClane mest af alt som en bamsebjørn. Våbenes lyde er også godt lavet, men der mangler nogle fløjtende projektiler før følelsen er helt god, men stereoen udnyttes fint.
På trods af at lyden er god, kan det dog ikke rette op på alle de andre fejl og irritationsmomenter i spillet

Stakler.

Ekstramaterialet til dette spil er nogle "behind the scenes"-film, som viser en flok begejstrede programmører, som fortæller om spillet og bliver ved med at sige, at det på det nærmeste er verdens bedste. De er i hvert fald begejstrede, men hvem ville ikke være det? Når man har arbejdet med noget så længe, som det tager med spil og man endelig er færdig, skal man også være stolt, men desværre ender det med at man synes de er en flok patetiske stakler.

Die Hard Vendetta er ikke et spil, jeg vil anbefale til nogen, specielt ikke fans af filmene, for spillet vil hurtigt blive sat på hylden, gemt og glemt, da de indtryk man får af spillets historie og udseende er så dårlige, at det er svært at forblive interesseret. Det er svært at forstå hvorfor det blev udgivet til Xboxen, da det også må have været skidt til GameCuben. Så står du og er ved at købe dette spil, så læg det fra dig, vend dig 180 grader og gå. Du vil takke mig senere...

Spillet er venligt udlånt af Vivendi Universal Games, der henviser til nærmeste forhandler på telefon 70 23 73 23

Gamesector Frarder

Om Seth Troensegaard Jensen