Midnight Club II

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):

Det første Midnight Club, som udkom til PlayStation 2 i år 2000, blev aldrig nogen større succes. Dette på trods af, at spillet faktisk havde mange af de samme kvaliteter, som gør Midnight Club II til et yderst formidabelt racerspil. Uden tvivl et af de bedste på Xbox'en. Sammen med muligheden for at spille online via Live er der dømt gaderæs i høj fart!

Ud på gader og stræder

I Midnight Club II er du en ung lømmel med hang til fart og uagtsom kørsel. Du kører rundt i byerne Los Angeles, Paris og Tokyo og prøver at finde ligesindede at køre imod. Her snakkes der ikke om Formula 1 eller kørsel på aflukkede baner. Her går det igennem fyldte gågader, trafikerede motorveje, lufthavne osv. Tag lige dele Fast & The Furious og Grand Theft Auto og resultatet er Midnight Club II. Samtidig er det Rockstar Games, som lavede GTA, der også har haft en finger med i udviklingen. Hvis man er til fart og tempo, er der i hvert fald ingen vej udenom.

Man støder hurtigt på nogen, der kan tage en hen til det næste gadeløb og så gælder det om at holde tungen lige i munden. Skrider man ud i svinget eller støder ind i lygtepæl, så kommer man til at bøde for det og får samtidig svært ved at indhente feltet. Man lærer dog hurtigt sine biler at kende og får dermed vundet sine første løb og efter racerløbet, har man hver gang en "rival" som man så skal klare, head to head, i endnu et løb. Vinder man det, vinder man modstanderens bil. Ikke værst, men samtidig også den eneste måde i spillet hvorpå man kan få bedre biler, da det ikke er muligt at opgradere dem man allerede har i garagen. Selvom dette er spillets største klagepunkt, bliver det dog mindre aktuelt, alle spillets biler taget i betragtning. Her er der alt fra smarte hjemmetunede japanske modeller til frække sportsvogne og endda et væld af motorcykler. Den ene bedre end den anden, men sørg lige for at du kan håndtere dem før du træder speederen i bund.

Efter de første par baner og efter at den første by er klaret, begynder man at have styr på håndteringen af de forskellige køretøjer og det er først her, at det begynder at være svært. Men selvom vi snakker om et relativt traditionelt bilspil, med en ikke alt for aktiv historie, bliver det aldrig kedeligt. Ikke alle løb er fra A til B. Man kommer både ud og flyve i skæbnesvangre højder og gennem byernes undergrundssystemer i høj fart.
Selvom det er tydeligt at se, at det ikke ligefrem er realisme der er i højsædet, bliver det aldrig for overdrevet og den gode fartfornemmelse, samt de store flotte byer gør virkelig spillet til et af de bedste bilspil på Xbox. Foruden opgradering af ens bil, er der dog en anden ting der er lidt mystisk. Der eksisterer åbenbart ingen politistyrker i Paris, Los Angeles og Tokyo, eller også har de bare bedre ting at tage sig til, end at jagte forbrydere (der ryger jo også et par fodgængere i ny og næ.).

Samtidig har spillet Xbox Live support, så hvis man har mulighed for at gå på nettet med sin Xbox åbner sig endnu flere muligheder. Her er der en del forskellige "modes" som man kan konkurrere på og man kan virkelig dyste om hvem der er bedst. Eller bare hvem der kan flyve højst og længst?

Grafik er Midnight Club II i toppen af middelklassen. Det er ikke noget revolutionerende, men det som udviklerne har haft at lege med, har de til gengæld virkelig også udnyttet. Selvom der ofte er mangel på teksturer, har sløring af omgivelserne ved høj fart virkelig givet en god effekt. Især når ens turbo, nitro, bliver brugt er der ikke et øje tørt -mest fordi det kan resultere i katastrofale skader, hvis man ikke holder øjnene åbne hele tiden. Når ens bil tager skade, kan det samtidig ses, dog uden den store ændring i styringen. Dette gør spillet utroligt levende på den flade skærm og man bliver rigtig opslugt, da spillet til tider kræver 110% af ens koncentration.

De mange lys, fra andre biler, modkørende bilister, lyskurve (som man får det meste kører over for rødt ved) og reklameskilte farver virkelig gadebilledet op og gør byerne og spillet endnu mere levende. Mens de fleste effekter, som lys, røg, støv osv. ser rigtig godt ud, er vandeffekterne ikke det store. Man kommer ikke ud på åbent hav, men de vandpytter man fra tid til anden får kørt over, opfører sig som døde objekter. Så udover at grafikken ikke er revolutionerende, er en vandpyt stadig det eneste rigtige kritikpunkt.

Lyden i spillet er en af spillets virkelige svagheder. Her bliver man præsenteret for kedelig baggrundsmusik, som man godt kunne være foruden og hurtigt for slukket for. Her ville det have været fedt med mulighed for at kunne importere sin egen playlist, som i Project Gotham Racing. Effekterne er dog en tand bedre, uden alligevel at komme op på at være "gode". De lyder realistisk nok, bortset fra at de ikke skifter fra motor til motor. Så en familiebil lyder præcist som en toptunet italiensk frækkert.

Midnight Club 2 er et utroligt godt spil, som udkommer på et tidspunkt hvor det er uundgåeligt ikke at sammenligne det med Midtown Madness 3. Her kommer det faktisk ud på toppen og viser hvordan et rigtig racerspil skal være: ekstrem højde, høj fart, tankeløse fodgængere og kamp til stregen på åbne veje. Havde spillet bare haft en simulator-del, hvor det var muligt at bygge sine biler op og evt. sælge dem ville karakteren havde ligget højere og måske endda været en topkarakter, hvis de lige havde fået ordnet spillets lydside.

Men som det er, er det et utroligt stabilt bilspil, hvis levetid bliver yderligere forlænget af Xbox Live. Rockstar
Games viser endnu engang hvordan det skal gøres!

Spillet distribueres af K.E. Media, som gerne besvarer spørgsmål på 89 44 22 79

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Buhl